Prolog

Digterens udsigt

Palmen uden for mit vindue 
skjuler parken i Ravello. 
Fløjten Mik trakterer sagte 
lyder ikke som en cello.

Det som skjules findes ikke. 
Det jeg hør er noget andet. 
Og jeg leder og jeg lytter 
og jeg har det ret forbandet.

Jeg sku finde jeg sku høre 
det som fandtes og som er der! 
Men det lår sig ikke gøre 
på lidt sorg og glemte smerter.

Først når parken i Ravello 
går i brand og eksploderer 
og jeg får min egen cello 
og får lært at musicere

og jeg ser min egen skygge 
som et varselsråb på muren 
og de tusind falske toner 
bliver strøget af censuren -

kan jeg spille på det skjulte 
i mit digt om det jeg ser 
og la svundne tider leve 
i mit digt om det der sker.