politisk revy
Nr. 43, fredag den 5. november 1965

Om genkendelse

Protesterne mod tre gamle nazisters optræden i en serie historiske udsendelser har været mange og er kommet fra mange sider.  I den ene  ende taler Helge Steincke om følelser, der  krænkes  —  og i  den  anden ende kræver Arbejdernes Radio og TV-klub censur.
I programudvalget dingler Peder Nørgård hid og did, Stangerup stiller sit fotoalbum til rådighed — og Kampmann finder det sædvanlige forløsende kompromis, der klarere end meget andet demonstrerer situationens umulighed.
De følelser, der her er vakt til live, og den energi protestanterne har udvist, er en bedre sag værdig. Med iver har man grebet en lejlighed til at føle sig hensat til de gode gamle dage, da tyskerne var her endnu, og problemerne var så enkle, at man — i al fald dengang — dårligt nok behøvede at tage stilling til dem.
Adskillige af de, der nu protesterer, må til daglig mobilisere en fantastisk selvbeherskelse (det er måske det, der får dem til at eksplodere nu). Det politiske og militære samarbejde med Vesttyskland må gang på gang konfrontere dem med personer, der er lige så gamle, lige så belastede og ligeså spillevende som de tre herrer, vi skal se i TV d. 17. november.
Det er fristende at mene, at alle de, der nu har protesteret mod TV-udsendelsen, burde følge sagen op med ligeså energiske protester mod forbundsfæller og alliancepartnere, der fører de tre gamles traditioner videre.
En sammenhæng mellem de to ting existerer dog ikke. Ligeså konsekvent og rationel protesterne mod det sidste kan være, ligeså forvir-
ret og irrationel er protesterne mod det første. Det er to forskellige mekanismer, der træder i funktion.
I trediverne og fyrrerne kæmpede vi mod nazismen. Derfor er den afskaffet. Det, der er tilbage, er nazister. Ved at fastholde dem som de sidste rester af en skadedyrsrace, der næsten er udryddet, kan man nøjes med at forholde sig sentimentalt til dem, som ubehagelige minder om den tid, kampen var på sit højeste. Jo færre nazister der er tilbage, des mere nazister er de, og des nødvendigere bliver det at undgå konfrontation med dem. Den sidste nazist vil i sig måtte optage al vor egen nazisme. Til den tid er programudvalget for småt at arbejde med. Thi da vil neurosen kulminere og kravet om korsfæstelse rejse sig fra samtlige danske alsangsstruber.
Når man ser bort fra de mennesker, der har personlig grund til at føle sig personligt berørt,   og  som  derfor formodentlig vil lukke for skærmen den aften, så vil mange af os  sikkert  have  det  skidt  ved  synet af de tre herrer.
Det vil ikke være på grund af mindet om den kamp, andre førte for os i fortiden. Det vil være fordi de tre ansigter kan få os til at tænke over alt det, som foregår verden over hver dag i nutiden, og som sker i bl. a. vores navn.
De tre herrer vil nikke genkendende og anerkendende ud til os, deres dygtige elever, som i frihedens og fredens navn dagligt demonstrerer, hvor meget vi i grunden skylder dem.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.