Oliver

Dette er den sidste historie om en meget gammel hund ved navn Oliver. Det er den sidste historie, for det er historien om Olivers død og begravelse.
Vibeke har haft Oliver siden han blev født for over femten år siden. Vibeke, som er min kone, har kun haft mig i fem år. Jeg bryder mig ikke selv om hunde, men jeg kunne godt lide Oliver, fordi han var Vibekes hund.
Oliver havde været sløj i nogen tid, og kunne næsten ikke se mere og næsten heller ikke høre. Om natten havde han været meget urolig, men Vibeke havde alligevel taget ham med på arbejde, som hun plejede.
Om formiddagen ringede hun til mig og bad mig komme. Da jeg kom ind på kontoret, lå Oliver helt stille på gulvet på et tæppe. Vibeke hankede op i hunden, men han rejste sig kun nødigt. Til sidst måtte jeg tage hendes tasker, så hun kunne bære ham ned til bilen. Jeg skulle køre, og hun satte sig ved siden af med Oliver på skødet.
Efter at vi havde kørt en time, drejede vi ind på dyrlægens parkeringsplads og standsede bilen. Så gik vi hen mod den store smedejernsport, som førte ind til dyrlægens firelængede gård.
Oliver var pludselig meget mere frisk. Det blæste kraftigt, måske var det al den luft, som opmuntrede den gamle hund. Da dyrlægen åbnede døren, sagde Vibeke, at Oliver var meget friskere nu, end da vi var taget af sted. Dyrlægen sagde, at sådan havde alle det, som kom til ham med gamle hunde.
Inde i konsultationen, som var stor og rummelig, lå der på en pude på gulvet en stor, død bokserhund. Sådan så det ud, men dels kunne man sige sig selv, at en dyrlæge ikke havde en død hund liggende på en pude i sin konsultation, når folk med problemer og hunde kom ind - dels kunne man ved nærmere eftersyn se, at den trak vejret langsomt, men sikkert.
Alle lod som ingenting, sekretæren skrev sine regninger, Vibeke løftede Oliver op på en briks, og dyrlægen kiggede på den gamle hund, som stod helt stille.
Han talte beroligende til Vibeke, forberedte så at sige den beslutning, som alle i rummet vidste var nødvendig, men også svær. Han lyttede til beskrivelsen af Olivers tilstand, tog sit stetoskop og konstaterede, at hjertet ikke slog som det skulle.
Han kunne fortælle, at der på et tidspunkt ville komme åndenød og siden vand i lungerne, således at Oliver ville kunne blive kvalt - så at sige drukne.
Så trak han i Olivers bagben og konstaterede, at de kun kunne bevæge sig en lille smule bagud - hvor de burde kunne stå vandret bagud: det var en fremskreden slidgigt. Han forklarede Vibeke om, hvordan en hund kunne dø.
Folk forestillede sig, sagde han, at de kunne vågne op, og så var hunden sovet stille ind i sin kurv - men sådan var virkeligheden ikke. Der ville komme store problemer, hunden ville lide, den ville ikke kunne få vejret, den ville kæmpe, og det ville som regel være i weekender, hvor det ikke var så ligetil at få dyrlægehjælp.
Han understregede også, at Oliver havde haft et langt og godt liv, og at Vibeke havde haft glæden af Oliver i to-tre år mere, end det var at forvente af en lille hund. Han var rede til at lade hende tage Oliver med hjem igen, men hvad lå der i fremtiden? Måske et par måneder, hvor Oliver ville få det værre og værre, og hvor resultatet, det uafvendelige, ville blive det samme - måske med større lidelser for hunden i den korte tid, der ville være tilbage.
Det forekom ham, sagde dyrlægen, at det ville være mere værdigt for Oliver at dø, og mere værdigt for Vibeke at tage afsked med hunden nu, hvor slutningen uvægerlig var i sigte, og hvor Oliver endnu ikke led så meget. Og hvor hun ikke ville komme i dramatiske og smertevoldende situationer.
Dyrlægen talte om det gode liv og den værdige død, og Oliver stod på briksen i Vibekes hænder og var stille og træt.
Vejledt af den kloge dyrlæge traf hun sin forfærdelige og voldelige beslutning. Mens dyrlægen fortsat talte beroligende til hende, hentede han en kanyle og en stor ampul. Hun begyndte at græde.
Dyrlægen sagde til hende, at hun ikke måtte lade hunden mærke med, at hun var bange eller ked af det, for det var ikke rart for hunden. Vi stod begge to om hunden, hun holdt den, kælede for den, prøvede at være tapper og sød. Oliver så på hende hele tiden, hun nussede den, mens dyrlægen sagde, at han jo måtte finde en blodåre at stikke i.
Vibeke lagde hunden ned, og dyrlægen klippede håret af Oliver nede på en forpote og fandt en blodåre. Heri stak han kanylen og satte ampullen på og trykkede. Han sagde, at det var det, man brugte til at bedøve med, her var bare mere. Oliver mærkede ikke stikket, og to sekunder efter var han død. Så græd Vibeke.
Mens Vibeke betalte sekretæren, puttede dyrlægen Oliver ned i en stor sort plasticpose. Jeg tog posen med Oliver i, og vi gik ud gennem den store port. Hun ville køre, jeg lagde posen ind på bagsædet. Vi fandt på kortet den smukkeste vej til Vibekes mors sommerhus.
På vejen standsede vi ved en benzintank, og Vibeke ringede til sin mor. Hun fortalte, at Oliver var død, og at vi ville komme og begrave ham i hendes have.
Vibekes mor og moster tog imod os, da vi kom. De er begge to gamle - over firs år - og nu skulle de til begravelse. Sammen

med de to koner fandt Vibeke et passende sted til Olivers gravplads. De havde allerede inden vi kom stillet en spade og en rive parat.
Moster Agnes gik straks i gang med at hakke i jorden. Jeg lod hende gøre det, men overtog så arbejdet, skar omhyggeligt græstørven af og gravede et hul til Oliver.
Hullet skulle - efter hvad dyrlægen havde sagt - være halvanden meter dybt, og helst skulle Olivers døde krop være dækket af en haveflise. Ellers kunne man risikere, at ræven gravede hunden op, og det var - ifølge dyrlægen - meget ubehageligt, ikke for hunden naturligvis, men for dens mennesker.
Jeg gravede og gravede, først et smalt hul, som jeg bedømte til at være stort nok til Oliver i den sorte pose. Men så kom Vibekes mor med en papkasse, som Oliver åbenbart skulle være i.
Vibeke havde allerede klippet posen op, og hun havde taget et smukt tæppe og lagt det i trillebøren - og oven på det tæppe havde hun lagt Olivers endnu varme, men afsjælede legeme.
Jeg gravede videre. Jeg afviste den første papkasse, som efter min mening var alt for stor. Vibekes mor fandt en anden, lidt mindre, som jeg så accepterede, selvom det betød, at jeg måtte udvide hullet til det dobbelte.
80-90 centimeter nede blev det vanskeligt at få jorden op med spaden, så jeg bestilte en skovl. Det gjorde det lidt nemmere, men halvanden meter dybt blev hullet ikke.
Vi gik på jagt efter en haveflise og fandt en, som var for stor. Jeg fik en hammer, som jeg begyndte at bearbejde flisen med -med det resultat, at naboen hidkaldt af støjen også fik andel i begivenheden, dog kun som iagttager på fjernt hold.
Mens jeg forsøgte at forberede en splittelse af flisen, fandt kvinderne andre muligheder, mursten, mindre flisesten, store strandsten. Det gjorde, at jeg opgav det formentlig også umulige projekt: at skulle knække en fortovsflise med en spidshammmer.
Jeg gik selv på opdagelse i skuret og fandt et stykke hårdt plastic, som var til rest fra et tag. Det var bølget, men det passede i bredde til hullet. Efter at jeg havde forsøgt mig med den store skovsav, kom moster Agnes med et par mindre save, som naturligvis var meget bedre egnet til netop dette formål. Jeg savede plasticstykket i to dele, en til at lægge lige oven på Oliver med nogle tunge sten over, derpå jord, og dernæst det andet stykke plastic - og så resten jord.
Planen var nu klar, men Oliver lå stadigvæk i trillebøren og så fredfyldt ud - og var oven i købet stadig lidt varm. Vibeke kælede for ham, hentede blomster, som hun lagde hos ham.
Jeg sagde til hende, at jeg nok skulle få ham ned i hullet, men jeg ville ikke have at hun var med til det, for det kunne godt komme til at se lidt klodsetud. Hun sagde, at vi skulle vente lidt, hun ville gerne have, at trillebøren blev stående, mens vi spiste flæskesteg med øl og brændevin sammen med de to gamle koner.
Da vi var færdige, gik vi hen til hullet. Jeg havde først alene hentet trillebøren, og det var kun Vibekes mor, som fik lov at se på, at jeg fik bakset Oliver ned i den papkasse, som jeg i forvejen havde lagt ned i bunden af mit hul. Nu var hunden blevet stiv og var altså garanteret død - jeg tror det var det, som Vibeke havde ventet på.
Den endte med at ligge og se ganske sød ud, selvom jeg var kommet til at skrabe noget jord ned på dens hoved. Så smed Vibeke de blomster ned, som havde ligget på trillebøren i Olivers favn. Så sagde hendes mor "Af jord er du kommet, til jord skal du blive" - og jeg fyldte sprækkerne ud mellem papkassens sider og hullets vægge.
Da Oliver og blomsterne var dækket, lagde jeg den første plasticplade på. Oven på pladen lagde jeg de sten, som kvinderne sammen havde fundet. Der var en mursten, to terrassesten, to store strandsten, som jeg tror de havde hentet fra en af deres stenhøje i haven.
Så dyngede jeg endnu mere jord på, så den næste plasticplade - og derfra fyldte jeg så hullet op med jord. Da hullet var fyldt op, bad jeg om, at man tilgav mig et brud på pieteten, idet jeg derefter gav mig til at trampe moderat på jorden i hullet, for at få den til at nærme sig den sammenpressede tilstand, som den var i, før jeg begyndte at grave.
Moster Agnes ville have mere jord på, selvom jeg allerede var begyndt at lægge de omhyggeligt afskovlede græstørv oven på jorden i hullet.
Jeg gav op med et smil, skyndte mig dog at lægge de resterende græstørv på, før jeg overlod gravstedet til moster Agnes og den rive, som hun allerede i begyndelsen havde stillet parat, og som hun nu greb.
Jeg vendte ryggen til og satte mig ned. Jeg vidste, at ingen i hele verden kunne erobre den begravelse fra Vibeke.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.