side 14 Krig mod arbejderklassen Klassekamp Spørgsmålet er ikke, om der skal indføres adgangsbegrænsning til den højere uddannelse. Den har altid eksisteret: kun studentereksamen og HF giver adgang. Og før overgangen til højere uddannelse har en række adgangsbegrænsninger allerede virket (eksaminer og prøver). Diskussionen i dag handler om en skærpelse af den eksisterende adgangsbegrænsning. I ethvert samfund, der er præget af ulighed, vil adgangsbegrænsninger, som bygger på kriterier, der selv afspejler disse uligheder, forstærke dem. Danmark er et kapitalistisk land med ubestridelige uligheder mellem borgerne fra deres start i livet. Der er en vis erkendelse til stede af dette - hvorfor samfundet sætter ind med visse kompensationer i form af legater, lånemuligheder osv. Men dels er disse kompensationer ude af stand til at fjerne ulighederne, dels bygger deres tildeling for en stor del på kriterier, som afspejler følgerne af den eksisterende ulighed. Ulighederne forstærkes derved, samtidig med at det erklærede mål er at kompensere for dem. Krigen mod arbejderklassen Det danske uddannelsessystem er bygget på sortering op igennem systemet. Markante sorteringspunkter er f. eks. overgangen til realskolen, o-vergangen til gymnasiet, studentereksamen. Omkring disse knudepunkter er bygget et system af sorterings mekanismer i form af prøver og eksaminer. Dette system har naturligvis en ødelæggende virkning på undervisningen, som - af hensyn til børnenes senere chancer - indrettes som en forberedelse til sorterings situationerne. Borgernes startgrundlag er ulige i kraft af forskelle i opvækstmiljøet (økonomi, bolig, hjemmets uddannelse) . Det offentlige obligatoriske uddannelsessystems krav og værdier er formuleret af borgerskabet. Den højere uddannelses krav og værdier afspejler en gammel overklasses. Da sorteringsmekanismerne bygger på graden af opfyldelse af disse krav og værdier, vil borgerskabet og overklassen under alle omstændigheder blive favoriseret af sorteringssystemet. Alle hidtidige undersøgelser over fordelingen af uddannelsessøgende viser da også, at jo højere man kommer op i sorteringssystemet, des voldsommere bliver skævheden i den sociale rekruttering. Det man kalder uddannelse efter lyst og evner, fungerer reelt som krig mod arbejderklassen. Enhver udvidelse af den generelle adgangsbegrænsning på ethvert trin af systemet, er en eskalering af denne krig mod arbejderklassen - forudsat sorteringen bygger på kriterier, som hentes fra den forudgående uddannelse. Det man kalder "evner" er - og kan ikke være andet end - opfyldelse af borgerskabets og overklassens krav og normer. Anvender man sådanne "evner" som basis, er ens handlinger veldefinerede både politisk og socialt. "Evner" er den herskende klasses våben mod arbejderklassen. Et pædagogisk forsvar for "evner" kan ikke føres. Begrebet bygger på en statisk og forældet psykologisk opfattelse, som længe har været under afvikling. Enhver adfærd er resultat af et samspil mellem individ og miljø. Enhver slutning fra en sådan adfærd til egenskaber hos individet, er uholdbar. Enhver prognose (sortering), som ikke inddrager en nøje beskrivelse af virkningerne af det tidligere miljø (opvækst, undervisning), en beskrivelse af virkningerne af det fremtidige miljø (f. eks. universitetet), samt en beskrivelse af virkningen af miljøskiftet - er uden pædagogisk og psykologisk mening. Lodtrækning og kvotaordninger De foregående bemærkninger gælder alle den sortering, som bygger på kriterier fra det tidligere uddannelsesforløb - således som de eksisterende adgangsbegrænsninger gør det. Der kan tænkes andre kriterier. Dels kan man bygge på et lodtræk-ningsprincip, hvor man udvælger tilfældigt. En sådan fremgangsmåde kan medvirke til at udjævne sociale skævheder ved optagelsen - forudsat der ingen betingelser stilles til forudgående uddannelse for at kunne deltage i denne lodtrækning. Et andet princip er kvotaprincippet. Her kan man bevidst vælge større kvoter fra de socialgrupper, som man ved er ofre for uddannelsessystemets selektionsmekanismer. Dette forudsætter dels et aktivt opsøgende arbejde, dels en total kompensation for disse gruppers vanskeligheder ved at klare sig i et uddannelsessystem, som er indrettet til borgerskabet og overklassen. Det er ikke gjort med at lukke dem ind i systemet. Man må også forsvare dem imod det. Lodtrækningsprincippet vil være en forbedring i forhold til det eksisterende system, hvor kriterierne hentes fra den forudgående uddannelse. Men så længe den uddannelse, som nye grupper således får adgang til, er indrettet af og på andre grupper, vil det man opnår gennem en lodtrækning hurtigt forsvinde igen -i form af dumpning, frafald osv. Kvotaprincippet (hvor det også forudsættes, at man ikke bygger på kriterier fra den forudgående uddannelse, men åbner mulighed for alle) vil i kraft af sin aktive regulering kræve en eller anden form for kriterier, som ikke er tilfældige. Hvordan skal man mindske kvoterne fra borgerskabet og overklassen? Lodtrækning er naturligvis en mulighed. Men hvordan skal man afgrænse hvem der tilhører disse grupper? Og i det øjeblik, at kvoten fra arbejderklassen ikke kan opfyldes, må man opsøge emnerne. Hvilke? Hvor? Hvordan? Dertil kommer, at enhver kvotering vil friste statsmagten til at fastsætte den samlede kvote, ikke efter folkets behov, men efter den eksisterende kapacitet og den politiske prioritering af statens udgifter. Kvoteringen, som skulle tjene til den sociale udjævning, kan dermed blive et redskab for den herskende klasses økonomiske interesser. I et socialistisk samfund under opbygning kan en kvotering tjene planlægningsformål under arbejdet frem mod kommunismen. I et kapitalistisk samfund vil en kvotering (hvis den overhovedet kan gennemføres) underordne uddannelsessystemets udvikling til det private erhvervslivs interesser. Virkningerne af "punktreguleringer" Alle de forudgående betragtninger gælder den generelle adgangsbegrænsning, som dels består af formelle optagelseskriterier, dels virker i praksis gennem manglende kapacitet og deraf følgende kødannelser. En speciel adgangsbegrænsning, hvor man ikke vil ændre på de generelle optagelseskriterier, men vil foretage en fordeling af studerende til fag, de ikke primært har ønsket, vil rumme alle den generelle adgangsbegrænsnings svagheder. Især hvis man skærper den ved at gøre f. eks. studentereksamensresultaterne afgørende endnu flere steder. Dertil kommer, at den specielle adgangsbegrænsning ikke engang kan føre selv de mest primitive og gammeldags pædagogiske "argumenter" i marken. En "punktregulering" kan naturligvis virke som generel adgangsbegrænsning, nemlig hvis den studerende, som nægtes adgang til det fag, hun ønsker at studere, helt afstår fra sit studium. I det omfang de studerende lader sig tvinge til at ændre planer, vil det helt naturligt gå ud over lysten til arbejdet. Det vil betyde en svækkelse af studieeffektiviteten for den enkelte - og ganske sikkert et større frafald, end når den enkelte selv har valgt sit fag. Den eneste argumentation, der bliver tilbage, er således den benhårde økonomiske: 1) den eksisterende kapacitet skal udnyttes maximalt, og 2) reguleringsmulighederne kan kan mindske presset på udvikling og udbygning. Den farlige ungdom En af årsagerne til, at problemet er dukket op nu, er den store tilgang til de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag - og den svigtende tilgang til de teknisk-naturvidenskabelige fag. Indenfor den eksisterende økonomi kunne man godt over en vis periode omprioritere økonomien, således at fagenes kapacitet indrettedes efter ungdommens omprioritering. Det å-benbare ønske om at dæmme op for denne omprioritering er ikke først og fremmest økonomisk motiveret. Det må have rent politiske grunde. Det private erhvervsliv har brug for en stigende mængde teknisk og naturvidenskabelig know-how. Det kapitalistiske samfund har ikke brug for unge, der tilegner sig en sådan viden om samfundet, at de kan afsløre det. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.