Hvem ejer poesien? Brev fra en rimsmed Jeg vil takke Kristen Bjørnkjær for hans vigtige og betimelige kronik om den danske poesiforvirring. Som poet kan man ofte blive slået af en modsvarende kritik-forvirring. Ingen af delene er i sig selv negative — al magt til forvirringen — men kan tjene som udgangspunkt for netop tanker som dem, Kristen Bjørnkjær gør sig. Jeg fik lyst til at kaste nogle personlige brændeknuder på ilden — i håb om, at debatten vil fortsætte. Bjørnkjær skriver at en af grundene til den nuværende situation er, at man ikke opdager, hvad der sker i poesien, fordi man er »fastnaglet til det sproglige, men skyer indholdet som en pest«. Min erfaring er, at det trods alt kommer an på, hvad der står — forudsat naturligvis at det er muligt at se, hvad der står. Jeg startede, som nogle vil vide, i revyvisen i halvtredserne — og fortsatte igennem tresserne med det, bl.a. i samarbejde med Rifbjerg. Der gjorde jeg en ejendommelig erfaring. Hver gang jeg havde skrevet en smuk tekst om livet og døden eller kærligheden, så tog man det for givet, at det var Rifbjerg, som havde skrevet den. Og begik han en tekst om arbejderklassens passivitet eller den falske folkelighed, ja, så fik jeg æren. Da jeg i begyndelsen af halvfjerdserne ændrede min skrift til handlingsrettede, mere politisk analyserende og mobiliserende tekster, faldt hammeren fra etablissementet straks: det var »firkantet« politisk propaganda. De sproglige sider af mit skift interesserede ingen. Da Mand Mand kom i 1979 udløste det en del begejstring over, at jeg nu havde forladt den politiske skrift — ja, det medførte sågar en opfordring fra Det danske Akademi om at komme til stede og læse op. Jeg følte at jeg nu betragtedes som så salonfæhig, at jeg måtte takke nej til denne landets fornemmeste salon. Jeg skrev, at hvis de i sin tid havde opfordret mig til at komme og drøfte de sproglige problemer omkring Den første Maj og de senere Agitpop-tekster — ja, så var jeg kommet. Nu var det for sent. Næppe mange opdagede stemningsskiftet i min sidste digtbog fra foråret. Næppe mange vil heller opdage, hvad der sker i den bog, som udkommer nu i september. Jeg vil få fornøjede anmeldelser fra dem, som kan lide det jeg skriver for dets temaer og indhold — og så den sædvanlige prut fra Borum om min »pseudopoesi«. Men jeg vil ikke jamre over dette — og det er mit andet anliggende i denne sammenhæng. Som poet tror jeg, man må opfatte sig som indskrevet i et større socialt mønster end blot den simple sekvens: poet-forlægger-læser. Jeg tager af og til ud og læser mine tekster højt, og det har jeg utrolig megen glæde af, især af snakken bagefter. Sidst på Testrup Højskole, var der en deltager, som bagefter sagde: Du får altså mere ud af at læse end af at skrive? Jeg var forvirret, indtil han sagde, at han mente det rent økonomisk — og der måtte jeg jo give ham ret. Forresten kunne jeg have solgt adskillige bøger ved den lejlighed, jeg havde bare ikke nogen med. Den 14. september har en forestilling premiere på Café Liva i København. Den består af tekster fra min nye bog, som kommer omtrent samtidig. Og næste år kommer endnu en grammofonplade med mine tekster. Naja, og i helt gamle dage producerede vi selv plader med vores tekster og musik, pakkede dem ind og gik på posthuset med dem. Pointen i disse eksempler er denne. Jeg tror ikke, man bevidst vælger hverken sin form eller sit indhold som poet — det er vel en af genrens kendemærker. Men jeg tror, at begge dele uundgåeligt bliver præget af den samfundsmæssige sammenhæng, som såvel poeten som poetens tekster anbringes i. Og her kan poeten selv bestemme en hel del. Vi kan kun undtagelsesvis regne med en egentlig efterspørgsel, vi må blive mere opsøgende og medievende mennesker, med næse for huller og nicher i den kolos, som omgiver os. Jeg ser ingen modsætning mellem at give sig til kende med sin skrift eller / sin skrift — men heller intet nødvendigt sammenfald. Vores eneste forbundsfæller er publikum, læserne, tilhørerne. De kommercielle medier slår en høj latter op, når vi melder os, de statslige medier behandler poeter med verdens mindste pincet (bortset fra gode undtagelser i lydradioen). Bibliotekerne tvinges til nedskæringer, og det går først ud over forfatterarrangementerne. De fattige hvis andel vokser, har ikke råd til at købe vores bøger, og bibliotekerne svigter i deres indkøbsnød vel først poeterne. Og imens kæmper poeter med poeter og kritikere med kritikere om, hvem der er mest poetisk. For nu at vende tilbage til Bjørnkjærs oprindelige anliggende: for mig opstår der tit problemer ved læsningen af digte — tekster, som er resultatet af et arbejde, hvis præmisser jeg ikke kender. Jeg har oplevet det som en god åbning, hvis jeg på en eller anden måde kunne finde ud af, hvad det er poeten prøver at få sproget til — og hvad det er sproget prøver at få poeten til. Det skulle vi poeter måske fortælle vore læsere og hinanden lidt om. Som et første lille bidrag til belysning af en enkelt side af denne store sag har jeg skrevet Rimsmedens Vise. De sidste to linier er ikke en opfordring til at lade sig nøje med allerede fundne navne, men er ment som en kærlighedserklæring til rigdommen i det danske sprog: Rimsmedens Vise Hvor er det dog herligt at være virkelig gammeldags befriet for ambitionerne som hærger nu til dags! (Selv sådan et dårligt rim lar jeg frimodigt stå selvom jeg siger til andre det er noget de ikke må.) Jeg digter om gamle sager oven i købet pr. vers og lader ikke kravet om fornyelse kommer på tværs. Jeg digter om at elske - det gør de andre med - men jeg bruger gammeldags ord og kalder det »kærlighed«. Jeg er glad for der findes nogen som gider forny vort sprog og med sabotage og bomber holde gryden i kog - men jeg er for gammel og tilmed har jeg det altfor godt til at sprænge helt nye veje til Torneroses slot. Jeg bruger de gamle metoder og ved hvis en vending er slidt skal den bare drejes en omgang for at handle om mit. Og det er det smukke ved livet når det er tilstrækkeligt langt at man ikke føler det gamle sprog gør livet mere trangt. Og det er det smukke ved sproget at dets skønhed kan være banal som elskov og gråd og oprør: den er enten god nok eller gal. Og det er det smukke ved galskab og ondskab og sugende savn at alt hvad der findes har fundet i modersmålet navn. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.