November 1969 Anledningen til den næste tale var Vietnammoratoriedagen. Men den hjemlige situation var så prekær, at talen kom til at handle om den. Uhyggen bredte sig - og har gjort det siden. Ingen politikere har naturligvis taget til genmæle eller svaret på de spørgsmål, som blev rejst i talen og andre steder. Lad os lovprise ytringsfriheden - bare vi ikke behøver at tage selve ytringerne alvorligt. Politiets og militærets stikkere skal have arbejdsro. Og de får det. Den femte november 1969 havde politiet beslaglagt et nummer af Politisk revy og Vietnamsolidaritet; og den 15. november startede et nationalt moratorium mod Vietnamkrigen i USA. -ht November 1969 Den harme og den afsky, som har bragt os herhen, behøver jeg ikke tale om. Vi er her idag for at bede USA om at erkende sit nederlag i Vietnam. Og vi er her for at takke det vietnamesiske folk for den kamp de fører i-mod udbytning og fascisme og for frihed og demokrati. Vi har fælles mål, selvom kampens vilkår er forskellige fra land til land. Vi kender det vietnamesiske folks vilkår uhyggeligt godt. Spørgsmålet er, om vi kender vore egne vilkår ligeså godt. Jeg vil idag ikke tale om Vietnam. Jeg vil tale om Danmark. Vi har i den seneste tid været vidne til begivenheder, som mange måske ikke havde troet mulige. Vi har set en afsløring af den virkelige politiske situation i Danmark idag. Nogle tilfældige og betydningsløse informationer har udløst fuldkommen proportionsløse repressalier fra dele af magtapparatet. Militær og politi er trådt frem på arenaen og har endnu engang afsløret deres sande karakter. Jeg vil gerne tale om disse spredte og tilfældige aktioner og prøve at placere dem i det danske politiske billede. Man har fra mange sider taget afstand fra aktionerne. Presse, radio og tv har i bedste fald søgt at skjule de virkelige perspektiver. Der tales allerhøjst om proportionsforvrængninger eller isolerede anslag mod ytringsfriheden. Den egentlige højrepresse behøver ikke at søge et alibi. Den står klart på politiets og militærets side i denne sag. Jeg vil gerne gå ud fra et af deres argumenter. Man spørger: Kan det forsvares at svække dansk militær, når der er et demokratisk flertal for at have et forsvar og et demokratisk flertal for en alliance med USA, Portugal, Grækenland og de andre NATOlande? For det første må man spørge, hvordan dette flertal er opnået. Det er opstået i en situation, hvor hele den vestlige verdens propaganda kørte i den kolde krigs spor - og hvor tilbud efter tilbud fra øst blev afvist, fordi det var i USAs interesse at bevare spændingen. Flertallet var for forsvar og for alliance. Flertallet blev vildledt bevidst i kraft af det højreorienterede informationsmonopol. For det andet må vi spørge, om dette flertal stadig er til stede. Jeg tror det er det. Men jeg ved, at kun de færreste gør sig klart, hvad deres standpunkt betyder. Man kan simpelthen ikke være tilhænger af NATO i den ene ende - og i den anden ende tage afstand fra kuppet i Grækenland, diktaturet i kolonimagten Portugal, fascismen og politistatsmetoderne i USA, folkemordet i Vietnam. Hvis man tror man kan det, så må man enten være blind, eller være dum - eller være ligeglad i begge ender. Jeg er sikker på, at den danske befolkning, hverken er blind eller dum eller ligeglad i begge ender. Jeg er sikker på, at et flertal står på frihedens og demokratiets side i den globale kamp. Men mange ser endnu ikke sammenhængen. For mange mennesker er NATO endnu ikke afsløret som det amerikanske magtinstrument det er. Oplysningerne om efterretningsvæsenets spioncentraler er et led i denne afsløring. Det er værd at gøre sig et par ting klar. Vores militær er et led i NATOs militære apparat. NATO er teoretisk skabt til forsvar af demokratiet. Men kendsgerningerne taler et andet sprog. Det førende NATOland har gang på gang vist, at det ikke tager demokratiet så højtideligt indenfor sine egne grænser. Vold mod demonstranter, politiske mord fra politiets side, politiske arrestationer, retssager på falsk grundlag, overgreb uden dommerkendelser, forfølgelse af politiske minoriteter. Store dele af den amerikanske befolkning er uden retsbeskyttelse. Hele den egentlige politiske opposition er uden retsbeskyttelse. Pressen og opinionen interesserer sig i mindre og mindre grad for denne udvikling. Dette er ikke hysteriske påstande fra ekstreme venstreorienterede. Dette er kendsgerninger, som gang på gang har været bragt i dansk presse - omend tit på beskedne pladser. Udadtil tager USA demokratiet højst alvorligt. Især hvis det truer med at blive indført indenfor USAs interessesfære. Vi behøver ikke remse alle USAs grove overgreb mod andre lande op her. Vi kender dem alle, men mange danskere vil helst glemme dem. Det er ikke påstande. Det er igen kendsgerninger, som har stået i dansk presse - omend tit fremstillet meget skævt. Gennem vor alliance med USAs militære apparat er Danmark naturligvis medansvarlig for disse indgreb i andre landes anliggender. Hvad NATO specielt angår, behøver vi blot at erindre om kuppet i Grækenland, som blev gennemført ved hjælp af en NATOplan og opretholdt gennem aktiv støtte fra USA, vores militære og politiske allierede. Og Norge står øverst på listen over lande, som hemmelige NATOplaner skal bruges på i tilfælde af indre uro. Danmark er naturligvis med på den liste, men vi er lavt prioriteret. Hvis man vil sluge alle disse kameler og dog støtte NATO - er det dog stadig ikke et tilstrækkeligt argument imod de påståede afsløringer. Det må understreges, at alle afsløringer hidtil har drejet sig om sager, som har med efterretningsvirksomheden at gøre. Det væsentlige for danske borgere, som er tilhængere af en demokratisk udvikling, må være spørgsmålet: Hvad er denne efterretningsvirksomheds formål? Det er ganske givet, at den for en del har et militært formål. Men det er også ganske givet, at virksomheden kan bruges imod danske borgere. På samme måde som den militære efterretningsvirksomhed må have været baggrund for de mange og hurtige arrestationer i forbindelse med kuppet i Grækenland. Den danske opposition har nu gennem adskillige år været genstand for en hemmelig udspionering og registrering, som er helt unddraget den normale offentlige og politiske kontrol. Vi er tæt på en situation, hvor denne politiske registrering får karakter af politisk forfølgelse. Vi gør et arbejde for vores synspunkter - men vi gør det efterhånden i en atmosfære af stigende frygt og usikkerhed. Fra dansk side angriber vi med rette oppositionens vilkår i øst og vest netop for denne atmosfære af frygt og usikkerhed. Nu er vi ved at indføre præcis det samme i Danmark. Højrepressens heksejagt med Jyllandspostens kuttemænd i spidsen leder tanken hen på fænomener i Østeuropa, som man hyklerisk slynger os andre i ansigtet, til trods for at vi gang på gang har taget afstand fra dem. Ved at svække efterretningsvæsenet beskytter vi ganske enkelt os selv. Vi gør det fordi vi føler os truet. Vi gør det i selvforsvar. Og vi gør det, fordi vi stræber hen imod et samfund, hvor alle frit kan arbejde for deres anskuelser. Ved at svække efterretningsvæsenerne styrker vi demokratiet, som efter vores mening må bygge på åbenhed, offentlighed og sikkerhed for oppositionen. Der er nogle ting, som det kan være nyttigt at slå fast. Vi ved, at den militære efterretningstjeneste findes, og vi ved, at den har stationer og spioncentraler på danske civile institutioner. Vi ved, at der er et udmærket samarbejde mellem militærets og politiets efterretningstjenester. Vi ved, at der foretages systematiske registreringer af danske borgeres politiske virksomhed. Vi ved, at der tages fotografier af demonstranter. Vi ved, at der foregår telefonaflytning. Vi ved, at der benyttes stikkere. Vi ved, at der tilgår udlandet informationer om danske borgeres politiske virksomhed. Men der er også nogle vigtige ting som vi ikke ved. Vi ved ikke, hvor omfattende denne registrering er. Men vi har udtalelser for, at man interesserer sig for kredse helt til det radikale venstre ungdom. Vi ved ikke, hvad denne registrering skal bruges til. Vi ved ikke, om der findes en forholdsordre, som definerer bestemte situationer og bestemte indgreb. Vi ved ikke, hvem der står bag en sådan forholdsordre. Vi ved ikke, i hvilket omfang informationer fra den danske udspionering og registrering af danske borgeres politiske virksomhed tilgår udenlandske efterretningstjenester. Men vi ved een ting helt sikkert. Vi ved, at hele denne virksomhed fuldkommen er unddraget den normale demokratiske politiske kontrol. Militær og politi kan i-værksætte aktioner efter forgodtbefindende. Hele registreringen og udspioneringen foregår i det skjulte, uden at politikerne har mulighed for at følge arbejdet. Først i det øjeblik, hvor militæret eller politiet eller begge i forening ønsker at bruge deres apparat, skaffer de sig en minister og en dommer, som kan legitimere deres plan. Hvilket materiale der er baggrund for dommerkendelserne får ingen at vide. Retsmøderne er lukkede - og end ikke de impliceredes advokater får adgang til retsmøderne. Vi må stille nogle spørgsmål til politikerne: Finder politikerne det betryggende, at militæret og politiet gang på gang handler helt på egen hånd? Finder politikerne det betryggende, at militær og politi driver et infiltrationsarbejde og en spionvirksomhed rettet mod danske borgeres politiske aktivitet, uden at de valgte politikere har lejlighed til at kontrollere denne virksomhed? Finder politikerne det betryggende, at politiet gang på gang anklages for embedsmisbrug, overgreb, løgn og vold - og at der efter undersøgelser foretaget af politiet selv gang på gang frafaldes tiltale? Politikerne har måske affundet sig med, at de må lade sig trække rundt ved næsen af dansk politi og militær. Politikerne har måske affundet sig med, at dansk politi og dansk militærs virksomhed dirigeres udefra og stilles i andre magters tjeneste. Politikerne har måske affundet sig med, at de er uden mulighed for at sikre den danske oppositions demokratiske rettigheder. Hvis det er der, politikerne befinder sig, så må vi stille nogle spørgsmål til den danske befolkning. Er den danske befolkning så kuet, at den finder sig i en forfølgelse af anderledes tænkende medborgere, dirigeret udefra og iværksat af militær og politi? Er den danske befolkning så skræmt, at den finder sig i at danske medborgere udsættes for hemmelig spionvirksomhed til fordel for fremmede magter? Er den danske befolkning så passiv, at den finder sig i, at have politikere, der i forhold til militær og politi bare er latterlige nikkedukker? Nej » sådan er befolkningen ikke. Men vi må se i øjnene, at en stor del af den danske befolkning endnu ikke forstår oppositionens synspunkter, bl.a. på grund af det højreorienterede informationsmonopol. Vi ved godt, at en stor del af den danske opinion tager afstand fra oppositionen på grund af visse af dens metoder, bl.a. på grund af den bevidst fordrejede fremstilling, som gives i presse, radio og tv. Men vi ved også, at der her i Danmark er en grundfæstet respekt for anderledes tænkende. Gælder den ikke for oppositionen? Vi har gang på gang hørt, at vi skal følge demokratiets vej. Vi har gang på gang hørt, at vi skal prøve at vinde flere for vores sag, ligesom andre politiske bevægelser må. Jamen hvad skal vi så gøre, når vores arbejde hindres? Hvad skal vi gøre, når vi aflyttes og udspioneres? Hvad skal vi gøre, når vi optages i hemmelige kartoteker? Hvad skal vi gøre, når vi unddrages simpel retsbeskyttelse? Hvad skal vi gøre, når frygt og usikkerhed gøres til en del af vores hverdag? Hvis man vil have, at vi skal arbejde på normal demokratisk måde - så må man give os normale demokratiske vilkår at arbejde under. Vil man ikke det, så må man ikke undre sig over, at oppositionen tvinges til at arbejde på andre demokratiske måder end de normale. For at undgå det, må vi blive ved med at kræve svar på disse spørgsmål: Hvor længe vil befolkningen finde sig i, at borgere med bestemte anskuelser hemmeligt registreres og forfølges? Hvor længe endnu får militær og politi lov til at drive deres private udenomsparlamentariske virksomhed? Hvor længe endnu vil vore politikere finde sig i at være sat ud af spillet? © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.