Kære Jesper Jensen Jeg går i 2. g på statsgymnasium. For nylig blev vi præsenteret for et nyt udspil fra undervisningsdirektoratets (eller hvem det nu er) side, nemlig fortolkningsstilen. Vi fik stukket et to-siders ark, som jeg også lægger ved i brevet, hvis ikke du skulle kende den. Efter at have fået udleveret denne skrivelse, gav læreren os en form for skabelon, hvorudfra vi så kunne så fat og gå i gang med at finde sproglige fænomener så som tidsskifte, sætningslængde, kommaer, punktummer, parafraser, trokæer, for at vi med det som.grundlag kunne bedømme "hvad der står i teksten, og hvad den "udtrykker". Det var Morten Nielsens digt "Skæbne", det skulle gå ud over. Selv skrev jeg, uden overhovedet at gøre mig nogle anstrengelser for at finde trokæer eller parafraser, at digtet viste, at vi selv skaber vore kapitalister og fascister, og jeg mente, at hvis digtet kunne modstå den sabotage, der udøves mod det, netop ved at man belønnes godt ved at følge skrivelsens kommentarer, så måtte det være tegn på, at det endnu kan betale sig at kæmpe mod det bestående . Min dansklærer kunne ikke godtage mine synspunkter. Da vi fik stilene tilbage fik jeg en diskussion igang, om det i det hele taget var i overensstemmelse med forfatterens overbevisning, at man skulle tolke det på den måde, som skrivelsen forklarer. Jeg mente, som den eneste, at det var direkte imod forfatterens overbevisning at tage det mindre væsentlige, de sproglige fænomener o.s.v., frem i stedet for forståelsen, den egentlige mening. Jeg mente, at det var at tage brodden ud af digtet, og at danske nulevende forfattere så som Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Benny Andersen o.s.v. meget gerne ville ha sig den behandling af deres digte i gymnasiet frabedt. Jeg påstod at I, mere eller mindre, stod for den overbevisning, at samfundet skal laves fuldstændigt om, for at det skal blive retfærdigt, og at I gjorde udtryk for det i Jeres digte og prosa. Jeg brugte dig som et eksempel på en virkelig samfundsengageret forfatter endda specielt i undervisningsspørgsmål, og jeg tillod mig at tvivle på, at du ville bryde dig om at dine digte blev behandlet på denne måde i gymnasiet. Jeg mente, at da du netop var blandt dem, som skrev under på den vedtagelse, at man ikke tillader, at ens værker bliver brugt til eksamen også håbede, at du derigennem kunne sabotere gymnasiestrukturen. Min dansklærerinde, som i øvrigt bad mig meddele, da jeg sagde, at jeg ville skrive og spørge dig, at aktionen kun var rettet mod eksamensformen, og at i var tilfredse med den ny måde, man nu tolkede digte på i gymnasiet, hvorefter hun postulerede, at din indsigt i danskundervisningen i dag i gymnasiet var begrænset og tvivlsom. Jeg skriver altså til dig, fordi jeg synes hendes synspunkter er urigtige og håber, at du vil skrive et par linier om dine, og din opfattelse af andre danske forfatteres indstilling til dette problem. Kærlig hilsen PETER DANSTRUP Kære Peter Danstrup Tak for dit brev - jeg er glad for den chance du dermed gir mig dels til at tænke over de ting, dels til at gi udtryk for min stilling. Jeg vil gerne allerførst sige, at jeg ikke kan tale på nogen andres vegne. Om aktionen mod eksamen kan jeg kun sige, at der var yderst forskellige motiver for de forskellige forfattere til at skrive under. Men det var bestemt ikke mit indtryk, at det først og fremmest var formen, man ønskede at protestere imod. Jeg kan dog tage fejl. For mit eget vedkommende er det i al fald ikke formen. Det er institutionen, som jeg anser for et instrument i klassekampen, og som jeg derfor ønsker at være med til at svække. Dertil kommer de pædagogiske argumenter, dels om eksamens tilbagevirkning på undervisningen, dels om dens skadelige virkning på elevers og læreres forhold til det, der eksamineres i, og endelig det urealistiske i at ville måle resultatet af en lang periodes arbejde gennem en relativ kortvarig præstation. Om de afsluttende eksaminer kan man tilføje deres benyttelse som selektionsinstrumenter, men så er vi ved at være tilbage i den politiske argumentation. En humanisering af eksamensformen løser kun helt overfladiske problemer. Det svarer til at gå fra insulinchok over til det "humanere" elektrochok i den samfundsbevarende psykiatri. Om tolkning af tekster kan jeg også kun tale for mig selv. Jeg vil ikke kommentere de to sider, som du vedlægger, for både de og de anvisninger, som du refererer din lærer for at have givet, er for mig udtryk for et forvredent forhold i al fald til mine tekster. Det hænger nok sammen med, at jeg aldrig har følt mig som "kunstner" i den almindelige borgerlige forstand. Jeg kan ikke fordrage ordet - og slet ikke de fisefornemme forestillinger omkring ordene "kunstner" og "kunst". For mig består kunsten i at sige tingene så klart og så gennemslagskraftigt, at de kan forstås med det samme. Det gælder uanset om man taler om følelser, meninger, sagforhold, konflikter, politik, samvær, piger, mænd, drømme eller hvad man dog kan hitte på. Jeg ønsker ikke, at folk skal tale om min tekst. Jeg ønsker, at de skal tale om det, teksten handler om. Hvis de ikke kan se, hvad teksten handler om - uden et eller andet fortolknings -system eller udspekuleret nøglebundt - så er min tekst for dårlig, og så må jeg prøve igen. Jeg ønsker at sige noget, som angår mange, på en måde, som netop disse mange kan forstå. Ikke alle, der som jeg helt eller delvis lever af at sælge eller udleje ord, har det på den måde. Der er andre legitime måder at arbejde på. Nogle skribenter henvender sig til en snævrere kreds - og nogle offentliggør i højere grad deres sproglige eksperimenter i stedet for resultaterne af disse eksperimenter. Hvordan de stiller sig til tolkninger skal jeg ikke kunne sige. Egentlig burde man spørge dem. Hvis jeg i flugten skulle sige noget om hvad gymnasiet kunne hjælpe os skribenter bedst ved, så var det at give eleverne lyst - ja trang - til at læse ved at vælge tekster, som handlede om noget, som netop disse unge gad diskutere. Det kan godt være at fortolkningsgymnastik kan sætte det æstetiske kondi-tal i vejret. Men jeg vil sgu ikke ha mine læsere sat op på en dødssyg motionscykel - jeg vil ha dem ud af stedet, ha dem til at komme nogen vegne. Hvis mine tekster behøver fortolkning, så smid dem væk. Hvis de ikke behøver fortolkning, så er en sproglig analyse et forsøg på at snakke sig udenom det, jeg vil sige. . Må jeg sige, at jeg tror flere af mine "kolleger" ville tage afstand fra et sådant ræsonnement. De ville kalde det altfor firkantet, altfor forenklet. Netop i det kunstneriske udtryk kan man arbejde med betydninger på flere planer - og et kendskab til disse betydningsplaner, bygget på en særlig metode til at trænge ind i dem - vil give en dybere forståelse og dermed en stærkere virkning af en tekst. Jeg vil ikke bestride, at de kan have ret. Jeg kan kun sige, at sådan arbejder jeg altså ikke. - Kærlig hilsen JESPER JENSEN PS Jeg kan pludselig se en helt legitim begrundelse for en nærmere analyse af en tekst - ved siden af diskussionen af det, som teksten handler om. Da jeg ville lave nogle havemøbler, gik jeg på aftenskole for at lære at lave nogle samlinger, der ku holde. Hvis en analyse har til formål at lade læserne lure skribenten kunsten af, så de selv kan bruge værktøjet til at skrive tekster med -så hurrah. Lad os nedbryde respekten for kunsten - og på ærefrygtens ruiner opbygge en glæde ved selv at skabe. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.