Opportunisten, sværmeren og neurotikeren Den ensidige løsning på dilemmaet lukker af, den neurotiske mangel på løsning åbner I sidste nummer af politisk revy søgte Fjord Jensen at indkredse og bestemme radikalismen. Hans udgangspunkt var udviklingens tre trin: det mulige, det endnu ikke fuldbyrdede og det fuldbyrdede. Det centrale i hans argumentation var modsætningen mellem på den ene side magten og institutionaliseringen og på den anden side magtafkaldet og isolationen. For Fjord Jensen er det sidste radikalismens kendemærke. Sammenhængen med udgangspunktet er dette: beskæftiger man sig med det endnu ikke fuldbyrdede i stedet for med det mulige, har man mistet sin radikalitet. Og påtager man sig magt kan man kun beskæftige sig med det fuldbyrdede eller til nød med det endnu ikke fuldbyrdede. Det forekommer mig, at Fjord Jensen begår to fejl. For det første personi-flcerer han kræfterne i udviklingens dfa-lektik. Udviklingen afspejler sig i et spil, en kamp, mellem personer. Fjord Jensen mener at sådan må det nødvendigvis (bør det?) være — men overser efter min mening, at modsætningerne kan afspejle sig i den enkelte persons holdning til tingene. For det andet mener jeg, at han anbringer modsætningen mellem magten og magtafkaldet et forkert sted. Det er som om han anser den for at være engagementets grundlag, dets drivkraft. Er det ikke snarere engagementets vilkår, dets påtvungne følger i bestemte (alle?) situationer? Jeg er bange for, at den fulde konsekvens af Fjord Jensens analyse er det selvvalgte martyrium — hvilket er en absurditet. Man kan ikke på en gang ville noget og være tilfreds med, at man forhindres i at gennemføre det. Dilemmaet For det politisk bevidste menneske trænger to opgaver sig på samtidig. Den ene opgave omfatter analysen af drivkræfter og udviklingslinjer i mennesker og i samfundsliv på den ene side og forsøget på at formulere en vision eller en ideologi på den anden side. Den anden opgave omfatter kritikken af den konkrete og aktuelle virkelighed på den ene side og bidrag til løsningen af praktiske opgaver gennem indgreb i den konkrete og aktuelle virkelighed på den anden side. Beskæftigelsen med den første op gå ve kræver uforbeholden frygtløshed, ubønhørlig logik og moralsk konsekvens. Beskæftigelsen med den anden opgave kræver evne og vilje til kompromis, erkendelse af existerende irrationalitet og moralsk overbærenhed. Et menneske, der ønsker at beskæftige sig med begge disse opgaver, befinder sig i et uafbrudt dilemma. Man må på en gang fastholde visionen og gå på akkord med den. Denne situation er neu-rotiserende og kan blive så belastende, at man fristes til flugt ud af dette dilemma. Der er to måder at komme i tilsyneladende sikkerhed på. Opportunisten Den ene måde består i at indkapsle visionen. Man giver afkald på at formulere og at lade sig styre af fjerne og utopiske mål — og kaster sig med al sin begavelse og alle sine kræfter ind i de aktuelle og nære problemer. Man bliver praktisk politiker. Det er udvalgsarbejdet, der tæller, man taler om jordforbindelse og om de „positive" og det „konstruktive". Man bliver en hund efter resultater." Det er denne form for ensidighed, der dominerer dansk politik i dag. Uanset partitilhørsforhold insisterer man på at have alle fire ben på jorden. De skrabud man ved højtidelige lejligheder gør for ideer som liberalisme og socialisme underforstås gensidigt som nødvendige, men intetsigende distinktioner på politikeres udgangsuniform. Man appellerer til hinanden om at „trække i arbejdstøjet", afviser ideologierne som forældede og upraktiske og går i gang med det konkrete og aktuelle. Det er ikke alene legitimt, det er osse nødvendigt at gå i gang med det konkrete og aktuelle. Men den manglende vilje eller evne til at fastholde visionen og dermed dilemmaet, reducerer fantasi, menneskelighed og konsekvens i katastrofal grad. Politikere (eller politisk bevidste mennesker) med denne holdning forvandler sig selv til en samling giner med kedeldragter i lidt forskellige nuancer. Kompromisset ophøjes til ideologi, og resultatet er — uanset partifar-ve — opportunisme. Sværmeren Stillet overfor denne menneskelige afmagt, fristes mange til at søge den modsatte vej ud af dilemmaet. Ethvert kompromis opfattes som en studehandel, og enhver praktisk løsning, der ikke klart bringer verden nærmere til visionens virkeliggørelse, afvises. Man betoner af al magt vigtigheden af at fastholde målet og ideen — og er yderst betænkelig ved at tilsmudse hænderne med at håndtere en virkelighed, der jo alligevel skal laves helt om, før det nytter noget altsammen. Det er nødvendigt at fastholde en vision. Den politiske virkelighed i Danmark — og i verden — gør det oven-ikøbet påtrængende, nødvendigt. Men risikoen er en ny form for ensidighed, en ny flugt ud af dilemmaet. Det er ikke noget, der præger dansk politik, men det er en tendens man kan møde hos enkelte højre- og måske navnlig venstreorienterede personer udenfor politikernes kreds. Man ophøjer kompromisløsheden til princip og står som porce-lænsdukker, der skares ved mindste berøring. Hvis prisen for visionens fastholdelse er en afvisning af den aktuelle virkeligheds krav og konditioner — så er resultatet sværmeri. Opportunisterne beskylder deres kritikere for at være sværmere, og sværmerne anklager dem, de kritiserer, for at være opportunister. En debat af den karakter har ikke store chancer for at blive frugtbar. Mellem opportunister med forskellige meninger kan der føres en debat, der har mulighed for at give visse kortsigtede praktiske resultater. Mellem sværmere af forskellig observans kan der føres en debat, der måske på længere sigt kan frugtbargøres af modnere efterkommere. Alle disse former for debat hviler på en selvvalgt eller fremtvungen ensidighed. Neurotikeren Erkendelsen af dilemmaet og modviljen mod at søge den nemme løsning på det kan blive så stærk, at man af al magt vil fastholde begge opgaverne på een gang. Man vil både beskæftige sig med visionen og med den konkrete virkelighed hér og nu. Det er klart, at denne situation er neurotiserende. For at slippe for den dårlige samvittighed over at forsømme det ene mens man beskæftiger sig med det andet, prøver man at løse begge opgaver samtidig. Neurosen klarer man ikke på denne måde, for den har et objektivt grundlag, der ikke kan ændres. Sin skyldfølelse kan man derimod dæmpe. Resultatet bliver imidlertid sjældent godt. Mere eller mindre uartikulerede angreb, forvirret kritik og selvhøjtidelig fornærmelse er nogle af følgerne. Ogfor-di man har dæmpet skyldfølelsen, bliver frelstheden ikke mindre end hos de personer, der vælger ensidighedens vej ud af dilemmaet. Når neurotikeren forholder sig ureflekteret til dobbeltheden, dvs. irratio-nelt, bliver resultatet irritation og kvæ- rulance. Når neurotikere af denne type griber ind i debatten er det ofte særdeles underholdende, fordi det tit er talentfulde og begavede personer, det drejer-sig om. Men som konstruktivt bidrag er det utilfredsstillende, fordi det hverken fremmer en løsning af nære og praktiske problemer eller fører til en skærpelse og afklaring af visionerne. Martyren Den ensidige løsning af dilemmaet lukker af. Den neurotiske mangel på løsning åbner. Men hvis man ikke erkender, at neurosen er et grundvilkår, går de mange løse ender i hårdknude. Neurosen har et objektivt grundlag, og derfor slipper man ikke udenom den. Den trives af sig selv. Derimod er det nødvendigt, at man erkender, at den er tilstede i en. Og det vil sige, at det er nødvendigt, at man holder sin dårlige samvittighed levende. Dette har ikke noget med magt eller magtafkald at gøre. Både blandt dem, der tager magtens byrde på sig og blandt dem, der „lidelsesfuldt" afviser den, finder man sværmere; opportunister og neurotikere. Jeg mener, at det er de sidste, man må satse på. Den grundige analyse skal gennemføres, og den ideelle vision skal formuleres. Det er den ene opgave. Dagen og vejen skal klares. Det er den anden opgave. Konflikten eller dilemmaet opstår ikke fordi der er noget modsætningsforhold mellem de to opgaver. Dilemmaet opstår fordi man ikke kan beskæftige sig med dem på en gang — og dog må fastholde begge dele i sin politiske adfærd. Fremskridt er betinget af, at man undgår både ensidighed og sammenblanding. Vi må tage stilling til dagen og vejen på basis af en korrekt analyse og en klar vision. Og vi må analysere og sætte mål i lyset af den praktiske virkeligheds vilkår og krav. Men vi må samtidig se i øjnene, at vi ikke kan få fred i sjælen af den grund. Dilemmaet existerer ude i virkeligheden, og derfor er spændingen også uudryddeligt tilstede i os selv. Det, det gælder om, er at holde liv i vores dårlige samvittighed. At fastholde erkendelsen af, at vi forsømmer det ene, mens vi passer det andet. Kun derved kan opportunisten til-skyndes til at formulere sin utopi. Kun derved kan sværmeren lade sig hale til udvalgsbordet. Og kun derved kan neurotikeren erkende dilemmaet — ikke som en konflikt, men som en mulighed for vekselvirkning, og dermed som en betingelse for udvikling. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.