Mig og teatret

Jeg troede i mange år, at jeg frit valgte teatret, men det er gået op for mig, at det er en tilbøjelighed, hvis rødder ligger gemt så langt tilbage, som man kan komme i sit eget liv: ved fødslen -ja, i grunden før.
Mit navn stod for første gang i et teaterprogram i 1931. På det tidspunkt var min mor ca. fire måneder henne - med mig. Min far spillede hovedrollen i en revy i Studenterforeningen i København, og hans navn i forestillingen var Jesper Jensen.
Han var ikke startet i den etablerede nytårskomedie, men i den »alternative«: den politiske opposition i Studenterforeningen havde siden 1926 lavet revy i protest imod den konservativt dominerede officielle revy (hvis hovedkraft forresten var Stig Lommer). Oppositionens revyer var naturligvis (som det normalt er tilfældet) morsommere, skarpere og mere velspillede end de konservative forestillinger.
Min far skrev og sang de fleste af viserne - og så sent som i 1942 var han medforfatter til årets officielle nytårskomedie, oppositionen havde midlertidigt sejret. Det var min debut som forfatter, jeg var da elleve år. Jeg husker et forfattermøde, som blev afholdt i vores hjem; jeg kom med et forslag til en linie i en sang, som de sad og kæmpede med - og de accepterede mit forslag. Jeg kan endnu huske suset - for slet ikke at tale om oplevelsen i teatret, da min linie blev sunget, og publikum lo!
Det var omtrent på samme tid, jeg debuterede som skuespiller. Studenterscenen skulle opføre et stykke af Par Lagerkvist, og der skulle bruges to børn. Det blev min søster og mig. Det var et forfærdeligt uhyggeligt stykke. Det handlede om en mand, som fik lov til at leve sit liv om, men som på et tidspunkt i stykket hjemsøgtes af sit gamle liv, af et spøgelse i fangedragt. Jeg kan huske det sæt det gav i mig, da jeg bagved scenen pludselig så fangen komme ned ad trappen. Det var teater, ja, det var ovenikøbet bag scenen, ude af rollen - men det var alligevel noget meget virkeligt, som ramte den lille dreng.
I en lang årrække (1940-1952) afholdt min far viseaftener for et indbudt publikum af familie og venner - ca. 250 - 300 mennesker. Han optrådte sammen med sin ven Kai Hansen, som spillede klaver, i halvanden time - og så samledes man bagefter med publikum, fik smørrebrød med øl og brændevin og festede. Disse viseaftener blev forberedt med den største alvor og omhu - og munterhed. Det var et nyt program hvert år, det var ikke noget med at gå og sukke efter tekster: man læste digterne og fandt de tekster, som egnede sig. Hvis der ikke var melodi på dem, så bestilte man det.
Ved disse prøver oplevede jeg igennem de mange år den særlige respekt for forfatterens ord, som fremgik af, at man lavede om på dem, hvis de kunne blive mere sangbare. Denne meget tidlige afmystificering af forfatteren, og indordningen af ordet under et fælles projekt, tror jeg har gjort det lettere for mig at arbejde sammen med andre, da jeg blev voksen.
Viserne var satiriske, poetiske, morsomme - og jeg fulgte fra min stol i baggrunden det store arbejde med betoninger, klaver-akkompagnement, udtryk og gestus, som altsammen handlede om at give ordet, forfatteren, de bedst mulige vilkår for at nå publikum. Alt hvad der lå i teksten skulle frem - og kom det. Resultatet af hele dette store arbejde blev så fyret af en enkelt aften til stor glæde og fornøjelse for alle. Jeg kunne alle sangene udenad, jeg sad på første række og bevægede stumt munden og var nervøs for, at min far skulle gå i stå eller synge forkert. Det var alvor det her, alvorlig sjov helt ind i sjælen.
Da jeg var tretten år, havde Hostrups Genboerne 100-års jubilæum. Det blev studenterskuespillerne, som fejrede det, min far spillede Løjtnant von Buddinge, og jubilæet blev markeret med en opførelse på Det kongelige Teater - højst usædvanligt for amatører, men det blev en enorm succes. Forestillingen blev flyttet over på Folketeatret, og jeg så de fleste af opførelserne -enten foran eller bag ved scenen. Der lærte jeg teatrets lugt at kende: Støv, sminke, maling, mølkugler. Jeg mærkede projektørernes varme på min krop, og jeg følte spændingen mellem de primitive forhold bag scenen, de halvsnuskede kostumer, den kaotiske aktivitet - og så det præsentable, det smukke, det velordnede, det ubesværet sprælske i den ende af teatret, som vendte ud mod publikum.
I gymnasiet blev det til festsange og skolerevyer, jeg skrev og jeg optrådte - her begyndte mit samarbejde med Klaus Rif-bjerg. Kulminationen var, at vi begge - ved hver sin opførelse -spillede rollen som Johan von Ehrenpreis i Kærlighed uden Strømper. I denne skolekomedie spillede Niels Barfoed Mette, og den senere rektor for Danmarks Lærerhøjskole Henning Andersen havde rollen som Grete: det var en rigtig drengeskole. Klaus og jeg spillede Johan von Ehrenpreis meget forskelligt. Klaus gik til den med frodighed, generositet og varme, min Johan var spids, tør, parodisk.
Mit første studenterår tilbragte jeg ved et provinsuniversitet i USA. Jeg studerede psykologi og musik - men fik hurtigt kontakt med universitetsteatret, der samtidig fungerede som den lille bys eneste levende scene. Jeg gik til optagelsesprøve og fik en rolle som ældre onkel i et stykke om den finske vinterkrig. Det gav nogle problemer, at jeg kun var atten år. Det endte med, at mit hår blev smurt ind i aluminiumsstøv for at blive gråt på den rigtige måde. Metoden havde den ulempe, at støvet ikke kunne gå af. Længe efter at stykket var taget af plakaten gik jeg rundt som gammel onkel med gråt hår - men det var jeg kun stolt af. Man kunne se på mig, at jeg lavede teater.
Den næste forestilling var Antigone. Jeg gik igen til optagelsesprøve og stræbte efter intet mindre end Kreons rolle. Jeg var skuffet, da jeg i stedet fik rollen som den blinde spåmand Teire-sias. Men jeg tog den og meldte mig tillige til at lave dekorationer. I nogle uger gik jeg og dyppede papirhåndklæder i grå maling og klaskede dem op på en borg af krydsfiner, så den kom til
at ligne sten og klipper.
Jeg var helt uforstående overfor valget af Kreon - det blev en ældre, lidt tyk og skikkelig studerende, ikke just typen på en tyran. Så blev han syg. To dage før premieren fik han hold i ryggen og kunne hverken stå eller gå. Jeg kunne alle rollerne i stykket udenad - og gode råd var dyre. Jeg fik rollen som Kreon. Instruktøren hersede med mig, igen og igen sagde han: Creon is a good man! Jeg forstod ikke et muk, jeg syntes Kreon var et værre svin, en ond mand. Jeg kan blive helt syg, når jeg tænker på det i dag. Nu ved jeg, hvad instruktøren mente - men jeg var kun atten år, og jeg holdt ubetinget med Antigone.
Den næste produktion var en tværfaglig satsning: Barberen fra Sevilla - en mageløs opera. Jeg blev instruktørassistent og forelskede mig naturligvis i Rosina. Da den sidste opførelse var slut, sad jeg fuldkommen forstenet på min plads i sufflørkassen, hvor jeg dels havde suffleret, dels med armbevægelser mindet sangerne om arrangementet. Tårerne løb ned ad kinderne, jeg skulle snart rejse - og Rosina kom hen og trak mig op på scenen, og jeg stod blandt hele personalet og tog imod bifaldet sammen med dem og så alting gennem en osterude.
Da jeg kom hjem ville jeg være skuespiller. Her må jeg nok fortælle noget om mit forhold til nogle vigtige begreber: amatør og professionel. I dag er ordet »professionel« for mig en hæder og en ros. Dengang var det nærmest et skældsord. Min far havde tidligt taget det standpunkt - trods mange opfordringer - at han ville forblive amatør og iøvrigt passe sin sagførerforretning, hvormed han forsørgede vores familie. Amatør var et ord, der kom til at stå som noget smukt og rigtigt. Det var noget med at have det sjovt og at være befriet for ambitioner. Professionel -det var noget med penge og med ambitioner.
Men jeg ville altså være professionel, jeg var blevet alvorligt bidt af teatret, og det var lyset, der lokkede. Min far greb det forbilledligt an. Han trak mig op til en samtale med Henning Rohde, der ligesom han havde valgt at forblive amatør. Andre blev nævnt som eksempler - det hele handlede naturligvis om, at min far var bekymret over, at jeg måske ikke ville få den højere uddannelse, som jo var det nødvendige rygstød her i livet, næsten uanset hvad man ville.
Jeg lod mig overtale til at se tiden an og prøve mig frem lidt endnu. Jeg blev optaget på Studenterscenen (den tids eksperimental- og gruppeteater) og fik en rolle som englen Rafael i Tobiæ Comedie. Og jeg gik til optagelsesprøve til Studenterforeningens nytårskomedie. Her begyndte mit mest intense og mest lærerige samvær med teatret: samarbejdet omkring studenterrevyerne. Jeg var nitten år, da det startede, og jeg fik en mindre rolle. Jeg var ikke ret god, og en duet, som jeg indøvede sammen med Jørgen Gamle Hansen, blev strøget kort før premieren.
Det var i 1951, samme år min far havde 25 års jubilæum som studenterskuespiller. Han blev indlagt i finalen med en vise, som han selv havde skrevet. Og der så jeg som voksen, hvordan han kunne kunsten, beherskede salen med sin autoritet, væltede huset med sin frækhed. Der var i visen et kontroversielt vers om prins Knud og det nye arvefølgeforslag. Der blev panik i senioratet (bestyrelsen), som var konservativt på det tidspunkt; men min far tog ud til prins Knud, sang verset for ham - og kunne vende tilbage med kongelig approbation!
Og så gik vi i opposition. Vi var nogle stykker, som var misfornøjede med, at studenterrevyen var gået hen og blevet »professionel« - der var ordet igen. Diskussionerne omkring alt dette kurerede mig for mine skuespillerambitioner, og jeg fik det så sjovt, som jeg næppe siden har haft det.
Året efter overtog en gruppe af veteraner forfatteropgaven, men vi var et par stykker, som blandede os lidt. Og som fik muligheden for at prøve på egen hånd, da der skulle være Set. Hansrevy. Det var en slags sandkasse, en lille forestilling på ca. tre kvarter, som blev opført to gange til midsommerfesten i Studenterforeningen. Og så gik det derudaf.
Det næste år blev min far ledende senior (formand) for Studenterforeningen - og han bad Klaus Rifbjerg og mig og et par andre, deriblandt Ulrich Ravnbøl og den senere direktør for Svendborg Bank Sverre Olsen, samt et par komponister, som vi kendte, om at lave årets nytårskomedie. Det var en stor tillid der blev vist os. Revyen blev ikke god, men den gav løfter - og vi lærte en masse.
Vi blev et team. En af vores makkere var Børge Jørgensen, der som attenårig havde siddet i vores stue, dengang jeg var elleve år og fandt på en linie til en sang. Vi holdt et utal af møder hele året rundt - der skulle jo laves nytårsrevy, Sct. Hansrevy og universitetsrevy. Vi arbejdede os frem til
en slags politisk enighed - og den bar. Ulrich fandt vi lidt letbenet, og han stod sådan lidt ved siden af. Men han var manden, som altid kunne levere og synge en tekst, der væltede huset.
Vi lavede ikke revy hvert år - vi var jo også kommet i gang med vores studier, de var vigtige, for vi skulle ikke være professionelle. Men det blev til mange forestillinger alligevel - toppen var Agnete og Frømanden i 1958, som kom i fjernsynet og gjorde skandale. Det var sidste gang fjernsynet sendte Studenterforeningens nytårskomedie.
Jeg kan ikke sige lovord nok om den måde at lave teater på. Vi havde et indforstået publikum. Vi havde ikke penge inde i billedet. Vi følte os som amatører og var stolte af det. Og vi havde et budskab, som vi var enige om var vigtigt. Kun vores instruktør var altid professionel - og de gjorde arbejdet gratis, fordi de vidste, at de ville få det sjovt. Undertiden kaldte kritikerne os studentikose, hvilket vi dengang var meget forargede over. Siden har jeg forstået, hvad de mente.
Der var ikke noget, som kunne konkurrere med det sus man fik, når taget løftede sig og folk lo og klappede og lo og klappede. Den lyd har jeg ikke siden hørt. Jeg tror nok vi ødelagde noget, da vi nogle år senere lavede Gris på Gaflen, der skilte vandene på en måde, som vi ikke havde prøvet før.
Men hvad vi ikke ødelagde, det var den arbejdsform, som vi lærte i løbet af 50'erne: at være mange sammen om hver for sig at lave meget forskellige ting - som tilsammen var rettet imod et fælles produkt. Det var på en gang et uforpligtende og et yderst forpligtende fællesskab. Da jeg i begyndelsen af 60'erne langsomt og tøvende bevægede mig over i det mere professionelle teater, startende med Hva' skal vi lave? og Diskret Ophold på det gamle Fiolteater, blev arbejdet mere og mere forpligtende, men også det havde værdier.
Jeg husker prøven om eftermiddagen i Ålborghallen på Gris på Gaflen, som skulle spilles der om aftenen. Rifbjerg og jeg stod helt oppe i det fjerneste hjørne og var meget glade. Klaus sagde: »Det er KUNST, Jensen!« Han syntes jeg var så god, og det var ham meget om at gøre at få turnet mig på en erkendelse af mig selv som kunstner - men jeg ville ikke. Jeg afskyede det borgerlige og fisefornemme, der for mig var knyttet til kunstbegrebet på det tidspunkt; samtidig var jeg bange for ikke at kunne leve op til alt det, som jeg alligevel inderst inde forbandt med kunst - så jeg klamrede mig til resterne af min amatør-feeling. Det kunne jeg gøre, fordi jeg på det tidspunkt var overordnet tjenestemand i en fulltime stilling - teater var fri-tidsfornøjelse for mig, og det ville jeg ikke give afkald på.
I 60'erne lavede jeg revyer til det alternative og oversættelser til det etablerede teater. Jeg arbejdede nødigt alene, som regel sammen med nogen, oftest sammen med Rifbjerg. Jeg skrev på egen hånd nogle skolekomedier, et par småting til fjernsynet, oversatte West Side Story - men ellers var det politisk skribent-og redaktørvirksomhed, der fyldte min fritid. Så stak jeg tæerne i det kolde vand, tog et års orlov uden løn og arbejdede febrilsk og skræmt som midlertidig fulltime - ikke kunstner, endelig ikke, men: free lance skribent mm. Jeg kastede mig ud i nogle iscenesættelser og opdagede, hvor meget jeg endnu havde at lære. Det endte med at jeg i 1968 søgte min afsked som overordnet og vendte tilbage til min arbejdsplads som halvtids underordnet medarbejder. Jeg havde i de følgende år opgaver bl.a. på det nye Fiolteater, Gladsaxe Teater, ABC-teatret, Folketeatret. Jeg lavede sange og siden grammofonplader. Imedens voksede det nye gruppeteater, det opsøgende teater frem.
Jeg var med i et af de første projekter af den art. Det var en gruppe venstresocialdemokrater, som startede »Debatteatret« i tillid til, at Anker Jørgensens specialarbejderforbund nok ville støtte foretagendet - og måske trække støtte fra andre dele af fagbevægelsen. Vi satte kedeldragter og overalls på scenen, og i modsætning til, hvad småforurettede kritikere efterhånden fik gjort til en sandhed, så var forestillingen faktisk ret morsom. Den skabte nogle ubehageligheder på de arbejdspladser, hvor den blev spillet - og fagbevægelsen syntes ikke, at det lige var den slags teater, som støttede hovedlinien. Det var for rødt.
Den vigtigste begivenhed for mig i mange år var stykket Husker du vor skoletid?, som Per Schultz og jeg skrev sammen, og som Jakob Oschlag satte op på det nye Fiolteater i 1971. Det var et klart, bevægende, morsomt og provokerende stykke dramatik. Vi byggede på de foregående års kritik af skole og opdragelse - og tilførte debatten et socialistisk og proletarisk perspektiv. Vi kaldte ikke stykket for teater, men for »en handling« - og stykket mundede ud i en opfordring til at være med til at starte en friskole på et erklæret socialistisk grundlag.
Det var en overskridelse af teatrets rammer, og vi mødte megen vrede hos publikummet, som nu var blevet vænnet til, at politisk teater altid sluttede med en debat. Men vi ville ikke længere bare debattere, vi lagde vores kritik, vores præmisser og vores forslag frem - og hvis folk ville være med, så kunne de skrive sig på listen. Vi havde set for mange eksempler på, at en god og klar forestillings virkning var blevet udvandet og spoleret af en efterfølgende diskussion - på samme måde, som man i alsidighedens navn tager brodden af stærke udsagn i fjernsynet ved at lade dem følge af en debat, hvori det hele forvandles til meningsforskelle for at forhindre mennesker i selv at tage konsekvenserne af de føleser, som de får sat i gang af det kunstneriske udtryk.
Kunstneriske udtryk - nåja. Det måtte man vel kalde det i mangel af bedre. Jeg slog mig stadig i tøjret - men i årenes løb satte venstrefløjen, som jeg følte mig forbundet med, sig så stærkt igennem med sine udtryk, at noget af fimsen omkring kunstbegrebet blæste væk. Kritikere, som først var sårede over, at vi ikke ville betragte vores arbejde med den respekt, som »kunsten« krævede, blev nu vrede over, at det som vi lavede og selv begyndte at kalde kunst, ikke opfyldte de gamle kriterier.
De så ikke, at det som i deres øjne lignede dårlig kvalitet, i grunden var en nødvendig kamp for nye kriterier, for ny kvalitet.
I dag er jeg langsomt på vej til at betragte mig som professionel skribent, forfatter, stykkeskriver. Dramatiker - næ, det er stadig for meget, det er noget med skuespil, drama, psykologi og dybe følelser. Jeg befinder mig godt med det jeg laver, og jeg er ved at få tillid til, at det er godt nok at forholde sig politisk til teatret. Og for mig er det et politisk kriterium at man er sammen med sine forskelligheder om et fælles produkt: at man ikke kan det samme, men at man vil det samme.
Kort sagt: jeg hæger stadig om den indre glade amatør. Derfor var det en utrolig provokation at se Solvognens første store satsning Elverhøj. Her var fascinationen, fællesskabet, begejstringen, indforståelsen og overraskelserne igen - og påny.
I de kommende år vil vi se teater, som med erfaringerne fra amatørteater, gruppeteater, debatteater, happenings og politiske demonstrationer sprænger rammerne og rykker ud på gaderne. Om jeg kan finde plads i det, ved jeg ikke.
Jeg er i hvert fald lykkelig over, at jeg har haft mulighed for at arbejde med næsten alle slags teater, fra beredskabssketches ved politiske møder til opera på Det kongelige Teater, fra folkeskolernes aulaer til tv-teatret. Og jeg er lykkelig over, at jeg har kunnet finde makkere, som jeg har kunnet dele skam og ære med.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.