Langeligt hannende går jeg

Langeligt hannende går jeg
og hjerter foruden sæde
lavlige skoser svulner
under min prelleglæde.
Over min dug
svæver et sug
let af forgæves væde.

Sneen går snildt sine veje 
vildner i smil som en sole 
kærtegner mappede smådyr 
uden at skele til skole. 
Alt som er lag bragtes for dag 
sprængende valne befole.

Det er at vide som elske
næsten så blidt som at synde
kende sig selv som at kunne
måle sig med at begynde
last med en brast
frelse og fast
ind i en verden af nynne.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.