Om talens kunst

Da min far fyldte 50 år, holdt hans ven fra de unge år, daværende kammeradvokat, højesteretssagfører H.O. Hansen (der på grund af sine forbogstaver, som i det glade studenterliv, de begge var aktive deltagere i, ved en nærliggende "fejllæsning" altid kaldtes "HOF") en tale, hvori han tog udgangspunkt i den tidlige middelalder i Danmark, hvorfra nutiden havde hentet begrebet "nidding", og i hvilken han til alles oplysning hentede det modsatte begreb af "nidding" - nemlig: "lykkemand". Dette positive begreb hæftede han formfuldendt og meget langsomt på min far, og han havde i mange, og måske de med tiden vigtigste henseender ret.
Hof var berømt/berygtet for sine meget lange taler. Berygtet pga den langvarige afbrydelse af festivitatsen, berømt fordi han altid tilførte festivitatsen et spændingsmoment. Alle vidste, at den tråd Hof lagde ud i begyndelsen af sin tale på et eller andet (som oftest sent) tidspunkt ville blive bundet i en sløjfe, indeholde en morale, begrunde en hyldest - på en måde, der vidnede om en fornem beherskelse af genren, en skabende respekt for talens kunst.
Naturligvis holdt jeg tale, da jeg var blevet konfirmeret. Jeg holdt en tale, i hvilken jeg takkede min far og min mor. Uden at vide, hvor skæbnessvanger den barndom havde været, som jeg havde gennemlevet og nu forlod.
De fleste af mine senere taler var også skrevet ned og blev oplæst - efter evne med skuespillerens troværdige spontaneitet. Som årene gik betjente jeg mig af rim og af metrum, og så var det legitimt at klamre sig til papiret.
I disse mine sidste år kan jeg holde en tale når som helst og hvor som helst og i hvilken som helst anledning. Jeg kender såvel de følelsesmæssige som de sproglige klicheer godt nok til at lade dem træde ind i de konventionens rammer, som alle, der kender dem, føler ikke bare tryghed, men en uforklarlig boblende glæde ved.
Jeg stiftede senere bekendtskab med en radikal variant af denne form for selskabstale. Det var ved en premierefest i Studenterforeningen efter en kanonsucces "Festivalhal": Per Møller (radiospeakeren), som havde spillet Tor i komedien, rejste sig og krævede plads i den glade talerrække.
Han begyndte med det vi alle sammen kendte: anledningen, successen, det hårde arbejde, det gode kammeratskab. Men han blev ved, fortsatte simpelthen med det, som alle kendte - og kringlede sig finurligt ud i et sproj der udelukkende bestod af uafsluttede klicheer, hvis pinlige uafsluttethed kun reddedes ved påbegyndelsen af en ny kliche - som vi alle sammen kendte. Det var fortærende morsomt, da det efterhånden gik op for os, hvad der var på færde.
Jeg lærte her en form, som jeg havde lyst til at bruge. Da min stedbedstemoder fyldte halvfjerds og fejrede aftenen på Kystens Perle (nær hendes bopæl i Helsingør) rejste jeg mig op og trak en lille bunke papir op al lommen. Jeg sprang det over, som vi alle sammen kendte og gik straks ombord i de uafsluttede klicheer, i starten med ret lange og tilsyneladende forførende indledninger.
Jeg er den ældste i min generation i den gren af familien, så der var utvivlsomt forbundet en del forventninger til, hvad jeg ville diske op med. D« kom bag på dem: den betalte hyggepianist, som hensynsfuldt med hændern i skødet så en velfortjent pause i møde, da jeg tog ordet, mærkede en vis ure indfinde sig, som man på hans pludselig løftede hænder over klaveret kunn se lå på grænsen til panik: at redde den gode stemning var tæt på at blive hans ansvar - al den stund det store selskabs desorientering voksede.
Så opdagede de det, og en stor munterhed bredte sig. Min tale var en succes, og min højtbegavede stedbedstemor tilkendegav en stilfærdig og indforstået fornøjelse. Dengang tænkte jeg ikke på, at min hjerteløse performance kunne have såret tidligere talere eller have berøvet evt. senere talere deres selvtillid.
Jeg har holdt velmente taler og pligttaler, hjertevarme og pinlige taler. Jeg har lyttet til taler, rettet til deres genstand, men altid handlende om taleren

selv; morsomme taler, grådkvalte taler, ironiske taler, taktiske taler; i talekunsterisk henseende er politiske taler en særlig genre: den, der taler meget, siger mindst. At "tale udenom" tilhører mere svarets kunst og vidner om opportunismens forrådnelse i sproget, når en konfrontation for enhver pris skal bortforklares.
Jeg er stadig berømt/berygtet i vores lille gade i Dragør for en tale, som jeg holdt en nat for mange år siden. Vi havde haft vores sædvanlige udendørs generalforsamling ved et langt bord på brostenene, spist og drukket og jeg havde som dirigent afviklet mødet, og nu var vi samlet i glad fordragelighed, og jeg følte mig åbenbart kaldet til at udtrykke den fælles glæde ved samværet.
Det hedder sig i dag, at jeg talte i tyve minutter uden at sige et eneste fornuftigt ord, men det passer ikke. Jeg kørte den med de uafsluttede klicheer, og hver gang jeg løb surr i en, så begyndte jeg på en ny, alle troede, at nu kom jeg til noget, og ingen turde afbryde mig, jeg spillede skamløst på forventningerne til mit intellektuelle distanceblænder!. Og det lykkedes. Ingen protesterede, alle sad med forventninger - som uafladeligt blev skuffet. Det var fedt. Og alle tænker tilbage på det med glæde; nåja, måske også med en vis respekt for selve præstationen.
(Apropos min dirigentrolle. Vi har en årlig generalforsamling i Gaden; men der er ingen dagsorden, der er ingen vedtægter, ingen afstemningsregler, faktisk er det hele rent anarki. Jeg har en klokke, og jeg har en vis erfaring i mødeledelse. Jeg ved, at skal dirigenten bevare sin autoritet og kunne lukke munden på brokkerøve, så skal han sige så lidt som muligt.
Jeg har siddet i mange år i Kunstfondets repræsentantskab. Jeg lærte meget af den første formand, jeg mødte: Helga Petersen. Hun ledede møderne, sagde ikke ret meget, alle kom til orde, og møderne sluttede præcist på klokkeslæt. Siden kom der en højesteretsdommer som formand, han skjulte sig nærmest. Så kom en landsdommer, som havde den svaghed, at han følte, at han skulle tage stilling til hvert enkelt indlæg. Det var en
håbløs opgave i betragtning af alt det vrøvl, der blev sagt, men han følte åbenbart et ansvar hvile tungt på sig. Hvad der siden er sket, ved jeg ikke, men jeg lærte meget.
Da jeg engang som dirigent til Dansk Forfatterforenings generalforsamling (et hverv, som jeg bestred i en del år) blev kritiseret for at være udemokratisk, stillede jeg mit mandat til rådighed og krævede skriftlig afstemning og blev genvalgt med en overbevisende majoritet. Det er en metode, som jeg mener man skal omgås med en vis varsomhed.
Til vores Gades generalforsamling foreslår jeg altid den værste brokkerøv som dirigent i stedet for mig. Ikke fordi han skal uskadeliggøres, men fordi jeg i kraft af et overbevisende flertal for mig selv regner med bare en lille smule mere autoritet i den glade anarkistiske forsamling. "Dagsordenen" skal jo afvikles, så vi kan komme til de stegte ål og brændevinen.)
Det var et sidespring. Sidespring, digressioner er en trussel, som lurer på enhver taler - samtidig med, at de er uundværlige. Men det kræver både talent og selvbeherskelse at administrere dem. Hof havde mange og lange sidespring. Men de var som regel morsomme, og hvis de ikke var det, så havde de den spænding indbygget i sig, at hele forsamlingen sad og ventede på, hvordan han fik den reddet i land, fik talen tilbage på sporet, nåede frem til det, han i virkeligheden havde på hjerte.
Nogle talere er hinsides talent og hjertelag bare kedsommelige, de værste er dem, som har slået vittighederne op i håndbøger. Andre talere har et tilsyneladende budskab, men hjerteligheden skæmmes af en slet undertrykt bitterhed eller foragt. Jeg har hørt dem alle.
Derfor frabeder jeg mig energisk og udtrykkeligt taler på min halvfjerds års fødselsdag. Jeg vil kunne gennemskue dem alle.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.