Sagkundskab og politik

Som afslutning på betænkningens overvejelser vedrørende hjælpeskolebørnene står følgende passus: „løvrigt må man bemærke, at det næppe idag lader sig gøre i boligministeriet at få igangsætningstilladelse til opførelse af hjælpeskoler i København."
Dette antyder måske en af forklaringerne på den mislykkede betænkning. Udvalget har ikke, som det var meningen, indskrænket sig til at tage stilling til de pædagogiske problemer i sagen, men har i kraft af sin sammensætning inddraget politiske og praktiskehensyn. Denne sammenblanding er uheldig, og resultatet må naturnødvendigt blive mere præget af opportunisme end af inspiration.
Den rigtige rækkefølge havde været
at starte med det politiske, med målsætningen: ønsker vi at differentiere den almindelige undervisning mest muligt — eller ønsker vi at udskille flest mulig til specialbehandling?
Her kommer den pædagogiske problemstilling ind: hvor langt er det muligt at komme i den ønskede retning, hvad kræver det af lærerne og af de bevilgende myndigheder?
Når dette spørgsmål er besvaret, så kommer de praktiske hensyn ind: hvor dårlige er de existerende bygninger, hvor meget kan der gøres, hvad siger boligministeriet osv. Der er her tale om et generelt problem for den demokratiske sagsbehandling. Ingen siger jo, at det skal være den samme kreds afpersoner, der skal tage stilling til alle disse ting.
Idet første led i processen, målsætningen, er det naturligt at politikere og sagkyndige mødes om formuleringer, der naturligvis må prøves for det politiske forum. Organisationernes rolle bør her være beskedent tilbagetrukket.
I det andet led bør alene sagkyndige mødes og udarbejde krav og forslag — som de faglige organisationer må tage stilling til. Endelig kommer politikerne ind i billedet igen i diskussionen af de praktiske muligheder for forslagenes realisering.
Rjsikoen for en sammenblanding af disse funktioner ligger bl. a. i, at man på et for tidligt tidspunkt inddrager de praktiske hensyn og i, at man lader organisationerne få for stor indflydelse på et for tidligt tidspunkt
Begge dele har præget fx. det nye læreruddannelsesforslag. Kommissoriet var i det tilfælde godt nok, men udvalgets sammensætning var det næppe. Dertil kom, at udvalget gik ud over kommissoriet og påtog sig at løse opgaver, som formentlig burde have været drøftet i et anderledes sammensat udvalg.
Betænkningen om hjælpeklasserne er navnlig præget af sammenblandingen af pædagogik og praktiske hensyn — og som sagt af en manglende formulering af en politisk-pædagogisk målsætning. Hvis man sætter sagen på spidsen, kan man sige:
H ris problemet var dette: de existerende hjælpeskoler er uanstændigt dårlige, byggetilladelse til nye kan ikke fås — hvilke nødløsninger kan vi etablere under disse vilkår? — ja, så havde det været ganske overflødigt med en overbygning af pædagogisk argumentation. Selvom det naturligvis altid er sympatisk, når folk prøver at se de lyse sider i en situation.
Hvis problemet var dette: hvordan hjælper vi bedst de børn, der i øjeblikket ikke kan tilpasses den almindelige undervisning? — ja, så kan kan lade den pædagogiske sagkundskab arbejde med sagen på basis af den målsætning, der er nedlagt i skolelov og diverse betænkninger. Politikerne måtte så tage ansvaret for de forhold, der hindrede den rigtige løsning.
Ingen ønsker expertstyre. Men hvis man opretholder sammenblandingen af de forskellige opgaver og funktioner, risikerer vi expertstyre, organisationsstyre eller amatørstyre på længere sigt Vi må have en klarere afgrænsning af opgaverne og dermed en klarere ansvarsfordeling.
Målene bør sættes i et samarbejde mellem politikere og sagkyndige, men ansvaret for valget er politikernes. Veje og midler er de sagkyndiges sag — og de bør ikke tage politiske eller praktiske hensyn i dette arbejde, men pålægge politikerne ansvaret for at gå imod sagkundskaben.