politisk revy side 7 Vor epoke Kulturpolitik målsætning, sammenhæng, - argumentation - God vilje og dygtig taktik hos en snæver kreds af politikere har i løbet af de senere år bragt dansk kulturpolitik frem til et punkt, der ikke alene ligger adskillige hestelængder foran den folkelige opinion, men formentlig også et godt stykke på den rigtige side af gennemsnitsind-stillingen hos folketogets medlemmer. Jævnsides med erkendelsen af nødvendigheden af en kulturpolitik fra det offentliges side er der foregået en debat, der i kraft af en vis sproglig armod i vor tid er blevet smykket med navn af kulturdebat. Det kan dog ikke udelukkes, at debatten, har gjort en vis nytte — alene i kraft af den publicity, som kulturen derved har fået. Den egentlige forudsætning for en gennemtænkt og langsigtet kulturpolitik, nemlig en grundlæggende kulturpolitisk debat savnes imidlertid stadig. Tre problemer trænger sig især på: den uklare målsætning, sammenhængsløsheden — og misforholdet mellem offentlige foranstaltninger og argumentationen f or dem. Hvad målsætningen angår, kan man få det indtryk, at væksten i kulturproduktion og kulturforbrug betragtes som et mål i sig selv. Kulturministeren har ikke selv dette synspunkt — men om en ideologisk klar målsætning er der dog ikke tale. Hermed menes et formål, hvoraf logisk følger bestemte foranstaltninger. Principielle forskelle mellem kulturpolitiske foranstaltninger som f.eks. biblioteksvæsen, filmstøtte og kunstfond demonstrerer den ideologiske tvivlrådighed.. Hvad sammenhængen angår, har vor kulturpolitik haft karakter af isolerede foranstaltninger. En eventuel erkendelse af, at tingene hænger sammen, har ikke ytret sig i en plan- lægning, endsige en koordinering af de offentlige indgreb og ordninger. Den iøvrigt sikkert praktiske foranstaltning med et særligt kulturministerium har ligesom tjent til at understrege isolation. En anden yderlighed, nemlig sammenhængserken-delsen udtrykt i tesen „al politik er kulturpolitik", har medført en svækkelse af interessen for den specielle kulturpolitik. Hvad argumentationen angår, så er fornuftige og positive foranstaltninger blevet underbugget med begrundelser, der ensidigt akcepterer behovsynspunktet, udbudskompensationen, det „frie" forbrugsvalg, kort sagt: den liberalistiske markedsmekanisme. Ed det være sagt uden forbehold: den kulturpolitik, der er blevet gennemført i de senere år, har betydet hårdt tiltrængte forbedringer i mange henseender. Og umiddelbart skulle man mene, at kulturministeren har mere brug for støtte end kritik. Vi ser imidlertid — forudsat kritikken er kvalificeret — ingen modsætning mellem de to ting. De følgende sider er først og fremmest tænkt som et portræt af aktuel dansk kulturpolitik. Udgangspunktet er en samtale med kulturministeren. Derpå gennemspilles nogle temaer: mål og midler, smag og kvalitet, sammenhæng og plan, fritid og kunst, behov og forbrug. Portrættet må blive rids af nogle ansigtstræk. Kan der tegnes en kulturpolitik i fuld figur? Formentlig kun i samme omfang som hele den politiske debat ændrer karakter i retning af idédebat. Så det bliver muligt nærmere at analysere det veksel-virkningsforhold, der gør kulturpolitikken til både frugt af og frø til udvikling af teknik og samfundsforhold.