politisk revy side 9

Moderne fred

Vor rekordslående epoke er ved at lægge op til en ny præstation. Aldrig før har der vel i fredstid været så mange krige.
Gruens pauser, modvilligt registreret som stedse længere, giver plads for en forvirret refleksion. I skolen lærte vi historie, og historie var kongers og kriges række. Senere lærte vi, at historie i virkeligheden var noget andet. Fyrster og slag var for intet at regne mod fol-
kenes liv og kulturens udvikling. Historie var kulturhistorie (det der i skolebøgerne stod med småt, så det lettere kunne springes over). Historie var videnskabens og teknologiens udvikling. Og nu mødes disse yderpunkter i 60'ernes syntese: Folkene lever deres liv på jungleslagmarker, i afbrændte landsbyer, under processionernes papskilte, bag væltede politibiler. Kulturen er manifester og slagord. Videnskaben er nervegas og spaltningsprodukter — og den jordnære teknologi hensætterlykkeligt udkårne i himmelsk ulegemlig vægtløshed.
Der er tale om en virkelig fornyelse. Fyrsternes familjefejder er blevet folkenes kamp. Det er blevet moderne at tale om befrielseskrige. Folkene kæmper for deres frihed. Øst mod Vest, Syd mod Nord. For hver deres frihed.
Lad os ikke gøre os nogen illusioner. At kæmpe for noget er en luksus for priviligerede. Irrationelle krige er gammeldags. Der føres ikke længere krige for guder, frihed eller andre mærkværdige størrelser.
Tolkningen af den anden verdenskrig er et stort svindelnummer. Det var ikke en kamp for frihed og demokrati mod slaveri og fascisme. Thi slaveriet og fascismen var — og måtte være — indbygget i begge parters krigsførelse — og begge dele lever videre i bedste velgående både hos sejrherrer og tabere.
Alt er vor tids store chance at erkende krigen som det den er. At erkende, at når krig bliver mere avanceret, bliver den også mere ærlig— og det vil sige mere tro mod sit atavistiske  væsen.   Hvis  krig overhovedet skal have en fornuftig mening, så er det aldrig  kamp for noget,  aldrig kamp mod noget, men kamp om noget.
Der er nogen der har — og nogen der ikke har. Disse to parter kæmper om goderne, mulighederne, maden. Denne krig vil stadig skærpes, indtil der er oprettet en balance.
For denne balance er der to muligheder. Den ene er fredens: en socialistisk, juridisk bekræftet verdensorden, hvor ingen har og alle får. Den anden er sejrens: en ejendoms- og magtbalance, hvor alle har lige meget, fordi de, der ikke havde, selv tog fra dem, der havde.
Vi er blandt de sidste.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.