Saltholm Saltholm udstrakte levende stykke barndom - helt tilbage i tidernes morgen ridende på højskulder hos en morbror så jeg dig komme nærmere. Allerede som seksårig strømmede skægget ud af min hage mens den smalle stribe forude voksede og langsomt blev til en kyst. Robinson Crusoe og Columbus i en og samme person på én gang prisgivet i det fremmede og besat af en boblende lyst til at erobre det. En skrabende hilsen fra bunden er signalet til at gå op i vinden kaste ankeret bjerge sejlet og skifte sko og strømper ud med bare tæer i et par århundredgamle gummisko stive af tørret saltvand. Tak for et mildt forlis. Nu er igen alt muligt. Lidt eftertanke før den første grænseoverskridelse. Solens larm overdøver den trygge klukken af meget små bølger mod båden. Det er det rigtige holmevejr: let brise syd går an men i dag sydøst den helt rigtige vind. Magelig bidevindsejlads over og den lykkelige bevidsthed om hjemfart med vinden agten for tværs. Det første spring: man glider ned og vandet går til midt på lårene. Luftboblerne fra gummiskoene risler op langs benene. Knudebylten i favnen eller posen på nakken. Så af sted med langsomme drømmeskridt. Blæretang griber om benene men jeg er den stærkeste. Et par hundrede meter til næste tærskel foregrebet af slubresjasken fra de gamle sko. Landgang frelst i sikkerhed - Nu begynder det. Jeg aner med nakken Københavns fjerne silhuet men nænner ikke at vende mig om. Intet standser øjet. En ensartet slette men jeg ved at der venter overraskelser alle de dejlige overraskelser som jeg kender ud og ind. Sommetider var jeg alene sommetider sammen med andre. Her er det muligt at være så alene at ensomheden ophæver sig selv og så godt sammen at kærligheden ikke behøver at kaldes ved navn. Senere havde jeg børn med undertiden brændevin undertiden både børn og brændevin. En enkelt gang cigaretter men ingen tændstikker. Siden kunne mine børn bunde tage deres egne drømmeskridt i vand til livet. Jeg ved ikke om det er de samme døde måger hvide fuglekranier springende harer de så men jeg selv genkender hver og en og jeg slubrer op på din kyst med en fryd og en forventning som ligner min barndoms så meget at jeg ikke behøver længes tilbage til den. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.