Middelklassens trussel? Information, 15. juli 1998 Er virkeligheden, at middelklassen til enhver tid vil vælge den af de modstillede klasser, som kan tjene dens ekspansion og fjerne dens frygt? PARADOKS Nu da folkeafstemningen om-Amsterdam-Traktaten er overstået, tegner der sig en ny slagmark - åh, alle disse slagmarker! Vi var dem hellere foruden: hvorfor skal vi altid slås? Ansvaret for en fremtid - som man godt nok kan blive i tvivl om overhovedet findes som andet end katastrofe og ragnarok - hviler på os, de endnu overlevende. Det som politisk i dag forekommer som den alvorligste trussel er fascismen - som redning, som løsning, som tvang. Man kan anskue fascismen som en defensiv middelklassestrategi. Vi lever med et paradoks: middelklassen vokser - derfor appellerer alle traditionelle partier til “midten”. Og på den anden side føler middelklassen sig truet. En svindende klasse, som tiltrækker sig det politiske kurmageri. Måske er det ikke noget paradox, men en naturlig opportunistisk parlamentarisk konsekvens? Hvordan kan en klasse både vokse og svinde? Hvis vi vil forstå det politiske paradox, må vi forstå middelklassen på tre måder: som politisk fænomen, som sociologisk fænomen og som psykologisk fænomen. Hvad det økonomiske angår, så repræsenterer middelklassen en velbjergethed. Denne velbjergethed er konjunkturbestemt, derfor holder middelklassen sig til en pris- og valutastabiliserende politik, først og fremmest tilstræbt af den økonomisk-monetære Union: ØMU. Sociologisk repræsenterer middelklassen en værdibærende stabilisator i samfundet. Sættes der spørgsmålstegn ved de gældende værdier, så sætter middelklassen hælene i. Så skal det personlige ansvar, familiens integritet og den almindelige troskab gøres gældende. Det er den nye bornertheds udspring og basis. Psykologisk er middelklassen præget af på den ene side et håb om succes, om opstigning, om sejr - på den anden side af angst for fald, for fallit, for nederlag. Man sparer op, kræver skattebegunstigelser for netop opsparing, vender sig imod (bl.a. kunstneriske) eksperimenter, der kan sætte spørgsmålstegn ved trygheden. Middelklassen er sammensat som et Frankensteins monster: vi er kapitalister via vore pensionskasser, vi er proletarer via vort lønarbejde, vi nedbringer efter evne vores gæld og vi flirter med det åndelige. Vi udgør en eksplosiv bufferzone mellem de traditionelt modstillede klasser: kapitalister og proletarer. Og nej - vi skal ikke sætte navne på, vi skal tilbage til det grundlæggende: modsætningen mellem kapital og lønarbejde. Skal middelklassen have medløb eller modspil? Er utopien, at middelklassen på længere sigt opsluger de traditionelt modstillede klasser? Er virkeligheden, at middelklassen til enhver tid vil vælge den af de modstillede klasser, som kan tjene dens ekspansion og fjerne dens frygt? Man kan også stille sig selv det spørgsmål, om en videnskabelig analyse kunne afsløre middelklassen som en samfundsmæssig fiktion? Tilbage bliver, at en stedse større del af mennesker i den vestlige og rige verden føler sig truet: økonomisk, sociologisk, psykologisk. En rationel løsning på denne trussel ville naturligvis være at indrette et nyt og andet samfund. Men den irrationelle løsning ligger desværre meget nærmere: fascismens. Middelklassens mulige potentiale for fascisme kan ikke adskilles fra dens potentielle racisme. Økonomisk: konkurrencen om arbejdspladser og belastningen på de offentlige budgetter; sociologisk: raceblanding og det multikulturelle; psykologisk: farve og lugt! Den stalinistiske ‘socialisme’ forsøgte at afskaffe middelklassen. Væk med de småhandlende. Bønder ind i store kollektivbrug. Øget omfang af lavtlønnede bureaukrater. Og på den anden side: nomenklaturens privilegier som erstatning for storkapitalens rige svin. Men ingen drømte om at afskaffe de grundlæggende kapitalistiske mekanismer - kun at give nogle andre magten over dem. Driften mod opstigning lever. Angsten for fattigdommen lever. Beskyttelsen mod de fremmede rumsterer. Bornertheden hæger om sine værdier. Snobberiet har gode kår i såvel monarki som republik. Medieunderholdningen camouflerer det hele og forvandler det til skadefryd og drøm. Her går det godt! I denne sump vokser fascismen grådige mider. Fuglen renser om foråret sin rede til det nye kuld. Gør vi? © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.