politisk revy
Nr. 68, fredag 2. december 1966
Redaktionen afsluttet 28.10 1966
Afleveret til postvæsenet 30.11 Næste nummer 23.12

Ouverturen

Det er næsten banalt Musikken holder op, kun trommen røres.  I en ensom spot klatrer den muskelspillende artist op ad det tykke, langsomt svajende bomuldstov. Borgerskabet på bænkeraderne holder vejret. Ingen længes mod skibskatastrofer og pludselig død.   Men  alligevel.  Inderst inde, fortrængt men levende, lurer forventningen om det sjældne, endegyldige klaskpunktum efter det dristige dødsspring.
Der er andre, der holder vejret. Inde bag forhænget står artistkollegerne. Truppen er bygget op omkring den gamle som ankermand. Falder han, må de begynde helt forfra. Oppe på platformen tøver han. Meget længe. Så stiger han langsomt ned igen. Borgerskabet hysser skuffet. Truppen ånder lettet op. Nedtoning af billede.
Forhandlingerne om regeringsdannelsen har — alt taget i betragtning — styrket SFs position. Man har demonstreret sin vilje til at medvirke til praktiske løsninger og samtidig fået understreget en fast holdning til væsentlige programpunkter.
Det vi næppe nogensinde blive opklaret, om hele dette spil var en manøvre fra Aksel Larsens side.  Han har sat nerverne i resten af partiet på en meget hård prøve. Det væsentlige er imidlertid, at udfaldet er i overensstemmelse med valgets resultat
Krag har med en utrolig ufortrødenhed gang efter gang svaret, at valget klart har peget på ham som landets leder. Han kan dog umuligt have overset den tommelfinger, der sad under pegefingeren — og vendte nedad. Et mandetab på knap ti procent er et mistillidsvotum til den kragske politik. Kun den i sidste øjeblik mobiliserede mådeholdenhed i forholdet til SF har formentlig hindret, at skreddet blev katastrofalt. Vælgerne sagde nej til Kraglinien og ja til SF og til de kræfter i socialdemokratiet, som man mærker rumsterer under den polerede overflade.
Naturligvis kan socialdemokratiet ikke droppe Krag på nuværende tidspunkt. Det ville være for stort et prestigetab for partiet. Men den Krag, vi hidtil har kendt, holder ikke næste valg over. Det ved han tilsyneladende godt Hans omsving har krævet personligt mod og tyder på, at han erkender sit dilemma — som afspejler partiets.
Socialdemokratiet har tre muligheder: At Krag forvandler sig i overensstemmelse med situationen og genvinder sin ungdoms klædelige rødme. At der fra fagbevægelsens eller partiets intellektuelle formes en ny leder i løbet af forholdsvis kort tid. At alt bliver ved det gamle. I sidste fald bliver flertallet et forbigående intermezzo i dansk politik — medmindre SF kan lave mirakler. Snusfornuftige brobyggerpartier vil stå rede og tage imod hvad der gives ved dørene.
For SF er situationen afgørende. Hvis partiet kan fastholde og skærpe tonen og linien fra regeringsforhandlingene (gerne lidt mindre nervepirrende!) kan man både tage medansvar for fornuftige løsninger langs ad vejen — og præge landets fremtid. Men skrider man ud er risikoen: opportunisme til dagen og vejen, købt med demonstrationspolitik på udenrigs- og forsvarsområdet. SF-gruppen kan imødese en tid fuld af vanskeligheder, men også af muligheder.
De øvrige partier virker lige for tiden noget staffage-agtige.   Poul  Sørensens bombastiske krav om Krags demission forekommer nærmest komisk og tages ikke alvorligt  af nogen.   Hartling har dårlig nok sundet sig, Westerby er stadig ædel og frejdig —  og Baunsgård lufter sin bekymring over den nye ensidighed i dansk politik.
Der hældes meget vand ud af ørene i denne tid. Der bliver noget at svømme i, når vandene skilles til foråret