Mosen

Fra tue til tue for ikke at synke i mosen 
som Tarzans fjende i den gamle film 
stolprer han på sine stive ben.
,
Mudderet må aldrig nå til munden 
så hans skrig bliver en gurglen 
ingen ven kan høre. Mandens knæ 
gemmer på en spændstigheds erindring: 
tennisbanen, kragejollens dæk.

Tynde birkestammers himmelstræb 
minder ham om lyset som han søgte 
solens varme, kærlighedens lys.

Upålidelige tuer vælter. 
Mandens sko er uforventet glatte. 
Mosens stille vand er rede 
frister med en endegyldig velkomst.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.