Skyggen

Når bjerget slukker skæret fra Ravello 
med skyggen som hver dag og ubønhørligt 
berøver byens huse deres hvidhed 
som stod den sene eftermiddag ren 
og minded os om arbejdstid, der spildtes, 
med overbærenhed der kun forklares 
af evighed, af genopstanden udsigt 
som ikke skal fortjenes, men er gave 
fra det som skabte bjerget foran solen: 
historien, som vi ikke kun bevidner 
men selv er skyldige aktører i -

når (som jeg sagde) bjerget slukker skæret 
fra byens hvide huse overfor 
så tænker vi på minder og på mørke 
og gætter os til solnedgangens glans 
men ved på samme tid, at netop skyggen 
som sent på dagen nådigt gir en by 
dens farver og dens ydmyghed tilbage 
er samme skygge som vi skærmes af 
når livet, kærligheden - måske døden -
skamløst belyser venlighed og nærhed 
og vi behøver kølighed og læ -

når bjerget (som jeg sagde) kaster skygge 
på byen som vi så fra morgengry 
da modlyset gav kraft til store planer 
som falmed i det lys, der langsomt svandt 
og blev til små fortællinger - der leved 
i dette ene, arme, lille nu -
så mærker man en helt utrolig lykke 
som aldrig, aldrig helt kan gå itu.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.