Skibet

Skræmt af min nærhed kræver du en afstand 
så du kan frygte med fornyet mod 
at styrte som en fugl med brudte vinger 
tilintetgjort affaldet for min fod.

Du ser mig an med dine smukke øjne 
du nægter mig at se tilbage i. 
Du tar min arm på vejen over gaden 
og ber mig om at blive sluppet fri.

Du ser mig som en voldsmand og forbryder 
der knuser dig med al min ømheds vægt 
og ber mig om at lægge friske blade 
på dine sår, som aldrig bliver lægt.

Du ber mig stå på kanten af en afgrund. 
Du ber mig hænge i en rådden snor. 
Du ber mig balancere på en knivsægg. 
At styre skibet, som har tabt sit ror.

Jeg lægger selv en finger på min læbe 
af angst for hvert et uforsigtigt ord 
om svimle afgrundssug og råddent tovværk 
om knive og om skibe uden ror.

Jeg drages mod den afgrund, som jeg frygter.
Ser svævende det endeløse hav.
Hør bølgeslaget skære med sin rytme
i mine længsler med forhadte krav.

Så skrider kanten, halsen mærker rebet. 
Dybt nede skibet klar ved havets bred -
men sønderskåret ser jeg skibet synke 
og fuglerygge i mit fald mod fred.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.