Menneskerettigheder — på undertrykkernes betingelser Forfatteren Jesper Jensen har svært ved at tage FN's menneskerettighedserklæring alvorligt. Han gennemgår indledningen til erklæringen i enkeltheder og prøver at forestille sig, hvad erklæringens ophavsmænd har ment med det de sagde - hvis de da overhovedet har ment noget som helst. Vi skal være gode ved hinanden. Det står der i Menneskerettighedserklæringen. Denne erklæring er vedtaget af en forsamling af lande, der lige havde været med til at slå nogle millioner mennesker ihjel. Den samme forsamling er siden blevet udvidet og består nu af en række lande, der med flid bekriger hinanden, piner og plager mennesker, undertrykker og fængsler mennesker, lyver, snyder og bedrager - ikke bare sine egne folk, men også modstanderne. Hvad har dog fået denne De forenede Nationers plenarforsamling til at vedtage dette besynderlige dokument - og øjensynlig kræve at det skal tages alvorligt på trods af disse nationers daglige dementi af det? Der er en mulighed for at få lidt at vide om baggrunden, om motiverne for denne handling. Thi foran de egentlige menneskerettigheder står der en indledning. Her finder vi nogle af begrundelserne for de følgende paragraffer. Først står der: „Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden - " Her sidder de gamle parlamentarikere, der - som det altid har været tilfældet - uskadt har overlevet krigens rædsler og politiske skred, og taler om menneskets iboende værdighed. Efter at have bombet civilbefolkninger. Efter at have sendt tvangsindlagte soldater ud til slagtninger. Her sidder de og taler om lige og ufortabelige rettigheder. Man kunne sige: disse mennesker brød sig 12 ikke om at træffe de beslutninger, de traf. Derfor vedtager de disse regler, der skal hindre dem selv og andre i at komme i lignende situationer. De er kort sagt blevet klogere. Deres senere handlinger giver meget lidt støtte for dette forsvar. Men allerede det, de dengang formulerede, vidner ikke om nogen særlig klogskab eller indsigt i det, de talte om. Der står nemlig videre: „Da tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og da skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål - " Dette indeholder en grundlæggende fejltagelse, for at sige det mildt. Barbariske handlinger har aldeles ikke oprørt menneskehedens samvittighed. Tusinder og atter tusinder af mennesker jublede, når det gik hårdest ud over modstanderne. Barbariske handlinger, det er de handlinger, som de andre begår. Overhovedet at tale om menneskehedens samvittighed i denne forbindelse er svindel. Selv i dag, hvor vi dog har haft denne erklæring om menneskerettighederne så længe, er der på ingen måde tale om, at menneskeheden oprøres over barbariske handlinger. En meget lille del af menneskeheden oprøres over sine forbundsfællers barbariske handlinger. En lidt større del af menneskeheden oprøres over modstandernes barbariske handlinger. Den største del af menneskeheden oprøres overhovedet ikke. Men FN-erklæringens indledning fortsætter: „Da det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse - " Den første besynderlighed er brugen af ordet mennesket. Dette abstraktum forudser man vil gøre oprør imod et par andre abstraktioner. Hvad er „mennesket"? Oprør rettes af mennesker imod andre mennesker, nemlig dem, der undertrykker. Undertrykkelse er ikke noget i sig selv. Den er en sum af menneskelige handlinger, af menneskers handlinger. Undertrykte gør ikke oprør mod tyranniet, men mod tyrannerne. Det er dernæst lidt besynderligt, at disse rettigheder skal beskyttes af loven. De ædle givere af erklæringen ser ikke det fundamentale problem i dette. De opfatter naturligvis menneskerettighederne som noget, der er til alles bedste. At overtræde dem kan derfor ikke være forbrydelse. Det må være dumhed. Love derimod er skabt af magthavere. At bryde dem kan være forbrydelse eller oprør. Det forekommer besynderligt at tænke sig love af den art som en beskyttelse af rettigheder, der er til alles bedste pr. definition. Sagen er, at hvis nogen overtræder disse rettigheder, så må der være noget forkert et eller andet sted. Nemlig noget, der forhindrer handlinger til alles bedste. Men denne fejl finder og reparerer man ikke ved at vedtage love, der siger, at nu skal man opføre sig ordentligt. Der kastes en skinnende kåbe over eksisterende interessemodsætninger på den måde. Menneskerettighederne kan kun bruges som instrumenter til sygdomsdiagnose. Hvis de overtrædes, så må vi have indrettet os forkert med hinanden. At vedtage dem som love er åndemanen. Det er undertrykkere, der har brug for den slags love. De hitter på dem, og de undertrykte skal overholde dem. Kontrollen med overholdelsen skal naturligvis også ligge i hænderne på undertrykkerne - med henblik på den situation, hvor de blir de svage og derfor har brug for beskyttelse. Indledningen fortsætter: „Da det er af afgørende betydning at fremme udviklingen af venskabelige forhold mellem nationerne - " Her er man realistisk, og her har udviklingen givet forfatterne ret. Det er virkelig lykkedes at fremme venskabelige forhold i al fald mellem nogle af nationerne. Først og fremmest dem, der ser en fælles interesse i at holde andre folkeslag eller grupper nede. Eller i at være forbundsfæller i en kold krig. Hvis det ikke er det man har tænkt på, så bliver forudsætningen noget tvivlsom. Thi man mener vel ikke venskabelige forhold for enhver pris? Hvor meget skal venskabeligheden koste? Skal nogle nationer ad forhandlingens vej i gyldne sale lade sig overbevise af venlige diplomater om, at de i al venskabelighed skal finde sig i, at deres børn sulter, at deres kvinder græder, at deres mænd går med tomme hænder og øjne? Og der står: „Da De forenede Nationers folk i pagten påny har bekræftet deres tro på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd og på lige rettigheder for mænd og kvinder, og har besluttet at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed - " Det er nok så som så med denne tro - al den stund man vil have love og særlige menneskerettighedserklæringer som ekstra beskyttelse. Man kan heller ikke undgå at se misforholdet mellem den påståede tro og den historiske situation, hvor krigens sejrherrer skrev disse linier. Men det betyder ikke så meget. Menneskerettighedserklæringen fastslår blandt andet, at det enkelte menneske har „ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed". Men disse rettigheder kan nok kun blive en realitet, hvis staten fører en økonomisk politik, der sigter imod disse mål. Dette århundredes erfaringer synes at vise, at „kræfternes frie spil" ikke kan sikre beskæftigelse for alle. Billedet er fra New Yorks børs - hvor det store kursfald i 1929 blev indledning til verdens hidtil alvorligste økonomiske krise. For ingen har tænkt sig at tage denne tro alvorligt. Ingen har tænkt sig at drage konsekvenserne af denne tro på anden måde end ved at formulere nogle kønne ord senere i dokumentet. For følgerne ville simpelthen være uoverskuelige. Tænk, hvis man lod en sort kvinde tælle ligeså meget som en hvid mand - eller en sort mand ligeså meget som en hvid kvinde. Tænk, hvis man lod et menneskeliv et sted på jordkloden tælle ligeså meget som et menneskeliv et andet sted på jordkloden. Så ville hele systemet bryde sammen. Hvad angår de sociale fremskridt og levevilkårene har ophavsmændene nok taget sagen alvorligt. Det har sikkert været omtrent på samme tid, da dette dokument blev formuleret, at de rige lande lagde deres planer for den nye udplyndring af de fattige lande. De planer, som skulle skaffe de rige lande større muligheder for sociale fremskridt og højere levefod. Endvidere står der: „Da medlemsstaterne har forpligtet sig til i samarbejde med De forenede Nationer at arbejde for fremme af almindelig respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder - " Det er usandsynligt, at nogle af underskriverne har troet på dette, da det blev skrevet. Muligvis har nogle af dem forestillet sig mere begrænsede sammenrotninger med henblik på at tvinge andre til at overholde visse af menneskerettighederne - forudsat det gavnede deltagerne i sammenrotningen. Og det er jo også gået meget godt. Men ligefrem selv at realisere de kønne ord - nej, det er for upraktisk. Og man skal heller ikke blande sig i andre landes anliggender, hvis bare de skaffer ordnede forhold og giver et gunstigt bytteforhold. Endelig hedder det: „Da en fælles forståelse af disse rettigheder og friheder er af den største betydning for den fulde virkeliggørelse af denne forpligtelse, proklamerer Plenarforsamlingen derfor nu denne Verdenserklæring om Menneskerettighederne som et fælles mål for alle folk og alle nationer med det formål, at ethvert menneske og ethvert samfundsorgan stedse med denne erklæring for øje skal stræbe efter gennem undervisning og opdragelse at fremme respekt for disse rettigheder og friheder og gennem fremadskridende nationale og internationale foranstaltninger at sikre, at de anerkendes og overholdes overalt og effektivt, både blandt befolkningerne i medlemsstaterne og blandt befolkningerne i de områder, der befinder sig under deres styre." Her er erklæringens indledning endelig afsløret. Den sidste passus er renlivet imperialisme. Denne samme imperialisme stikker også hoven frem i selve erklæringen. Man præker frihed og lighed og ret til nationalitet - men accepterer blankt eksistensen af undertrykte nationer og ikke selvstyrende områder (art. 2). Denne indledning til Menneskerettighedserklæringen oser af fup. Derfor er selve erklæringen (se s. 49) også blevet så udvandet, at den så at sige kan bruges til hvad som helst. Der hvor den er naiv, er den uklar og abstrakt og åben for alle fortolkninger (art. 7 om „lighed for loven"). Der, hvor den er konkret, tjener den tit til bevarelse af den gamle orden (art. 16 om ægteskab og familie). Der, hvor den både er konkret og progressiv, har tiden siden dens fremkomst vist dens afmagt (art. 4 og 5 om slaveri og tortur). Nogle af indledningens præmisser og formuleringer er så falske, at de faktisk udhuler grundlaget for hele erklæringen. Når man læser denne indledning, tvivler man på, at underskriverne selv har troet på den. Når man ser deres handlinger, bliver man sikker. De har ikke agtet at efterleve den, medmindre de så deres egen kortsigtede fordel i det. Dette bedrag afspejler sig i selve sproget. Den erkendelse og den samvittighed der tales om, findes endnu ikke som menneskehedens erkendelse og samvittighed. Hvis den fandtes, ville en erklæring om menneskerettighederne formodentlig være overflødig. Er erklæringen om menneskerettighederne da unyttig? Nej, menneskerettighederne er ganske rigtigt det eneste forsøg på at opstille et fælles moralsk grundlag. Der er bare det ved det, at moral altid har været noget, man Spørgsmålet om at sikre samfundets medlemmer social tryghed, anstændige indkomster osv., er i høj grad et spørgsmål om at prioritere anvendelsen af de begrænsede ressourcer. Vil man først og fremmest prøve at løse denne klodes sociale og økonomiske problemer - eller vil man hellere bruge pengene til at øge oprustningen eller sende folk til månen? har brugt mod andre. Og moral har altid været i de besiddendes tjeneste. Sådan behøver det ikke være. Derfor kan de besiddelsesløse godt lære af erklæringen om menneskerettighederne. Derfor kan de besiddelsesløse godt lære af de besiddendes moral. Går man deres ordvalg og ræsonnementer efter, advares man. Sammenligner man moralen med handlingerne, bliver afsløringen total. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.