Politiet som politisk redskab

Ingen, der har fulgt begivenhederne omkring Verdensbankens besøg i København på nærmeste hold kan være i tvivl om, at politiet ønskede de uroligheder, der kom.
Det er klart, at politiet ikke alene havde kunnet skabe situationen. Grundlaget måtte være til stede - og var det. Store grupper fra den politiske opposition her i landet er gennem længere tid blevet bragt i en tilstand af frustration. Alle alternativer er blevet modarbejdet. Ingen saglige argumenter har kunnet gennemtrænge informationsmuren. Ethvert udadvendt udtryk for en oppositionel politisk holdning er blevet knægtet eller fordrejet. De »parlamentariske kanaler«, som man så ivrigt anbefaler oppositionen at benytte, har været lukket af en systematisk dirigeret modstrøm af repression og latterliggørelse.
Ikke desto mindre må den politiske opposition efter visses opfattelse have fået lidt for gode public relations. Den minimale goodwill, som enkelte konstruktive aktioner og afsløringer af grov repression har skabt, har åbenbart været for meget.
Derfor har Verdensbankens besøg været en kærkommen lejlighed til at fremprovokere uroligheder, som kunne mistænkeliggøre hele venstrefløjen og uddybe kløften mellem befolkningen og den politiske opposition. Kun på denne baggrund kan man få en sammenhængende forståelse af politiets tilsyneladende meningsløse dumheder og provokationer.
Dette formål har næppe været formuleret i nogen forholdsordre eller instruks. Det er heller ikke nødvendigt - ja, det ville tværtimod være dumt. Men det er at undervurdere politiets politiske funktion at betragte begivenhederne som tilfældige udtryk for hævngerrig-hed eller hysteri fra politiets side.
Hos den enkelte betjent har man spillet på hadet til demonstranterne, og man har utvivlsomt gjort hvad man kunne for at skabe en tilstand af nervøsitet i de sorte rækker gennem dramatiske instrukser. Og brugen af den motoriserede bjørnebande gør sandsynligvis også stærkt indtryk på kollegerne i fodfolket.
Fredelige borgere og forbipasserende, som har overværet politiets motoriserede overgreb, den massive ned-knipling af bagtroppen i en flygtende demonstration, terrorafstraffelser af tilfældige demonstranter - har fået noget at tænke over. Men man har øjensynligt betragtet denne stærke, men talmæssigt beskedne virkning på øjenvidner som den pris man måtte betale for den tilstræbte virkning på den store offentlighed - villigt formidlet gennem medierne.
Politiet har ved denne lejlighed ikke været et instrument til opretholdelse af ro og orden. Politiet har været et politisk redskab for en strategi, der tilsigter at isolere den politiske opposition fra befolkningen.
Politiet kunne næppe have hindret episoder og isolerede voldshandlinger. Men politiet ønskede at fremkalde uroligheder af større omfang. Og strategien bar frugt. Det forekommer naturligt at spørge: I hvor høj grad var denne strategi udenlandsk inspireret - evt. direkte udenlandsk organiseret?

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.