Kunstnere af alle genrer, forener eder, I denne artikel rejses spørgsmålet, om danske kunstneres organisationsstruktur er hensigtmæssig. Emner som kunstens samfundsmæssige placering og grundlaget for kunstneres indtægt belyses. Der antydes et forslag til en ny type organisationsstruktur. Den kortsigtede og langsigtede målsætning for en samlet kunstnerorganisation lægges frem til diskussion. Problemer ved den eksisterende struktur 1) Kunstnerne har organiseret sig efter genrer og kunstarter. Rettighedsbeskyttelsen gælder kun for visse kunstnere. Det betyder en forskelsbehandling, der bl.a. går ud over de bildende kunstnere. 2) Rettighedsbeskyttelsens struktur og virkemåde er vanskelig at forstå for mange kunstnere. Dels er der selvejende rettighedsselskaber, dels varetages rettigheder af kommercielle forlag el. lign. Dertil kommer, at der igennem visse former for rettighedsbeskyttelse drives kamoufleret kulturpolitik. Der er trukket organisatoriske skel på tværs af kunstneres almene interesser. Særinteresserne kommet let til at dominere, og der kan etableres modsætningsforhold mellem forskellige kunsterorganisationer - til skade for kunstnernes fælles interesser. 4) Der er trukket skel på tværs af nye kunstnerrealiteter, især er kollektiver ringe stillet, da medlemmerne ofte vil tilhøre forskellige organisationer — hvis de overhovedet er organiseret. 5) Organisationen efter genrer og kunstarter skaber klassifikationsproblemer som følge af genrernes fremadskridende opløsning og fremkomsten af nye genrer og grænseområder mellem traditionelle. 6) Kulturpolitisk og på anden vis skaber den gamle struktur vurderingsproblemer. Den uklare placering af mange kunstnerorganisationer mellem fagforeninger og selskaber, hvor medlemsskab er en ære — bevarer traditionelle opfattelser af, hvad der er fint og mindre fint 7) Forhandlingsgrundlaget bliver stedse uklarere i takt med den stigende indsats fra statens og offentlige formidlingsinstitutioners side. Man har ikke et forhandlingsgrundlag, der enten skelner klart mellem privat kommerciel virksomhed på den ene side og offentlig, ikke-profit formidling på den anden — eller finder en tilfredsstillende fælles formel. 8) Andre problemer. Kunsten: Vare eller meddelelse? Betragter man kunstværket som en vare, accepterer man samtidig hele markedsmekanismen som gældende for kunstområdet. Det medfører uklarheder i forholdet til private og til offentlige aftagere. Og det medfører, at statsstøtte ikke i fuldt omfang kommer kunstnerne til gode — nemlig hvis staten støtter private foretagender, der formidler (en gros eller en detail) kunst. Betragtes kunstværket som et signal, som en meddelelse, kan man dels undgå bindingen til markedsmekanismens udbud og efterspørgselsresonnement, dels undgå begrebet "merværdi" som skaber forhandlingsproblemer. Det væsentlige ved et signal er jo ikke dets økonomiske værdi, men dets indhold og udbredelse. Kunstneren: Producent eller afsender? Betragter man kunstneren som producent, er konsekvensen at statens støtte først og fremmest skal gives til dem, der ikke kan klare sig på det frie marked. Motiveringen for det kan kun være sociale grunde, eller nationaløkonomiske — i lighed med landbrugsstøtten. Når kulturpolitikken ikke har den form eller den motivering, betyder det, at man i praksis ikke fuldtud betragter kunstneren som producent og kunsten som vare. Betragter man kunstneren som afsender af signaler, af meddelelser, bliver det væsentlige meddelelsens indhold og udbredelse. Han støttes fordi han har noget vigtigt at sige, og præmieres evt. for at nå et stort antal modtagere — og selve udbredelsen søges fremmet. Publikum: Forbruger eller modtager? Betragter man publikum som forbruger, bliver det væsentlige problem publikums økonomiske forhold til kunsten, samt værkernes fysiske holdbarhed. Lader man kunsten indgå som led i et forbrugsmønster, har man accepteret at kunstværker kan bruges op, d.v.s. ophøre med at eksistere. Betragter man publikum som modtagere, bliver det væsentlige problem for statsmagten et pædagosisk. Meddelelsen eller signalets udbredelse bliver det afgørende, og modtageligheden hos publikum erstatter dets købekraft i argumentationen. Udbredelsen: Salg eller formidling? En privat, profitdirigeret udbredelse er pr. definition salg. Den kan kun forsvares, hvis man betragter kunstværker som varer. En offentlig eller kunstner-ejet udbredelse vil have karakter af formidling. Den vil ikke involvere profit, da der ikke er tale om fortjeneste, der medfører privatejet kapitalakkumulation. I dag er realiteterne en kombination af privat og offentlig udbredelse. Denne situation må der tages hensyn til, samtidig med at man eventuelt søger at forandre den. Kunstnerens indtægt: Profit eller præmie? En profitbetragtning underkaster kunstneren markedsmekanismen i fuldt omfang. Han må kæmpe om en såkaldt merværdi med private handlende — og kunsten betragtes som vare med alt hvad dette indebærer. Som afsender af signaler skal kunstneren have sine omkostninger dækket fuldtud, samt have en præmie for omfanget at meddelelsens modtagelse. Dette har konsekvenser for kunststøttens karakter. Idag gives driftstilskud fra staten, der ikke direkte støtter kunstneren, men den forretning, han er nødt til at handle med. Og der gives fx. billettilskud til publikum, som ikke i fuldt omfang kommer kunstneren til gode (undertiden direkte til skade), men som derimod også støtter den private forretningsdrivende. Kun den personlige støtte til kunstnere har karakter af en delvis inddækning af omkostningerne ved kunstnerisk virksomhed. Medierne i centrum En opfattelse af kunstneren som afsender, værket som medddelse, og publikum som modtager — samt de moderne formidlingstekniske realiteter — placerer medierne (i vid forstand) i centrum. Dette har konsekvenser for kunstnerorganisationernes struktur. En organisation med medierne centralt placeret vil løse nogle af de problemer, som opstår i kraft af en organisation (som den eksisterende) med genreinddelinger i centrum. En organisation med medierne centralt placeret vil understrege alle kunstneres fælles interesser på tværs af genrer og kunstarter. En organisation med medierne i centrum vil kunne føre forhandlinger på et klarere grundlag — og etablere en fornuftig skelnen mellem offentlige og private medier. Organisationsstruktur Helt skitsemæssigt kunne man tænke sig en struktur i tre etager: 1) et fællesforbund af danske kunstnere til varetagelse af alle politiske og sociale interesser 2)et antal mediesekretariater til varetagelse af kunstnernes økonomiske interesser i forhold til de enkelte medier, men uafhængig af de traditionelle kunstarter og genrer. I forbindelse med mediesekretariaterne oprettes efter behov rettighedsbeskyttende og-administrerende institutioner (for pladesalg findes fx NCB. KODA dækker flere medier, hvilket ikke behøver at være hensigtsmæssigt). Eksempler på sådanne medie-sekretareaters områder: a) radio, tv, b) skoler, museer, arkiver, c) forlag (tryk), d) forlag (plader), e) film, f) teater, koncerter, happenings, udstillinger, g) presse, h) privat køb, foreningsoptræden, amatørarbejde. En nøjere analyse vil måske give en anden opdeling. 3) interesseklubber til varetagelse af kunstnernes forskellige kunstneriske interesser. De kan stort set følge den eksisterende struktur, men skal blot ikke tage sig af økonomiske interesser. NB: Forhandlingsgrundlag: Kunstneren skal have sine omkostninger dækket fuldtud. Dertil skal han have præmie for modtagelsen. Der vil her være visse variationer, alt efter hvilket medium, der er tale om. Men disse variationer vil afhænge mere af medierne end af selve værkets karakter eller genre. Man må i visse tilfælde operere med antal potentielle modtagere (radio, tv), i andre tilfælde med faktiske modtagere (teater, bøger, film), og i atter andre tilfælde med kompensation for en nedsættelse i antallet af potentielle modtagere (privat køb af.bildende kunst). Og man kan hertil forestille sig en merværdiafgift til kunstneren ved videresalg af værker. Formålet Det er naturligvis muligt at samle sig helt og holdent om en fagforeningspolitisk linie indenfor den eksisterende samfundsstruktur. Der er nok at gøre, og en forandring i organisationsstrukturen vil kunne effektivisere virksomheden. Rent praktisk kan man sikkert godt undvære mere langsigtede mål, men efter min mening er det en fordel at prøve at gøre sig nogle forestillinger om dem alligevel. Dels kan de være vejledende i det aktuelle praktiske arbejde, dels kan de give dette arbejde et videre perspektiv. Den følgende liste skal opfattes som en række, der bevæger sig fra mere kortsigtede mål frem imod mere langsigtede mål. A. at ændre den faglige organisationsstruktur med henblik på at koordinere kunstnernes interesser i det eksisterende samfundssystem 1) varetage kunstnernes interesser overfor eksisterende media. 2) rationalisere den eksisterende ophavsretsbeskyttelses administration 3) råde bod på manglende ophavsretsbeskyttelse B. at forøge kunstneres herredømme over formidlingsprocesserne i det eksisterende system med henblik på at 1) maximere afsendelsen af kunstneriske signaler 2) maximere udbredelsen af kunstneriske signaler 3) maximere modtagelsen af kunstneriske signaler C. at fremme demokratiseringen af formidlingen gennem 1) flere kunstner-ejede medier 2) flere offentlige medier D. at mindske afstanden mellem afsender og modtager - d.v.s. gøre kommunikationen direkte E. at udslette skellet mellem afsender og modtager - d.v.s. gøre kommunikationen gensidig. Konsekvens: at ophæve kunstnerens rolle som "specialist". © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.