Jesper Jensen satser nu på at skrive fuldtid. Man kan jo lave alting... Gruppeteater — spørgsmålet er jo, hvad man egentlig efterhånden mener med institutionsteater og gruppeteater. Forskellene er mere udflydende nu end de var tidligere — dengang var forskellen simpelthen om de havde penge eller ikke. Forskellen mellem professionelt teater og amatørteater er alene pengene. Før egnsteaterordningen, hvor grupperne har fået deres eget lokale teater, var de jo amatørgrupper, som spillede forestillinger kun på billetindtægter. På Studenterscenen — hvor jeg kun var med i to forestillinger, resten var studenterrevyer — var vi så heldige at have et fast publikum: det var medlemmerne af Studenterforeningen og deres pårørende, der kom, og vi kunne være sikre på, at alle revyer og forestillinger kunne gå for fulde huse, det kunne være 10-20 stykker, der alle var udsolgt. Nu er jeg med i et nyt teaterselskab; det er et anpartsselskab, men vi har været nødt til at klare os stort set med billetindtægterne. Priserne er fastsat ovenfra, så det er begrænset, hvad vi kan forlange for billetterne — vi er med i ARTEs rabatordning og har også fået et beløb fra Teaterrådet, men det kan dårligt løbe rundt alligevel. Vi skal jo leve af det. Free-lance dramatiker Det vi laver i Huset nu kan vi slet ikke tjene nok på. Der kan kun være 150 mennesker, og selv om folk også kommer — det er jo ofte problemet, at de ikke gør det — får vi faktisk ingen penge ud af det, det bliver en con amore-af-fære. Og desværre er jeg nødt til at arbejde for alle de penge, jeg får, det er næsten ingenting, der kommer ud af de gamle ting. Et eksempel: hvis én af mine sange bliver optrykt i en sangbog, får jeg — jeg tror det er 78 kr... Jeg har regnet ud, at halvdelen af min indtægt stammer fra teater og fjernsyn, 20% fra radio og de sidste 10% fra royalty og foredrag. Det meste af det jeg laver som free-lance er bestillingsarbejde, bl.a. bestillinger, som jeg selv fremkalder: jeg spørger et teater, om de kunne tænke sig det og det, og så laver jeg det, hvis de vil have det. Det gør, at jeg får meget lidt tid til det jeg selv har lyst til at lave og som ikke er solgt på forhånd, fordi jeg ikke ved om nogen kan bruge det og vil købe det bagefter. Jeg er simpelthen nødt til at tænke i månedsløn, inddele min'tid i de penge, jeg kan få for den. Lige nu arbejder jeg på et nordisk fjernsynsprojekt. Det handler om krig og fred — jeg skal lave !/z times bidrag fra Danmark. I maj-juni har jeg en anden opgave for TV — det er altsammen bestillingsarbejde. November har jeg sat af til et prosaarbejde, men det vil jeg helst ikke snakke om, måske går det slet ikke... Publikum Når vi lavede studenterrevyer var publikum jo part i sagen: det var Studenterforeningens medlemmer, som var meget interesserede i det vi lavede, fordi det jo også var deres ansigt udadtil, vi viste. Det samme er jo formålet med egnsteatrene: at publikum skal føle sig medansvarlige for det de ser. Nogle steder er det lykkedes — men nu er egnsteatrene også ved at blive skåret ned. Man kan godt sige, at vi havde et publikum, der var mere indforstået end nutidens ARTE-publikum, som tit kan komme til at se noget, de egentlig ikke var forberedt på, men det skete da også under studenter revyerne, at folk udvandrede af vrede over forestillingens indhold. Dengang Per Schultz og jeg lavede »Husker du vor skoletid?« på Fiolteatret, endte vi med at opfordre publikum til at skrive sig på en liste, der havde til formål at oprette en friskole. Opfordringen til at skrive sig på var helt logisk i forhold til forestillingens indhold, som var en kritik af skolen, men både dét og forestillingen i sig selv vakte kolossal forargelse, især blandt pædagoger — det var jo også deres arbejde, der blev kritiseret. Det var politisk teater og folk ventede derfor en debat bagefter, det var de vant til, at der var, når det var politisk. Men vi havde jo leveret vores bidrag til diskussionen, vi kunne bare sige: »Jamen, har I skrevet jer på?« Vi syntes ikke, der var andet tilbage at sige, en diskussion ville jo kun føre til at det blev til det borgerlige »sådan kan smag og behag jo være så forskellige...« Vi mente, vi havde fat i en sandhed, som ikke skulle reduceres til en tvist om meninger. Det kom bag på folk, at de pludselig var forvandlede til deltagere i et politisk møde — de troede, at de var i teatret og bare skulle se på. Arbejdsformer Den form for kollektivt arbejde, som for eksempel Solvognen laver, hvor de medvirkende skriver deres egne tekster ud fra en fælles idé, har jeg ikke prøvet. Der har altid været et forfatterhold, et skuespillerhold og en instruktør, både i studenterrevyerne og i det jeg senere har været med i. På Husets teater er jeg både forfatter og iscenesætter, men når digtene skal redigeres om til cabaret'ens form, arbejder vi sammen om det. Skuespillerne (Kirsten Genius og Christian Clausen, red.) siger for eksempel: »Nej, vi kan ikke lave en overgang mellem de to digte« og så foretager vi nogle dramaturgiske ændringer, også fordi det er digte, der til en vis grad skal laves om til personer på en scene. Men det har været fantastisk sjovt. Vi har arbejdet sammen siden begyndelsen af 1980 om to cabaret'er (»To af en slags« og »Ønskebarn«, den sidste skrevet sammen med Pernille Helweg Kløvedal) og ét mere traditionelt skuespil, som jeg skrev — dét synes jeg nu ikke gik så godt... Jeg udgiver en »sangroman« til september, som muligvis også kan bruges. At skuespillerne kom med forslag til dialoger har jeg også været med til, da Per Schultz og jeg lavede »Bare en enkelt« til Skifteholdet. De ting, jeg har skrevet sammen med Rifbjerg, har vi skrevet hver for sig ud fra en idé, vi var enige om. Vi læste så hinandens tekster og sange og skrev dem om, hvis vi ikke syntes, de passede i sammenhængen. »Sejrsfesten 1999« Udspillet kom fra Eske Holm, der skrev til mig og også til Rifbjerg, om vi ville være med til at lave et skuespil om imperialisme. I begyndelsen var vi uenige om, hvad dét var - Eskes definition var efter min mening for psykologisk: han identificerede det med enhver form for undertrykkelse, mens imperialisme for mig at se hænger sammen med den kapitalistiske produktionsform, vi har. Ligesom før i tiden skrev Rifbjerg og jeg hver for sig og lavede så om på hinandens tekster. Men der var lange perioder uden initiativer fra nogen af os; der var ingen penge og det var en underlig fornemmelse at skrive noget, som måske slet ikke blev opført. Når »Sejrsfesten 1999« alligevel blev det, var det fordi det, jeg ellers har lavet. Det var en utopi, vi fremstillede, et problem, som var løst, men som jo i virkeligheden ikke er det. Sejrsfesten er et ritual som afholdes hvert år for at fejre sejren og i rituel form fremstille det, som aldrig må ske igen. Det var en leg, en laden-som-om vi har vundet. — Og så dét, at 40 mennesker kunne stables op i et cirkustelt og synge og danse! Der var en frodighed i udtrykket, som i sig selv sagde til folk: når dét kan lade sig gøre, kan vi også lave verden om! Der var så meget power over det... og folk var virkelig glade, når de gik derfra. Ligesom »Gris på gaflen« var det i sig selv et bidrag til — tja, »verdens forbedring«, fordi det skabte en tillid til, at det altså kan lade sig gøre, og en tro på hinanden og på alternativet. For i øjeblikket er der jo nærmest flertal for, at ingenting kan lade sig gøre... Jeg tror ikke, det kunne have været lavet på Fiolteatret med 4 medvirkende og en lænestol, det er noget med form og indhold. Selve virkningen af alle de mennesker... og dog, man kan jo lave alting! Symboler og Utopi »Sejrsfesten 1999« gav en anden stemning fra sig end de kritiske revyer og skuespil, der er en forskel i formen og i virkningen på publikum. Men det er jo alligevel udtryk for det samme, nemlig en kritik af tingene som de er nu: det skal få folk til at tænke over det og skabe en kritisk bevidsthed over for det. Det borgerlige teater lægger også problemerne ud til publikum, men det er til selvransagelse: folk skal finde fejlene og det onde hos sig selv. Det mener jeg er helt forkert - det er ikke folk, der er onde, det er nogle strukturer, der er det. Derfor er det vigtigt for mig at lægge de strukturer frem. Det kan godt være i en helt enkel og symbolsk form, sådan at man for eksempel fremstiller Kapitalisten, Arbejderen osv., for det er på en måde en realistisk fremstilling. Men en så enkel opstilling kan kun få dynamik, hvis man også gør skurken, repræsentanten for det onde sandsynlig og forsvarer ham. Det bliver for kedeligt og for nemt, hvis man ikke gør det — for hvis det onde var en person kunne man jo bare slå ham ihjel! Og sådan er det jo ikke, kapitalisten ville bare blive erstattet af en anden. Men symboler er for mig at se dynamiske størrelser, hvis de fremstiller noget virkeligt og ikke bare er nedslidte klichéer, der ikke længere giver noget indhold videre til folk. Allotria som teater Jeg tror, at Stanislavski har ret i, at fornyelsen i teatret kommer fra de alternative kanaler, men selvfølgelig kan en dygtig direktør på for eksempel Dramaten i Stockholm sagtens finde på noget nyt og spændende. Men eksperimenter kan netop godt opstå der hvor der ingen penge er, selvfølgelig skal de have penge, men der vil altid blive lavet noget. Tag Festival of Fools, som desværre næsten er blevet sultet ihjel i år, den er en saltvandsindsprøjtning til teatret. Jeg mener fremtiden er en nedbrydning af skellet mellem teater og publikum. I Huset står skuespillerne i baren i pausen, så publikum kan veksle nogle ord med dem. Solvognens gadeteater, hvor de får virkeligheden til at spille med — alt det tror jeg er fremtiden. Og historien om Allotria er det bedste teater, jeg længe har set, det var en farce! BZ'erne havde jo ikke behøvet at lave den tunnel, de kunne bare være gået dagen før politiet kom. Men det er jo et teater med meget store omkostninger for de medvirkende, fordi det er virkelighed: de har faktisk ingen steder at gå hen og de blev faktisk smidt ud. Det er dyrt for de medvirkende, det er det, men BZ'erne har udvist fænomenal fantasi. Den slags teater tror jeg, vi får meget mere at se af, men det bliver ikke mig, der kommer til at lave det. Jeg synes ikke, jeg selv har udvidet teaterbegrebet — det er folk som kvinderne i England, der hænger børnetøj op på pigtråden omkring raketbasen. Sådan noget, det er da iscenesættelse af virkeligheden. — Det er klart, at aviserne spiller en stor rolle for den slags teater og det meste af det ville slet ikke få den virkning uden en fri presse, dvs. en presse, der lever af at sælge nyheder. Her bliver så offentligheden publikum og reportagen, »anmeldelserne«, bliver fantastisk vigtig. Al den slags teater viser, at selv om det er svært uden videre at forandre virkeligheden, kan man altid iscenesætte den. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.