Socialistisk Folkeparti Politisk konsolidering • Spændingen mellem kompromisløshed og samarbejdsvilje kan frugtbargøres SFs kongres var i een henseende en nydannelse. Det er første gang et parti har åbnet dørene for offentligheden både til den politiske og til den organisatoriske del af kongressen. Hvis nogen tror, at pressens tilstedeværelse hæmmer en kongresdiskussion om kontroversielle emner, så må de tro om igen. Lidenskabeligheden lod i hvert fald intet tilbage at ønske ved diskussionen af de organisatoriske problemer. Naturligvis er disse sager i høj grad interne partisager. Der er derfor ikke grund til at gå i detaljer med dem. Men på et enkelt punkt kunne man finde det noget ejendommeligt, at et parti med en så stærk politisk forankring i demokratiet møder sagligt fremsatte forsalg på anden vis end netop med saglighed. Det væsentlige politiske resultat af kongressen var vedtagelsen af tre udtalelser: en om den politiske situation, en om udenrigspolitik og en om industrielt demokrati. Dertil kommer nogle forslag, indsendt fra partiforeninger og behandlet på kongressen. Der er grund til her at fremhæve to af disse forslag. Det ene går ud på at partiet nedsætter et permanent kulturudvalg, hvis vigtigste opgaver er at forberede forslag til kulturpolitisk afsnit i SFs arbejdsprogram, samt at fungere som rådgivende organ for partiets folketingsgruppe. Det andet forslag skærper og præciserer partiets stilling til abortspørgsmålet. Man går ind for at alle kvinder skal have fri adgang til svangerskabsafbrydelse indenfor svangerskabets første 16 uger. Den politiske udtalelse Den politiske udtalelse peger på nødvendigheden af en radikal ændring af Socialdemokratiets kurs — det kan man vist ikke just kalde en invitation. Udtalelsen går samtidig ind for en frontmod-højre politik. Formuleringen af grundlaget for denne er desværre kling-klang: „realistisk politik for fremgang og orden i Danmarks økonomi, fuld beskæftigelse, rimelig indkomstfordeling og kraftige fremskridt indenfor uddannelse forskning, social- og sundhedsvæsen." Der er for mange højrepolitikere der uden videre kunne skrive under på disse formuleringer. Det skyldes ikke at de er enige med venstrepartierne. Det skyldes at uenigheden ligger et andet sted, nemlig om metoderne og prioriteringen. Dette afsnit kunne sådan set godt være undværet. Det kunne de følgende til gengæld ikke. Her får man en konkretisering af SFs stilling til en række aktuelle spørgsmål. Der gås ind for ændringer af afskrivningsreglerne. På det punkt er der sikkert al mulig grund til at følge og støtte det arbejde, som finansminister Grtlnbaum er i gang med. Der kræves en skattereform. Partiet foretrækker indkomstbeskatning fremfor forbrugsbeskatning, samt ønsker en effektiv progression i beskatningen gen-indført. På disse punkter kræves der et stort og gennemtænkt arbejde af partiet. Overfladisk egoisme i vide kredse og en massiv propaganda fra både socialdemokrater og borgerlige har mildnet klimaet for både forbrugsskat og proportionalskat. I afsnittet om boligpolitikken nævnes intet om huslejeudligning. Det er øjensynlig varm grød — og vi må altså vente endnu en kongresperiode med at få kløerne frem under kattepoterne. Det er blot et spørgsmål, om man får lov til at vente så længe. Mon ikke ungdommen ville hilse en gradvis udligning af de oplagte uretfærdigheder velkommen - forudsat at samfundet får et godt fast greb om provenuet. Endelig nævnes i den politiske udtalelse det industrielle demokrati, afrustningen, frigørelsen fra NATO. Der gås ind for det størst mulige frihandelsområde og en styrkelse af Nordisk Råd med henblik på en koordinering af de nordiske landes politik — i første omgang på det sociale og kulturelle område. Den udenrigspolitiske udtalelse Den udenrigspolitiske udtalelse sætter helt berettiget ulandsproblemerne i centrum. Man går ind for oprettelsen af et ulandsministerium og for oplysning om problemerne — men det mest interessante er i denne forbindelse forslaget om ulandshjælpen. Udtalelsen tager en tanke op, der er fremsat af den norske sociolog Johan Galtung. Den går ud på, at der skal ydes ulandshjælp efter en progressiv skala. Der gives naturligvis ikke detaljer, men princippet må være, at de rige landes levefod bliver afgørende for deres bidrag. Regeringen kritiseres for ikke at have fulgt med i den udvikling, der gennem ensidige skridt (ikke forhandlinger) har medvirket til en begyndende opløsning af blokkene. Der ønskes i den forbindelse initiativer fra Danmark —samt at vi i lighed med andre de facto anerkendelser af regeringer også anerkender DDR, Nord-Vietnam og Nordkorea. Om NATO afgørelsen i 1969 bruges afsnittet i principprogrammet om afrustning, frigørelse fra alliancen og udbygning af det nordiske samarbejde. Der har i avisreferaterne været kogt en del suppe på en formodet uenighed i partiet om afrustningskravet. Der er næppe meget kød på den høne, når først fjerene er plukket af. Det reelle i sagen synes at være: man fastholder som hidtil afrustningskravet helt entydigt som programpunkt. Men spørgsmålet om et eventuelt nordisk udenrigspolitisk samarbejde er så svævende og foreløbig så ubearbejdet, at det vil være forhastet at binde sig til en bestemt stillingtagen til noget som man endnu ikke ved hvad er. Industrielt demokrati Kongressens udtalelse om industrielt demokrati burde kunne bringe diskussionen herom ind på et mere realistisk og konkret plan end den hidtil har befundet sig på. Det er naturligt at sammenligne SFs udtalelse om industrielt demokrati med den udtalelse om samme emne, som fornylig blev vedtaget på Socialdemokratiets kongres. Socialdemokratiets udtalelse er holdt i almene vendinger, og holder sig til at tale om produktionens fremning og tilrettelæggelse og nøjes med en svag antydning i retning af udbyttedeling. Det er som om Socialdemokratiets udtalelse anser industrielt demokrati for et mål i sig selv — udfra den noget primitive analyse: „Produktion er slet og ret et samvirke mellem mennesker og kapital." Man er dog så beskeden at man selv taler om „denne enkle sandhed". SFs udtalelse rummer helt konkrete forslag. Der foreslås oprettet virksom-hedsråd, der har ligelig repræsentation af arbejdere og aktionærer, og som tillægges de samme beføjelser som aktieselskabernes generalforsamlinger har i øjeblikket. Til varetagelse af problemerne i det daglige, af klimaet på arbejdspladsen, skal samarbejdsudvalgene anvendes. Men de skal rigtignokudbyggesogstyr-kes væsentligt. Skal man pege på noget som savnes i denne udtalelse, så er det placeringen i forhold til det lidt fjernere mål: revisionen af ejendomsforholdene. Der er en risiko for, at SFs udtalelse ligesom Socialdemokratiets kan fortolkes i den retning, at man anser problemet for løst, i det øjeblik arbejderne har ligeså stor indflydelse på virksomhedernes drift som indehaverne. Og det er vel ikke meningen at nøjes med det? Nu er det jo på den anden side klart, at denne udtalelse skal vurderes som et indlæg i den aktuelle situation. Derfor kan visionen træde i baggrunden til fordel for det, der kan realiseres her og nu. I den henseende er udtalelsen et godt grundlag. Samlet vurdering SFs kongres var præget af en politisk konsolidering. De afstukne linier er blevet bekræftet og konkretiseret. Det at man i væsentlige politiske spørgsmål har afklaret sin stilling giver SF en politisk stabilitet, som de fleste andre partier savner for tiden. Der kan registreres nogen knirken i maskineriet. Men det vedrører ikke så meget det, som partiet står for, som det vedrører dem, som står for partiet. Den spænding, der altid vil bestå mellem den langsigtede kompromisløshed og hverdagens realistiske samarbejdsvilje kan enten frugtbargøres — eller føre til neurotiske symptomer. Man tør håbe det første. jj. Efterskrift Den åbne organisatoriske debat gav offentligheden et fuldstændigt billede af SFs økonomiske forhold. Det afsløredes, at hele partiets administration varetages af tre lønnede funktionærer, in-clusive den valgte landssekretær, at kontingentet er mere end dobbelt så højt som i noget andet parti, at næsten alle partimedlemmer med offentligt hverv videregiver en væsentlig del af deres vederlag til partiet, at partiets aktive folk slider sig op med indsamlinger o. lign., og at funktionærerne alligevel sjældent kan få deres løn til tiden. I den politiske debat blev det foreslået at SF, der i forvejen går ind for offentliggørelsen af partiernes regnskaber skulle kræve forbud mod organi-sationsbidrag til politiske partier og samtidig foreslå offentlig støtte til partiernes presse og valgkamp. Folketingsgruppen havde sympati for tanken, men mente ikke, at det var SF, der skulle føre den frem. Når landets fjerdestørste parti med 150.000 vælgere arbejder under sådanne vilkår, er det klart, at der er et problem, og det er ikke i første række SFs problem, det er demokratiets. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.