Slottet af glas Der var engang en prins og en prinsesse. De boede i et slot, som lå oppe på toppen af et bjerg. De elskede hinanden så højt, at de ikke kunne udholde den tanke, at de ikke skulle kunne se hinanden. Derfor var vægge, døre, paneler, lofter, skabe, stole, borde -alt-lavet af glas. Uanset i hvilken ende af slottet, man befandt sig, kunne man se lige til den anden - og man kunne kikke både op til det lyse loft, hvor fuglene fløj ind og ud, og ned til den mørke kælder. Den var så dyb og så mørk, at det kunne være svært at se nogen dernede, selvom alle gulvene var af glas. Men i kælderen kom prinsen og prinsessen aldrig. I glasslottet på toppen af det høje bjerg levede prinsen og prinsessen så lykkeligt, at de aldrig tabte hinanden af syne et øjeblik. Undertiden kunne det ske - det var især i hjørnerne - at glassets reflekser kom til at danne spejle. Så kunne de se deres elskede flere gange på én gang og blive lige så mange gange lykkeligere, end de var i forvejen. Rygtet om prinsen og prinsessen i glasslottet på toppen af det høje bjerg bredte sig hurtigt i landet, og folk kom for at se på bjerget med det strålende slot øverst oppe. Nogle kom flere gange, og nogle havde kikkerter med. En dag kunne man i aviserne se et fotografi af slottet. Det var taget med telelinse, og man kunne tydeligt skelne to skikkelser, som opholdt sig derinde. Med store overskrifter stod der »De første billeder af det åbne forhold« og »Skamløs undergravelse af familien« og andet af samme slags. Et venstreorienteret tidsskrift bragte en tegning af en montre med to små mennesker i - og udenom i mørket svævede hundredvis af stirrende øjne. Billedteksten var »Kærlighed gør blind«. Det skabte en voldsom interesse for glasslottet på toppen af det høje bjerg. Aviserne fortsatte med at skrive om sagen. Eksperter udtalte sig i fjernsynet om byggetekniske problemer forbundet med så stor en konstruktion af glas. Radioen bragte en rundbordssamtale, som skulle belyse muligheden for, at der var tale om et helt nyt materiale - eventuelt et materiale med farlige bivirkninger. Det var allerede på forsommeren, den første faste kikkert blev opstillet nedenfor bjerget. Ved at aflevere en billet, som man købte af en mand, der sad ved et lille bord, kunne man få lov til at betragte slottet i hans kikkert. Og det var ikke nogen almindelig kikkert. Den forstørrede halvtreds gange, det var som om man næsten kom ind i selve slottet. Man kunne meget tydeligt følge prinsens og prinsessens bevægelser rundt i slottets sale. Der kom snart flere kikkerter - for der var mange, som gerne ville købe billetter og få lov til at kikke nærmere på slottet. Det var også et meget smukt syn, især når aftensolen skinnede, og glasslottets mure og vægge glimtede i guld og rosa, og man var færdig på arbejde. Noen fandt på at arrangere busture ud til det høje bjerg, og der blev brug for flere kikkerter. Der kom så mange kikkerter, at det en overgang kneb med publikum til dem alle. Så pludselig begyndte der at dukke større kikkerter op: »Halvfjerds gange!« ... »Hundrede gange!« ... »Hundredetyve gange!« -sådan lød råbene fra de små borde. Snart havde man prinsen og prinsessen helt inde på livet. Nu kunne enhver, der ville, betragte den umådelige lykke hos denne prins og denne prinsesse, som elskede hinanden så meget, at de ikke ville skjule sig for hinanden - selvom de vidste det betød, at så kunne de heller ikke skjule sig for andre. Et par kiosker og restauranter dukkede op i nærheden af det høje bjerg, og der begyndte også at komme udlændinge for at kikke på den fuldendte kærlighed. Oppe i slottet skete der ingen forandringer. Prinsen og prinsessen havde ingen kikkert, og desuden elskede de hinanden så meget, at de kun havde øje for hinanden. Når de ikke kyssede hinanden eller omfavnede hinanden, sendte de hinanden forelskede blikke, fulde af lykkelig længsel. Det var uundgåeligt, at nogle dristige folk fra landet omkring det høje bjerg ville forsøge at bestige det. Men det høje bjerg var ikke bare højt, det var ubestigeligt. De fleste bjergbestigere vendte om et lille stykke oppe, resten måtte undsættes af rednings-hold med hunde. De første dødsofre var netop et sådant redningshold, som trak hinanden ned i en kløft, som ikke bare var dyb, den var utilgængelig. Da det skete, rejste der sig røster som for eksempel »Hvor kommer det glasslot fra?« eller »Hvordan har de fået byggetilladelse til det?«. Da en familiefar til fire børn blev fundet med hovedet knust mod en sten, skærpedes debatten om slottet kraftigt. Problemerne kompliceredes af, at det var umuligt at komme i forbindelse med glasslottet på toppen af det høje bjerg. Det var højere end noget fly kunne nå, og ingen antenner prydede dets tårne og spir. Man kunne ikke bede prinsen og prinsessen om at anskaffe rullegardiner eller bare nogle enkelte uigennemsigtige skærmbrædter. Og man kunne heller ikke fremskaffe deres personlige vidnesbyrd om, hvordan det føltes at leve i sand kærlighed, hvordan den var opstået, og hvordan de bar sig ad med at få den til at blive véd. I glasslottet på det høje bjerg faldt ingen hårde ord. Der var nogen uenighed mellem lytteeksperter-ne og mundaflæserne. Prinsen og prinsessen talte et sprog, som ikke bare var fremmed, det var uforståeligt, så man kunne tænke sig skjulte finter eller hadefulde betoninger, der ikke gav de samme udslag på måleapparaterne som de hårde ord, man kendte. Men der var alt i alt enighed om, at skænderier ikke fandt sted. Observationerne gav heller ikke belæg for at antage, at prinsens og prinsessens lejlighedsvise perioder af tavshed havde en sammenbidt karakter. Disse videnskabelige resultater vakte mishag på den gamle højre fløj, som følte sin ideologi truet af denne idyl mellem to rovdyr. En lille, politisk upla-cerlig gruppe var enige om at benægte eksistensen af enhed uden modsætninger. Den i forvejen lille gruppe delte sig på midten. Den ene halvdel mente, at modsætninger var naturlige - den anden halvdel mente, at de var skabende. Men om deres nødvendighed stredes de ikke. De »naturlige« afviste, at glasslottet havde anden eksistens end i menneskers oplevelse af det. De »skabende« betragtede slottet som en tese, hvis antitese man måtte søge i virkeligheden eller skabe selv. På det høje bjerg, hos prinsen og prinsessen i glasslottet, gik livet sin vante gang. De elskede hinanden så inderligt, at de ofte ikke var til at skelne fra hinanden - og så varmt, at det hændte, at murene duggede. Når det skete, blev der en mærkelig stemning omkring det høje bjerg. Man vidste fra varme sommerdage godt, hvad prinsen og prinsessen gjorde, men enten ville man gerne se det igen, eller også havde man ikke set det før med sine egne øjne. For prinsen og prinsessen var duggen ikke noget problem. De blev bare tæt sammen, indtil de igen kunne følge hinandens mindste skridt overalt i slottet. Begreber som »prinsessevejr« og »prinsevejr« opstod, der var vejr og dage, hvor murene duggede, og ordene brugtes lidt efter disposition og tilbøjelighed. I det hele taget voksede interessen for prinsen og prinsessen - uanset hvilken holdning man iøvrigt havde til glasslottet - og denne interesse prægede menneskers hverdag mere og mere. Samtaler, sange, vittigheder og slang rummede hentydninger til den sande kærlighed i et omfang, som var langt større, end før glasslottet var der. Kærestepar, som ville bygge deres huse af glas, blev ude i befolkningen betragtet som pionerer, men blev generet af myndighederne. Man stillede som betingelse for opnåelse af byggetilladelse, at byggeriet fandt sted i øde områder, samt, at der opførtes et plankeværk omkring byggeriet, som forhindrede uvedkommende i at få øje på det. Men myndighederne kunne ikke forhindre, at de små ruder i almindelige menneskers huse blev erstattet af større og større vinduer. Kravet kom fra kvinderne, som motiverede det med, at rengøringen blev grundigere, når rummene blev lysere. Det var ikke en enkelt ting, som gjorde udslaget i det, der siden skete. Mange ting var medvirkende. Den voksende åbenhed udadtil (de større vinduer), holdningen til pionererne, parolekampen - det var altsammen med til at få tingene til at ske mellem folk for foden af det høje bjerg. Man begyndte at tale i øjenhøjde med hinanden, og den ene kikkert efter den anden måtte lukke. Menneske talte med menneske, og man påskønnede, at man kunne høre, hvad den anden sagde - for glasslottet var det jo umuligt at kommunikere med. Vejr, som fik ruder til at dugge, fik folk til at tænke på hinanden i stedet for på prinsen og prinsessen på det høje bjerg. Man glemte slottet af glas. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.