Personvariable og opgaveløsning
Glimt af nyere forskning

Særtryk af Nordisk Psykologi. 13. arg. 1961, nr.4, s. 173-185.

FÆRDIGHED I OPGAVELØSNING
Er der særlige træk ved et individ, der betinger dets succes i at løse opgaver - er der en særlig færdighed, en »ability«, der kan beskrives og evt. måles, og som er forskellig for de forskellige individer?
Brunk m.fl. (1958) undersøger, om der er sammenhæng mellem et individs præstationer i vanskelige opgaver, samt søger efter faktorer, der har indflydelse på denne sammenhæng. Der peges i den forbindelse på, at forskningen vedrørende opgaveløsning kun i ringe grad har interesseret sig for dette problem. Der nævnes to nyere undersøgelser, der har berørt emnet; Adamson (1952) finder kun svag overensstemmelse mellem præstationerne i tre af Dunckers opgaver og konkluderer, at præstationen i én opgave, hvis vanskelighed ligger i en fiksering af funktionalværdi, er et upålideligt mål for et individs modtagelighed for denne funktionsfiksation; Guetzkow (1951) fandt ifølge Brunks beregninger en svag, men signifikant korrelation (0,34) mellem præstationen i Maiers Two-String opgave og en Reasoning-test, der bestod af 12 opgaver af vidt forskellig art. Det er ikke ganske klart, hvorledes Brunk kommer til den nævnte korrelation; Guetzkow selv nævner blot, at den gruppe, der gav pendulløsningen på Maiers opgave, scorede signifikant bedre på Reasoning-test. Det kan dog tilføjes, at Guetzkow for to ekstreme grupper m. h. t. løsning af omhældningsopgaver ikke fandt signifikant forskel i Reasoning-test.
Brunk m.fl. fremsætter den hypotese, at opgaveløsningsfærdigheden består af to færdigheder: 1) evnen til at finde en løsning og udtrykke den be-grebsmæssigt; 2) evnen til at kassere fejlagtige hypoteser - dvs. ringe per-severation. Disse to færdigheder antages at være ukorrelerede. Den første antages at være ret stabil, forudsat tilstrækkelig lighed i de stillede opgaver. Den anden antages at være stærkt variabel.
Der arbejdes med forskellige modifikationer af Vigotsky-testen med sortering af klodser. Løsningen består i at beskrive kriterierne for de grupperinger, der forlanges. For at begunstige hurtig kassation af forkerte hypoteser præsenteres fpp. for en repræsentant for hver gruppe; resten skal så placeres sammen med den passende repræsentant, og efter hver placering vendes klodsen om, så placeringens rigtighed straks kan kontrolleres. I den udgave, der skulle begunstige perseveration, præsenteres alle klodser på én gang, og fp. skal have gennemført en sortering af samtlige klodser, før der gives en »clue«, ved at fl. vender en klods om.
Brunk m.fl. mener i de talmæssige resultater at se deres hypoteser bekræftet. En så specifik fortolkning af resultaterne synes nu ikke tvingende. Således som de to udgaver af opgaver er beskrevne, er den mest iøjnefaldende forskel på dem, at den første er langt lettere end den anden. Man må tvivle på, at Brunk har konstateret andet end, at sammenhængen mellem præstationer i lettere opgaver er større end sammenhængen mellem præstationerne i sværere opgaver.
»Ability«-problemet er også taget op af McNemar (1955). McNemar vil undersøge, om det er muligt at finde kriterier, der differentierer mellem to grupper fpp., der ligger henholdsvis højt og lavt i »logical reasoning«. Ved hjælp af en række ord-associationsprøver måles et træk, der formodes at have at gøre med en fps. evne til at producere mange relevante ideer, at variere sin adfærd og at udnytte sine erfaringer. Ved at sammenligne sine to grupper af fpp. finder McNemar, at der er signifikant forskel m. h. t. associationshastigheden, når de fordrede reaktioner skulle opfylde visse givne krav, samt at den sikkerhed, hvormed denne forskel konstateredes, steg, jo flere restriktioner man pålagde associationerne. Hvor der slet ingen grænser var sat for, hvilke associationer der skulle produceres, hvor det altså blot var simpel »fluency«, der måltes, fandtes ingen forskel på grupperne.
Dernæst undersøgtes præstationerne i en deduktionsopgave og en induktionsopgave. Antallet af rigtige løsninger i de to grupper viste signifikant forskel mellem grupperne. Ved hjælp af et spørgeskema søges arbejdsmåden registreret, og det viser sig, at de to grupper adskiller sig mest signifikant fra hinanden i henseende til to momenter ved løsningen af deduktions-opgaven : den (i henseende til logisk ræsonnement) bedste gruppe var i større omfang i stand til at redegøre for, hvilke oplysninger der havde været af betydning for besvarelsen af opgavens spørgsmål; desuden kunne de i højere grad se, hvad der gør en oplysning irrelevant, samt præcisere, hvilke bestemte oplysninger der afgjorde bestemte delspørgsmål på vejen til den endelige løsning.
Den sidste faktor, der studeres, er en eksperimentelt fremkaldt indstilling. McNemar anvender omhældningsopgaver til denne undersøgelse; for at muliggøre sammenligning vælges de samme opgaver som Guetzkow (1951). Der viser sig en tilsyneladende overensstemmelse med Guetzkows fund: at præstationen i omhældningsopgaver ikke har sammenhæng med »reasoning ability« målt på anden vis. Der er imidlertid et scoringsproblem, idet opgave nr. 4 har to løsninger. McNemar prøver at regne begge for rigtige - og opnår derved en signifikant forskel mellem sine to grupper. Ser man på de to løsninger, er den, som McNemar regner for rigtig, og Guetzkow for forkert, af en sådan kvalitet, at man afgjort må anse McNemars scoring for berettiget.
Siillwold (1954) arbejder med to typer af opgaver, en, hvor løsningen kun kan nås ved et indfald, en pludselig omstrukturering, og en, hvor en sådan enkel omstrukturering ikke rækker til. Opgaverne er konstrueret således, at de hører sammen to og to; først en opgave, hvor en enkel omstrukturering giver løsningen, derpå en opgave med lignende data og lignende krav, blot mere kompleks, således at løsningen forudsætter en længere løs-ningsproces, hvori anvendelsen af erfaringerne fra indfaldsopgaven indgår som en vigtig faktor.
Det viser sig, at der er ringe overensstemmelse mellem præstationerne på indfaldsopgaverne og de komplekse opgaver. De fpp., der er gode til den ene slags opgaver, behøver ikke også at være gode til den anden slags. Siillwold mener, at man kan udskille to typer af fpp., hvis opgaveløsningsfærdighed kan beskrives på hver sin måde. Den ene type er bedre til de enkle indfaldsopgaver end til de komplekse opgaver (A-typen), den anden type præsterer deres bedste i de komplekse opgaver (B-typen). Kontrolforsøg med opgavepar af lignende art viste, at grupperingen kunne opretholdes, og yderligere forsøg med en række enkelte opgaver viste, at A-typen stedse scorede sine fleste points på indfaldsopgaver, og B-typen på de mere komplekse opgaver.
Mod denne fortolkning vender van de Geer sig (1957). Han taler om en »thinking-out ability«, der manifesterer sig på følgende måde: en person, der ligger højt m. h. t. denne »ability«, vil være mindre udsat for fikseringer. Han vil være mindre bundet af en bestemt strukturering af opgaven, fordi han bedre er i stand til at overskue og analysere dels den givne strukturerings mulighed for at bringe løsningen videre frem, dels de alternative struktureringer, der kan være tale om. Der kan imidlertid være opgaver, hvor denne »ability« er en ulempe og snarere virker hæmmende. Det er opgaver, der fremtræder som »thinking-out«-opgaver, men som i virkeligheden er »fixation«-opgaver, d.v.s. opgaver, der kun kan løses via et bestemt indfald. Personer med høj »thinking-out ability« vil angribe disse opgaver, som om de kunne løses ved en systematisk og varieret tankeproces, hvorimod en person med lav »ability« hurtigt vil opgive dette, fordi det er for svært, og måske indtage netop den afventende holdning (Heidbreders »spectator behavior«), der begunstiger det pludselige indfald.
Denne antagelse suppleres med en påmindelse om den notorisk lave reliabilitet af scores på enkle indfaldsopgaver. På dette grundlag finder van
de Geer ikke noget overraskende i den lave sammenhæng mellem præstationerne i indfaldsopgaver og komplekse opgaver. Han mener det endvidere berettiget at anse de komplekse opgaver for det bedste mål for »ability«. Han føres derved til at forkaste Siillwolds typologi og erstatte den med gradsforskelle i »thinking-out ability«.

»RIGIDITY«-PROBLEMET
En af forudsætningerne for at arbejde med »rigidity« som et generelt træk hos individet er, at den viser sig i flere opgaver, således at de individuelle forskelle i én slags opgaver svarer til individuelle forskelle i andre opgaver. Cowen m.fl. (1953) præsenterer fpp. for omhældningsopgaver og »alfabetlabyrinter« - d.v.s. bogstavkvadrater med 36 bogstaver, hvor man ved at følge bestemte veje kan danne meningsfulde ordforbindelser. Alfabetlabyrinterne præsenteres i en serie af samme struktur som omhældningsopga-verne (se J. Jensen, 1961, p. 128); samme vej fører til en løsning i alle opgaverne, men i de kritiske opgaver er der tillige en mere direkte vej gennem labyrinten. Målet for »rigidity« er antallet af indirekte løsninger i de kritiske opgaver, samt en løsningstid på over 2x/2 minut i kontraopgaven.
Cowen finder positiv sammenhæng mellem »rigidity« i de to opgaveserier og konkluderer, at man ikke kan forklare »Einstellung«-efTekt alene ved en specifik opgaveindstilling, men at man må anse hypotesen om en mere almen tendens hos individet for styrket.
Det er tvivlsomt, om denne konklusion er berettiget, selv inden for det udførte forsøgs begrænsning. Cowen forudsætter, at de to slags opgaver appellerer til forskellige sider af »cognitive function«. I betragtning af, at de to opgaveserier er konstrueret med det formål at gøre dem strukturelt nøjagtig ens, er det ikke sikkert, denne forudsætning er tilstrækkelig opfyldt. Fpp. har desværre ikke haft lejlighed til at udtale sig i denne sag.
I en undersøgelse af Goodstein (1953) anvendes tre forskellige mål for »rigidity«: omhældningsopgaver (uden kontraopgave), en serie anagrammer, bestående af 25 træningsopgaver og 25 kritiske opgaver, samt en test, hvori der kræves en skiften mellem løsning af forskellige typer af opgaver (regneopgaver, sproglige analogier o.s.v.). Der findes ingen sammenhæng mellem disse forskellige formodede »rigidity«-mål.
»Rigidity« defineres af Goodstein som en fortsat anvendelse af en tidligere indlært opgaveløsningsteknik, selv når denne teknik ikke længere repræsenterer den mest effektive og mest direkte vej til løsningen.
Den manglende sammenhæng mellem indstillingsmodtagelighed i omhældningsopgaver og anagrammer er i tilsyneladende modstrid med Cowens fund af en sammenhæng mellem omhældningsopgaver og bogstavlabyrinter. Det er ikke muligt med sikkerhed at påvise årsagen til denne uoverensstemmelse, men der er to forskelle mellem Cowens og Goodsteins metoder, der kunne spille en rolle.
For det første er opgavesituationerne på et vigtigt punkt forskellige: i Cowens opgaveserier indgår kontraopgaver, der griber ind i det glatte ind-stillingsforløb. I Goodsteins serier indgår ingen kontraopgaver. For det andet er kriterierne på »rigidity« forskellige: Cowens kriterium blander indstillingsmodtagelighed og indstillingsbundethed (se J. Jensen, 1961, p. 129) sammen, idet adfærden i både kritiske opgaver og i kontraopgaven indgår i kriteriet; Goodsteins kriterium er ifølge den førstnævnte forskel »renere«: det udtrykker kun indstillingsmodtagelighed. Hvordan de anførte forskelle nærmere har påvirket resultaterne, lader sig ikke sige, men de gør det vanskeligt at sammenligne Cowens og Goodsteins resultater, og de fundne forskelle i disse kan derfor ikke betragtes som nogen egentlig modstrid.
Forster m.fl. (1955) definerer »rigidity« som »inability to shift from one mode of attack to another«. Der stilles en række opgaver, hvor man efter Forsters mening har mulighed for at konstatere indstillingsbundethed i adfærden. I opgavesættet indgår omhældningsopgaver, induktionsopgaver (Vigotsky-testen og en anden sorteringsopgave), praktiske småopgaver fra Duncker samt bestrålingsopgaven og 13-opgaven.
Med hensyn til de valgte kriterier for adfærden viser der sig ingen signifikante sammenhæng mellem de forskellige opgaver. Forster konkluderer, at en person, der udviser »rigid« adfærd i én situation, ikke nødvendigvis gør det samme i en anden situation.
Hvor plausibel denne konklusion end måtte være, så må den dog modificeres noget i den aktuelle sammenhæng. Der er nemlig ikke særlig god overensstemmelse mellem Forsters definition af »rigidity« som en »inability to shift« og de kriterier, hun vælger at måle denne »rigidity« ud fra.
Selv om man kan sige, at løsningen af disse opgaver er betinget af en »ability to shift«, er det dog forskellige træk i opgavesituationen, som fpp. skal variere. I Forsters opgaver vælges så forskellige træk ved opgaveløs-ningsadfærden som kriterier, at en simpel konklusion om »rigidity« ikke er berettiget. Hvad hun har fundet er, at indstillingsmodtagelighed, kategorisering og indstillingsbundethed ikke korrelerer med hverandre. Selv ikke forskellige former for indstillingsbundethed korrelerer indbyrdes. Kun én signifikant korrelation findes, nemlig mellem præstationer i to opgaver, der er af samme type og begge involverer en betoning af midlerne i løsningsprocessen.
Som supplement til Forsters fund kan nævnes Adamson og Taylor (1954),
sandsynlige end andre. Ikke blot har den flittige kirkegænger antagelig hyppigere mødt ordene bøn, tempel og katedral, men de indgår tillige i en større helhed af en særlig betydning; havde man udført forsøget med arkitekter, ville man antagelig have fået ganske tilsvarende resultater: her ville blot tempel, katedral og skyskraber have konstitueret en gruppe.
J udson og Cofers opgaver er så simple, at de kun med nød og næppe fortjener betegnelsen: opgaver. Imidlertid har man også kunnet konstatere en virkning af personlighedsfaktorer i opgaver, der ligger på et langt højere plan, nemlig logiske slutninger.
Morgan og Morton (1944) finder, at ved siden af atmosfære-effekten spiller fpp.s politiske overbevisning og lignende personvariable en afgørende rolle. Der konstrueres 15 syllogismer, hvor to præmisser og fem forslag til konklusion er givet. Forsøget udførtes under krigen, og syllogismerne handlede om japanere, rationering, krigsbestræbelserne og andre problemer, der var aktuelle i den tid. I hver opgave var en af konklusionerne formuleret således, at den appellerede til den gængse overbevisning, f.eks.: italienerne er dårlige soldater, nazibødlen Heydrich fortjener en voldsom død, benzinrationering kan være nødvendig for krigsførelsen o.s.v. Parallelt til disse 15 syllogismer konstrueredes 15 andre, af præcis den samme logiske form, blot formuleret med bogstavsymbolerne x, y og z.
På grundlag af forsøgene over atmosfære-effekten kunne man forudsige, hvilken konklusion denne ville begunstige; besvarelsen af de abstrakt formulerede syllogismer svarede til det forudsagte. Besvarelserne af de konkret formulerede opgaver viste derimod for hver enkelt opgave et tydeligt ryk i retning af den konklusion, der stemte med den gængse overbevisning. Denne tendens er signifikant i alle tilfælde. En samlet opgørelse over, hvorledes valgene fordeler sig på de forskellige konklusionstyper, viser, at 35 % vælger efter overbevisning, 26 % efter atmosfære-effekt, 20 % vælger den logisk rigtige, og 18 % vælger andre konklusioner. Kun en enkelt opgave var konstrueret således, at en og samme konklusion både var logisk rigtig, begunstiget af atmosfære-effekt, og stemte med opinionen; mere end 90 % af valgene faldt på denne konklusion.
Morgan og Morton fastslår på grundlag af dette forsøg, at en person er tilbøjelig til at acceptere en konklusion, som stemmer med hans overbevisning - uden synderligt hensyn til den logiske holdbarhed af slutningerne. Vil man sikre sig en logisk korrekt konklusion, må man sørge for, at den udsiger noget, som fp. i forvejen billiger!
På tre afgørende punkter retter Henle og Michael (1956) kritik mod Morgan og Mortons metode. For det første antog disse uden videre, at fpp. alle var behersket af den samme populære overbevisning; der gjordes
intet forsøg på at kontrollere fpp.s faktiske holdning til de problemer, syllogismerne drejede sig om. For det andet byggede Morgan og Morton deres konklusion udelukkende på resultaterne af fpp.s opgaveløsning; de udtaler sig om fpp.s logiske tænkning uden at have konstateret, om de slutnings-forløb, der førte til de ukorrekte konklusioner, i sig selv var ulogiske - d.v.s. uden at vide noget om, hvorledes fpp. faktisk ræsonnerede. For det tredie var parallelliteten mellem de abstrakte og de konkrete formuleringer problematisk; klarheden i den abstrakte formulering ofredes for at give den konkrete formulering en »normal« og sammenhængende sproglig form. Der gør sig endvidere særlige forskelle gældende mellem en abstrakt og en konkret formulering - forskelle, som der ikke tages hensyn til; f.eks. er det lettere at fristes til at vende »alle A er B« om til »alle B er A«, end det er at vende »alle hvaler er pattedyr« om til »alle pattedyr er hvaler«.
Henle og Michael gentager Morgan og Mortons forsøg med visse ændringer, nødvendiggjort af den ændrede politiske situation (forsøget udførtes 1949-50). Efter at fpp. har løst opgaverne, kontrolleres deres faktiske indstilling til de relevante problemer ved hjælp af et spørgeskema. Det viser sig umuligt at opretholde antagelsen, at personlig overbevisning afgør valget af konklusion. Dels er der stor individuel variation i indstilling (Morgan og Morton regnede med det modsatte), dels er der ingen overensstemmelse mellem valg af svar i spørgeskemaet og valg af konklusion i opgaverne.
Et nyt forsøg med et andet sæt opgaver og en mere udpræget parallellitet mellem abstrakte og konkrete formuleringer viste det samme. På grundlag af et spørgeskema deltes fpp. i en anti-sovjetisk og en neutral gruppe; til trods for, at alle syllogismer handlede om Sovjet, kommunisme o.s.v., var der ingen signifikant forskel i de to gruppers valg af konklusioner; det er de samme konklusioner, der favoriseredes i de to grupper.
Det, som Henle og Michael har villet vise med deres forsøg, er ikke, at motivationsprocesser er uden betydning for cognitive processer; men de har villet vise, at en undersøgelse af en mere eller mindre uspecificeret motivationseffekt på et opgaveløsningsresultat er udtryk for en overfladisk problemstilling. Spørgsmålet er ikke: har individets overbevisning indflydelse på hans tænkning? men snarere: hvorledes er motivationens samspil med specifikke faktorer i opgavesituation og løsningsproces?

KØNSFORSKELLE I OPGAVELØSNING
Den gængse opfattelse, at mænd er bedre til opgaveløsning (i matematik f.eks.) end kvinder, er i nogen grad blevet bekræftet af forskningen.
Maier (1945) fandt, at medens der ikke var forskel, når det drejede sig
om at opregne anvendelsesmuligheder af en særlig hatteknage-konstruktion, så løses selve opgaven: at konstruere en hatteknage, af dobbelt så mange mænd som kvinder i tre grupper af fpp. Af de fpp., der ikke løste opgaven, var to trediedele kvinder, en trediedel mænd. Guetzkow (1951) fandt, at mænd og kvinder var lige modtagelige for en eksperimentelt etableret indstilling: i de kritiske omhældningsopgaver anvendte de i lige høj grad den indirekte »Einstellung«-metode. Derimod var der signifikant flere mænd, der løste kontraopgaven; Guetzkow mener dermed at have vist, at kvinder har vanskeligere ved at overvinde en indstilling end mænd. Forsøg med en helt anden opgavetype synes at bekræfte dette. Saugstad (1952) arbejder med fem opgaver af forskellig type og finder, at piger løser færre opgaver end drenge.
Der er dog ikke udelt enighed om eksistensen af en kønsforskel på disse områder. Morgan (1956) finder ingen forskel i en test, der består af sprogligt formulerede syllogismer. I betragtning af det væld af faktorer, der synes at spille en rolle for løsning af syllogismer, kan man dog næppe på det grundlag slutte, at der ingen kønsforskel er i henseende til »logisk ræsonnement«.
Brunk m.fl. (1958) finder ingen kønsforskel i løsningen af sorterings- og begrebsdannelses-opgaver.
Det er uhyre vanskeligt at vurdere og sammenligne disse undersøgelser, dels fordi de intet siger om de to køns losningsprocesser, dels fordi de arbejder med vidt forskellige opgavetyper. Som eksempel på en forskning, der arbejder mere nuanceret med problemet, skal omtales nogle undersøgelser af Milton fra 1957 og 1958.
Selv om man konstaterer en forskel i opgaveløsning betinget af kønsforskellen, har man jo ikke dermed udtalt sig nærmere om, hvorledes køns-faktoren spiller ind; det at være af hankøn kan ikke i sig selv betragtes som en specifik årsag til bedre opgaveløsning. Milton (1957) løser ikke dette problem, men han giver et lille bidrag til en specifikation af begrebet »kønsforskel«.
Han giver sine fpp. Terman-Miles Masculinity-Femininity Test og måler derved, hvad han kalder deres »sex-role identification«. Fpp. løser tillige et sæt opgaver af forskellig type. En sammenligning af mænd og kvinder bekræfter, at der er signifikant forskel på deres præstationer: mænd løser flere opgaver end kvinder. En nøjere analyse viser imidlertid, at hvis man ved sammenligningen korrigerer for »sex-role identification«, så forsvinder den signifikante forskel mellem kønnene; det vil altså sige, at det ikke er kønnet som sådan, der er afgørende. Yderligere findes for hvert køn for sig en signifikant sammenhæng mellem opgaveløsning og »sex-role identification«.
Milton konkluderer, at det, der er af betydning for opgaveløsning, er karakteristiske holdninger, følelser og motivationer, og at de kønsforskelle, man finder, beror på, at mænd i vidt omfang ligner hinanden i disse henseender og samtidig adskiller sig fra gruppen af kvinder. En støtte for denne antagelse er, at kvinder, der mere identificerer sig med den maskuline rolle, er bedre opgaveløsere end kvinder, der mere identificerer sig med den feminine rolle - og det tilsvarende gælder for mænd.
Miltons undersøgelse peger på flere problemer, end den løser. Det næste skridt må være at studere de specifikke psykologiske faktorer, der konstituerer den såkaldte »kønsforskel«, og deres virkning på opgaveløsningen, forstået som et komplekst forløb snarere end blot som løsningsresultater.
Et skridt i denne retning er allerede taget af Milton selv (1958). På basis af en forundersøgelse over mandlige og kvindelige træk i selve opgavernes indhold konstrueredes to parallelle sæt af opgaver, hvor der krævedes de samme løsningsoperationer, men hvor formuleringen var forskellig; f. eks. handlede en opgave i den ene formulering om at rulle cigaretter, i den anden om at bage småkager. Hver fp. løser ti »feminine« og ti »maskuline« opgaver; hver opgave forekommer kun én gang, enten i den ene eller den anden form. Ved at arbejde med forskellige opgavesæt opnås, at hver opgave bliver ligeligt repræsenteret i begge former i gruppen af fpp.
Milton finder, at mænd løser flest opgaver, uanset formuleringen, men kun for de »maskuline« formuleringer er forskellen signifikant. Sammenhængen mellem sex-identifikation og opgaveløsning er kun signifikant for maskulin identifikation og »maskuline« opgaver.
Milton konkluderer heraf bl. a., at de kønsforskelle, man hidtil har fundet ved opgaveløsning, antagelig hænger sammen med, at de opgaver, man har arbejdet med, har haft et overvejende »maskulint« tilsnit. Det er altså ikke nødvendigt at tale om en større »ability« hos mænd eller en større færdighed i at ræsonnere - det afgørende synes at være egenskaber ved selve påvirkningssituationen, og disse har hidtil favoriseret mændene.
Milton arbejder endvidere med nogle opgaver, hvortil fpp. ud af nogle opgivne løsningsmetoder kan vælge den, de i givet fald selv ville have anvendt. Selv om situationen er noget kunstig og ikke giver nogen garanti for, at de valgte løsningsmetoder ville være blevet benyttet i en praktisk opgavesituation, har resultaterne dog en vis interesse: mænd vælger hyppigere end kvinder en analytisk-abstraherende metode; kvinder vælger hyppigere end mænd en trial-and-error metode, ligesom de også hyppigere vælger at løse opgaven ved en andens hjælp. En undersøgelse af »sex-role identification« viser ligesom tidligere, at det er denne faktor, der er afgørende for de fundne kønsforskelle.

Dette fund bringer Milton til at opstille hypotesen: hvis man i en opgave betoner trial-and-error momenter til fordel for det analytisk-abstraherende, så vil kønsforskellen reduceres, idet kvindernes opgaveløsning vil blive begunstiget.
I et nyt forsøg løste fpp. hver tyve opgaver, der hver kunne forekomme i fire former: 1) en »maskulin«, 2) en »feminin«, 3) en »abstrakt« (tekst + papir og blyant), samt 4) en »konkret« (tekst + de i opgaven omtalte genstande). Den eneste signifikante forskel, der findes, er kønsforskellen, idet mændene som sædvanlig løser flere opgaver end kvinderne. Hverken de tidligere fund af formuleringens betydning eller den specielt til dette forsøg fremsatte hypotese bekræftes.
Selv om Milton kan påpege flere forskelle mellem dette forsøg og de tidligere, lykkes det ikke at give nogen overbevisende forklaring på resultaternes uoverensstemmelse. Det synes dog, som om motivationsfaktorer, specifikke for en given opgavesituation, kan have spillet ind. Visse omstændigheder forstærkede fpp.s motivation i det sidste forsøg, og Milton fremsætter den tanke, at kønsbetingede forskelle i den aktuelle motivation kan forsvinde eller ændre sig, når motivationen for begge køn nærmer sig det maksimale. Som yderligere fejlkilder kunne man nævne: for det første er der meget stor forskel på at skulle vælge en løsningsmetode i en urealistisk opgavesituation og at skulle anvende en metode til løsning af en virkelig opgave; for det andet er det ikke sikkert, at tilstedeværelsen af konkret materiale faktisk favoriserer en trial-and-error præget manipulation med det; for det tredie rummede situationen ved metode-valget en mulighed, som den virkelige opgavesituation savnede, nemlig muligheden for at søge hjælp til løsningen. Det er ikke muligt at udrede den specifikke effekt af disse forhold.
Selv om Miltons undersøgelser ikke har bragt definitive resultater, så er de lærerige, og de peger fremad mod en forskning, der går lidt dybere i problemerne, end det hidtil har været skik.
Afsluttende kan man sige, at problemet om kønsforskelle i opgaveløsningen endnu ikke er afklaret; en afgrundene hertil kan være, at man hidtil har arbejdet med for overfladiske problemstillinger. En af de ting, man har interesseret sig for lidt for, er selve opgaven og de fordrede løsnings-operationers natur. Milton nærmer sig dette problem, men der er langt igen, før man ved noget sikkert om kønsfaktorernes indflydelse på forskellige opgavetyper, endsige om deres betydning for specielle løsningsoperationer.

SUMMARY
Personal factors in problem solving
A selection of recent articles concerning problem solving ability, »rigidity«, attitude, and sex-differences is reviewed.

LITTERATUR

Adamson, R. E.: Functional fixedness as related to problem solving: a repetition of three experiments. /. exp. Psychol, 1952, 44, 288-291. 
- & Taylor, D. W.: Functional fixedness as related to lapsed time and to set. J. exp. Psychol., 1954, 47, 122-126.
Bartlett, F.: Thinking: an experimental and social study. London, 1958. Brunk, L., Cellister, E. G., Swift, C. & Stayton, S.: A correlationai study of two reasoning problems. /. exp. Psychol., 1958, 55, 236-241. Cowen, E. L., Wiener, M. & Hess, J.: Generalization of problem solving rigidity. /. consult. Psychol., 1953, 17, 100-103. Forster, N. C., Vinacke, W. E. & Digman, J. M.: Flexibility and rigidity in a variety of problem situations. /. abnorm, soc. Psychol., 1955, 50, 211-216. Geer, J. P. van de: A psychological study of problem solving. Haarlem, 1957. Goldner, R. H.: Individual differences in whole-part approach and flexibility-rigidity in
problem-solving. Psychol. Monogr. 1957, 71, No. 450. Goodstein, L. D.: Intellectual rigidity and social attitudes. /. abnorm, soc. Psychol., 1953, 48, 345-353. Guetzkow, H.: An analysis of the operation of set in problem-solving behavior. /. gen. Psychol., 1951,45, 219-244. Henle, M. & Michael, M.: The influence of attitudes on syllogistic reasoning. J. soc.Psychol., 1956,44, 115-127. Jensen, J.: Viden og erfaring som faktorer i opgaveløsning. Nord. Psykol, 1961, 13,117-133. 
Judson, A. J. & Cofer, C. N.: Reasoning as an associative process: l. »Direction« in a simple verbal problem. Psychol. Rep. 1956, 2, 469-476. 
Maier, N. R. F.: Reasoning in humans: III. The mechanisms o f equivalent stimuli and of reasoning. /. exp. Psychol., 1945, 35. 349-360. 
Milton, G. A.: The effect of sex-role identification upon problemsolving skill. /. abnorm.soc. Psychol., 1957, 55, 208-212. 
- Five studies of the relation between sex-role Identification and achievement in problem solving. Techn. Rep. 3. Contract Nonr 609(20) (NR 150-166). Yale Univ., 1958. 
Morgan, A. B.: Sex differences in adults on a test of logical reasoning. Psychol. Rep., 1956, 2, 227-230. 
Morgan, J. J. B. & Morton, J. T.: The distortion of syllogistic reasoning produced by personal convictions. /. soc. Psychol., 1944, 20, 39-59.
Saugstad, P.: Incidental memory and problem solving. Psychol. Rev., 1952, 59, 221-226. 
Süllwold, F.: Experimentelle Untersuchungen über die Rolle des Einfalls im Denkprozess. Z. exp. angew. Psychol., 1954, 2, 175-207.

JESPER JENSEN, se Nord. Psykol., 1961, 13, 133.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.