Skoene

Jeg ligger under det tunge låg
som gungred da det blev lukket
mit selskab er rester af det der blev spist
og spor af det der blev drukket.

Jeg væmmes ved seje flæskesvær 
og usolgte wienerbrødder 
jeg er et par sko af ruskind med foer 
som lunede sarte fødder.

Jeg hør i det fjerne en stemme spør
som jeg syns jeg skulle kende
jeg husker hans tråd og det lille vrid
når han tøvede før han sku vende.

Jeg blev smidt eller stillet hvad herregud 
det var varmen som udvided tæerne 
mens latteren rungende folded sig ud 
i haven mellem træerne.

Jeg stod mellem borde til medbragt mad 
i haven hvor solen skinner 
og mennesker tripper med bare tæer 
og skaber lyse minder.

Og havned til sidst mellem skraldemøg 
ved en fejl som man aldrig fik rettet. 
Han søgte tre timer efter mig. 
Så opgav han. Jeg blev slettet.

Blev ikke kasseret - kom bare bort 
og nu må jeg vejen som skrot gå. 
Jeg mindes de glade dage: hvor var 
det dejligt at blive trådt på!

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.