Overflod Vi vælter os i katedraler. På væggen griner ham vi maler. I murens sprækker myldrer liv. En hejre brækker sig og kvækker beskadiget, så den forskrækker den matte frø i mosens siv. Vi styrter os i gudemunde. Medlidenheden med de onde gør drabet på dem mer legalt. På kroen sidder man forsoren og hvirvler rablende med jorden og universet blir banalt. Vi mæsker os med oceaner. Vi tror på vejen, som vi baner og døden, som er alle mands. Vi bøjer os for gyldne guder: tilbeder det, som de bebuder og brænder op i deres glans. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.