Sanselighed forbudt!

Jeg synes, det er en fin ting, at pornografi indbindes pænt og kan fås hos boghandleren. Selvom man er ret frit opdraget, er det foregået i et miljø og under et pres udefra, der gør det svært at gå ind i de rigtige kiosker og bede om det frække, de har der. Jeg ved derfor ikke meget om kioskernes repertoire. Mine sparsomme erfaringer med det, de kan tilbyde, er dårlige. I hvert fald hvad angår det, der er skrevet Billederne er bedre — der kan være nogle imellem, der er mægtig gode. Men boghandleren er alligevel rarere for folk, der som jeg er lidt hæmmede.
Bogen om Fanny Hill udkom første gang i 1749 og blev straks forbudt. Den handler om en ung pige fra landet, der forældreløs kommer til London, l den store by oplever hun uafbrudt det, der er værre end døden. Men hvad der er endnu værre: hun kan lide det. Sommetider gør det ganske vist lidt ondt (af grunde, som senere vil fremgå), og sommetider registrerer hun en dydig betænkelighed ved sin egen fornedrelse. Men hun skammer sig ikke ved at være pige og ved at lave alt det rare, som piger kan lave.
Forfatteren hedder John Cleland, og bogen er formet som Fanny s breve til en bekendt (en dame). Hun beskriver med stor omhu og medleven sine oplevelser, der først og fremmest består i en mangfoldighed af sex. Som hun (uden den sammenbidthed, som man kan træffe hos Miller) simpelthen kan lide.
Når mennesker i bøger er gode mod hinanden, er det tit rør en de og tit kedsommeligt Når de er rigtig gode, kan man få den bekendte vemodige klump i halsen. Sådan er det ikke her. Her er mennesker gode mod hinanden med hele kroppen — så man i løbet af et øjeblik sidder, ikke med noget vemodigt i halsen, men med noget lystigt og uroligt mellem benene. Hvis man da er en han.
Bogen sætter følelser i gang, som litteratur jo skal. Den er ophidsende. Den er som en god kriminalroman — bare helt anderledes. Spændingen i handlingsforløbet er her erstattet af en spænding i forhold til de måder Fanny kan variere sine beskrivelser på.
De mere sjældne kærlighedsytringer er der gjort forholdsvis lidt ud af. Fanny gør absolut mest ud af kærligheden, som den kan forme sig mellem mennesker af modsatkøn. Men selv disse enklere temaer har jo mange variationsmuligheder. Mange ville måske have foretrukket, at der var gjort lidt mere ud af specialiteterne. Men litteraturen er rig, og efterhånden går der vel tilstrækkelig mange hundrede år til at Marquis de Sade og andre kan oversættes og udkomme her i landet.
En lille interessant ting skal lige nævnes. Der er ikke givet beskrivelser af onani — den lille private fest, som ældre tiders eksperter deri kaldte selvbesmittelse. Kun pigen Louisa og en enkelt scene, hvor Fanny hygger sig med sig selv, mens hun gennem et kikhul overværer et samleje. Der forekommer ingen mænd, der onanerer. Måske fordi forfatteren selv er en mand. Men måske også fordi det, man har så let adgang til, ikke hører hjemme i en god pornografisk bog.
Er bogen skadelig? Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal mene med det. Men jeg kan da prøve atfindeudaf, om jeg selv har taget skade af at læse den. Jeg er en mand, der har lagt sin pure ungdom bag sig. Jeg har kone og to børn., Mt kønsliv afviger næppe alvorligt fra det af justitsministeriet fastsatte. Jeg vil i hvert fald næppe kunne dømmes for noget Hvordan virker bogen på mig? Det er faktisk lidt forskelligt Lad mig prøve at forklare.
Det man slet ikke selv har lyst til, virker ikke særligt ophidsende. Hvordan to mænd muntrer hinanden læser jeg om med interesse, men det får ikke mine bukser til at bule. På en måde ærgrer det mig. Man er ligesom lukket ude fra en del af det rige liv. Jeg har det ligesådan med østers. Når jeg ser med hvilket raffineret velbehag andre mennesker sætter dem til livs, føler jeg det som lidt uretfærdigt, at jeg ikke selv bryder mig om dem.
Bogens tyngdepunkt ligger som sagt i det, som mænd og damer gør ved hinanden. Jeg kan lide disse skildringer. De lader mig ingenlunde kold — if I may say so. Det skal dog siges, at jeg ikke stødte på egentlige overraskelser. Jeg tænker, det hænger sammen dels med mit svinske (men altså næppe kriminelle) liv, dels med min litterære bagage, der bl. a. omfatter Erotikkens Historie, Miller og Kærlighedens ABZ (dissebøger er alle tilladt af politiet). Det gør nu ikke så meget Man nyder jo ikke kun en bog, fordi man kan lære noget af den.
Det er vist forresten netop det med at,, lære noget", som man er bange for. Det er jo derfor, man vil forby de porno graf i. Det er i al fald een af grundene dertil. En enkelt bemærkning i den anledning: Hvis alt, hvad man kan lære grimme tingaf, skal forby des, så går vel ikke engang salmebogen og folke-tingets forhandlinger fri. Og hvis stærkt afvigende, svage sjæle skal være retningsgivende for almene forbud, så bør man begynde med at forbyde spiritus. Og så vil jeg privat rejse krav om at få forbudt spinat — for det brækker jeg mig af.
Man er måske bange for, at bøger kan få læserne til at omsætte det, de har læst om, i praktisk handling. Hvis det er tilfældet, må man ønske historien om Fanny stor ud-
— illustration fra den engelske førsteudgave af ..Fanny Hill"
Abonnement tegnes ved at indsende nedenstående kupon til „Politisk Revy"s ekspedition. Ønsker De at gøre bekendte opmærksom på bladet, kan prøvenumre blive tilsendt.
bredelse. Jeg tror vi gennemgående burde gå endnu mere i seng med hinanden. Og hvis der virkelig kan konstateres sådanne resultater af folks læsning, så vil j eg kraftigt henstille, at man af sædelighedsgrunde anbefaler „Fanny Hill" til alle mellem 12 og 100 år. Navnlig til dem, der har et kønsliv, der ikke stemmer med politivedtægten. Beskrivelserne af det glade liv mellem en mand og en kvinde er så indtagende, så veloplagte og så varierede — at fornøjelserne og mulighederne i det må kunne friste mange, der måske ikke på forhånd følte sig tiltrukket af denne specielle form for kønsliv.
Til yderligere orientering for myndighederne kan jeg oplyse:
Følgende forbrydelser følte jeg mig ved læsningen af bogen ikke tilskyndet til: Samleje med en pige mod hendes ønske (voldtægt), homoseksuelt forhold til mindreårig dreng på 20 (tyve), opknapning af bukser (mine egne) i Ørstedsparken, affektmord på småpiger, afsendelse af frække breve til Gitte Hænning.
Følgende vistnok endnu ikke strafbare handlinger fik jeg en gevaldig lyst til: At gå i seng med interesserede damer (bl. a. min kone), at onanere i et par nylontrusser, at få lov at se to damer gø redet frække ved hinanden — evt med mulighed for senere deltagelse i arrangementet
Hvordan kan man nu synes godt om denne bog — og samtidig angribe reklamens smarte piger på bilkø lerne og i sæbeannoncerne? Jeg tror det er forskellen mellem det rigtige — og så narrefisse. Jeg er sikker på, at fotomodeller er lev ende mennesker, der kan lide det frække — men i samme øjeblik de bliver placeret på en Opel Rekord, får det fine undertøj på og et stykke sæbe i hånden — når de står der i avisen eller ugebladet, så er de reduceret til et stykke kalvelever. Ikke et ondt ord om kalvelever — men dens følelsesliv kan næppe være særlig udviklet Og hvorfor bruge piger i den rolle? Til forskel fra rigtig prostitution er det fidusprostitution. Pigerne sættes til at blinke med øjet og vrikke med enden — men man ved jo, at når man står der i bar skjorte og vil til sagen, så får man stukket en dum vare ud i stedet for. Man ved, at damen ikke følger med den fine bil eller undertøjet, og at det ikke er den silkeblø de donna fra annoncen, der skrubber een på ryggen med stjernesæben. Eller ved man?
Reklamen bruger piger for at man skal få lyst til noget andet, sæbe f. eks. Det synes jeg er synd for pigerne. Og for de mænd, der kikker på dem. Jeg synes man meget hellere skulle bruge piger for at man skal få lyst Ml pigerne. Det er j o det Fanny gør i Clelands bog. Hun giver læseren lyst til at gøre en hel masse ting med piger — og man sidder med en dejlig tryg fornemmelse af, at Fanny i hvert fald ikke ville sige: „Det var ikke det, jeg mente — men her et stykke stjernesæbe, og se så at få taget den kolde afvaskning".
Det er reklamen, der spekulerer i sanselighed, hvis nogen gør det For den bruger sanseligheden til noget andet Fanny er sanselighed, og målet er sanseligheden selv. Hvis man reagerer imod det, så er det fordi man er bange for sanseligheden—ikke fordi man er forarget over en påstået spekulation i den.
Selvfølgelig drømmer bogen. Det er jo ikke virkelighed Det er fantasi — drømme om potens og villige, glade damer. Intetsteds, end ikke hos Miler, har man vel set så enorme jern, som dem Fanny begejstr et beskriver. Selv om bogen er stærkt potenserende, kan man blive helt beskæmmet over disse uhyre, uudtømmelige repetergeværer, derpå een gang er kilden til så megen smerte og så megen glæde.
Trængt af den moderne kunsts og den moderne litteraturs vildnis efterlyser almenhedens energiske vogtere kunst, der ikke kun beskæftiger sig med det sorte, det grimme, det sørgelige. Nu har de noget at sætte i stedet For dem må „Fanny Hill" være et godt argument Her er intet, der ikke kan forstås af alle. Her er lys, glæde — og lidt smerte, her er kærlighed, lykke — og lidt ulykke. Jeg håber de vil støtte denne bog. Den er drøm, eventyr — javel. Men den hæver sig op som en svunden tids aktuelle svar på Ib Henrik C avlings fiduserotik.
Bogen er ikke virkelighed Det vil sige, det er ikke virkeligheden, den beskriver. Det virkelige i bogen er noget andet — nemlig den livsholdning, der kan ses, eller om man vil, lægges ind i den. Glæden ved det sanselige —uden moralsk overbygning, men dybt forbundet med følelse, med sjæl. En lystig stemme fra fortiden til en nutid, der omsider burde kunne forme en virkelighed på klassiske fantasier.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.