Om mennesker og ting Forfatteren til nedenstående artikel, mag. art. Jesper Jensen, vil være kendt af mange som en af forfatterne til årets studenterrevue »Gris på gaflen«. Han er student her fra skolen 1949. Der er to slags tingsdyrkelse: 1) den, der stræber efter at opnå materielle goder; 2) den, der i en bestandig opnåelsessituation sætter de materielle goder i forhold til hinanden. I »velfærdsstaten«, hvor problemet for mange ikke er, om man kan opnå en ting, men mere: hvilken ting af flere mulige, man skal vælge, sætter man ting i forhold til hinanden i højere grad end man sætter sig selv i forhold til ting. Velfærd og høj levestandard har betydet en mere udbredt behovløshed og rummer en fare for at forandre ens forhold til ting og mennesker. Muligheden for valg mellem ting og unødvendigheden af en virkelig behiovsituation bringer os i et æstetiserende forhold til virkeligheden. Brugsredskaber, huse, o. s. v. skal være smukke, smagfulde, fordi de som ting er kommet i centrum, og måske især fordi netop disse egenskaber fremhæver deres indbyrdes relationer, løsrevet fra mennesket. For at få mennesket ind i en eller anden relation til tingen i en tid, hvor denne humane relation ikke er selvfølgelig, raffinerer man denne relation: man formgiver tingene, angiveligt for at forbedre dem i relation til brugeren, men det æstetiserende moment slår igennem og dominerer. Underholdning: Human story — mennesket der har kæmpet sig frem til et mål. Man misunder og beundrer dette menneske, der i en behovløs tid har stræbt og længtes, levet, haft et forhold til virkeligheden — og ikke blot sat virkelighedsgenstande i forhold til hinanden. Manden, der kan spille violin med tæerne er udtryk for, at også mennesket betragtes som ting; han skiller sig ud som et specielt exemplar blandt andre. Man har ikke et forhold til dette menneske, men sætter ham i forhold til andre mennesker, der ikke kan det, som han kan. Den dårlige kærlighedsnovelle bringer en i et kunstigt behovsforhold til fortællingens »virkelighed« .Man lever med, men kun i en drøm: »vi har retten til at drømme at vi lever / når det lykkes os at leve i en drøm«. Her er virkeligheden afsnøret og det er i en eller anden forstand sig selv man forholder sig til. Kunstværket derimod, skaber et behovsforhold til virkeligheden, rejser problemer i ens forhold til virkeligheden. Reklamen spiller på behovet for behov. Reklamen kunne genskabe menneskets behovssituation, men gør det ikke. De behov, reklamen skaber, er kun til sammen med deres umiddelbare tilfredsstillelsesmulighed: køb af varen. Det er i den henseende, at folk bli'r snydt. De bli'r snydt i kraft af at de får noget for pengene. At sætte ting i forhold til hinanden er ikke menneskeligt tilstrækkeligt, men savner det at have behov for no-c,et. Derfor handler alle shlagere om at have behov for noget: længsel, vente til du kommer o. s. v. Den lykkelige slutning »her har du mig tilbage« betyder to ting: 1) man opsøger ikke blot behovet, men osse tilfredsstillelsen deraf, man har behov for at opleve behovf orløb; 2) det hele er i virkeligheden på skrømt. Når det kommer til stykket vil man ikke acceptere en behovssituation, hvor ikke tilfredsstillelsen eller muligheden derfor foreligger samtidig. Man vil ikke når det kommer til stykket give afkald på den bekvemme behovløshed. Det er sådanne forhold man dunkelt erkender, når man hævder, at kunst ikke kan skabes under gunstige livsvilkår. Men derved antager man, at det er livsbetingelserne der skaber kunstneren, og det er galt. De kan højst præge hans kunstneriske virksomhed, arten deraf og problemerne deri. Kunstneren har, netop i kraft af at han har samme livsvilkår som andre mennesker i en velfærdsstat, en særlig mulighed for at tage stilling til netop denne menneskelige situation. Baggrunden for disse forhold ligger ikke blot i den økonomiske udvikling og den høje levestandard. Medvirkende er antagelig erkendelsen af noget i virkeligheden, der er stærkere end mennesket — atombomben — og dette må medføre eller i al fald bestyrke en reduktion af mennesket. Den eneste redning ligger i at søge atter at bringe mennesker i forhold til virkeligheden (herunder naturligvis andre mennesker), eller i det mindste at præcisere en problematik i dette forhold, der kan nødvendiggøre et engagement deri. Til dette egner kunsten sig vel især ypperligt. Men man må vogte sig for at løse problemet ved at søge at nærme kunsten til folk. Det, der er nødvendigt, er at nærme folk til kunsten. At nærme kunsten til folk vil enten sige, at den skal behandle de problemer folk har, eller at den skal give dem en ersatz for et forhold til virkeligheden. Men kunsten skal ikke behandle de problemer folk har, den skal give dem andre problemer, som er vigtigere. Vejen går ikke fra det lette til det svære, når man selv kan bestemme det og tilmed lever i et misforhold til virkeligheden. Derfor går vejen ikke fra den underlødige kunst til den lødige (som nogle påstår), men derimod ofte fra den lødige til den underlødige, ved at man viser problemerne fra sig og i stedet søger en bekræftelse i sin bekvemme attitude. Er denne bekræftet, styrkes den og stiller krav om mere underlødighed, der bekvemt kan pseudo udfylde det, man trods alt føler, man mangler, fordi man ikke kan løbe fra, at man er menneske. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.