Samtidige i hobetal

At skildre dem er svært uden at hade 
og helt umuligt er det uden hån. 
Med hoder som kopier, ganske flade. 
De har på hjertets plads - en telefon.

De ved godt, der kun findes runde cirkler 
og at et træben altid er af træ. 
De taler flydende i deres snirkler 
og de er stolte af at være fæ.

I deres hænder blir alting til varer. 
I deres sjæle brænder kunstigt lys. 
Værdi er noget statistikken klarer: 
kan noget ikke tælles, skal det skys.

Hård hud på hjernen har de allesammen 
måske fordi de bruger den forkert. 
Om leg og elskov er rutinen rammen 
for begge dele gør dem dybt genert.

De synger aldrig, ikkengang som trøst 
en munter lille sang på åben gade. 
Er aldrig glade og har altid lyst 
har aldrig høje tanker, bare fade.

De priser uafladeligt vor tid 
som var det den, der bragte dem til fadene. 
De mange hensyn kræver dobbelt flid. 
De skammer sig, men kun tilsyneladende.

De kan en vits, er nu og da forsorne. 
De ved en masse uden at forstå. 
Og man skal se dem, når de kløver ordene 
med argumenter ude i det blå!

Små huller sku man faktisk skyde i dem 
og få et moderigtigt sidste skrig! 
Men der er alt for mange, der kan li dem. 
Hvert skud man skyder, selv for at befri dem 
er skudt forbi.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.