Konsekvenser af karakterer Foredrag holdt på foreningen Nordens kongres »Det vårderede månniskan« Biskops Arnø, Sverige, august 1971 Karakterers informationsværdi Alle ved, at karakterer ikke giver pædagogisk relevant information. Hvad er pædagogisk relevant information? Det er information, som kan være vejledende for fremtidige pædagogiske handlinger. Læreren har brug for at vide, hvor det er særlig påkrævet at sætte ind med den kommende undervisning. Han har brug for at få et indtryk af elevens arbejdsmåde, elevens stærke og svage sider i forhold til undervisningens mål -først da ved læreren, hvor der skal sættes ind. Eleven har brug for at vide det samme. Eleven skal prioritere sit eget arbejde, ligesom læreren skal det. Det kræver information om, hvor man står, hvad man mangler, hvad man gør rigtigt, og hvad man gør forkert. Karakterer giver ikke på et eneste af disse punkter nogen information. Elevernes forventninger afgør, hvordan karaktererne opleves, og de kan i praksis kun fungere som enten straf eller belønning. Denne form for pædagogik anser man for at være for primitiv, når man vil studere læreprocessen hos rotter. Karakterer giver ikke eleverne pædagogisk relevant information, for de vejleder ikke til bestemte pædagogiske handlinger. Det ved alle - men fortsætter troligt med at give karakterer. Alle ved, at karakterer giver uberegnelig information. Karaktergivningstraditionerne på forskellige uddannelsessteder er forskellige, og samme præstation bedømmes forskelligt på forskellige skoler. Samme præstation bedømmes også forskelligt af forskellige mennesker. Ja, det er til og med sådan, at samme præstation bedømmes forskelligt af samme person til forskellige tidspunkter. Dertil kommer, at mange pædagoger sammenblander faglig vurdering og moralsk vurdering i sine karakterer. Den elev i skolen, som trods dovenskab præsterer det samme som en meget flittig elev, får naturligvis ikke samme karakter. Det føler man »uretfærdigt«. Den information, som karakterer giver, er altså ikke bare uden pædagogisk værdi - den er heller ikke til at stole på. Det ved alle - men fortsætter trøstigt med at give karakterer. Og eleverne fortsætter med at interessere sig for deres karakterer, med at sammenligne dem indbyrdes og med at tro, at de siger noget om dem selv eller om andre. Og elevernes forældre læser karaktererne og tror, de siger noget om, hvordan det går i skolen. Enkelte forstærker til og med den primitive straf- og belønningseffekt med bebrejdelser eller kontante præmier. Og staten og kommunerne og næringslivet kikker på karaktererne og tror, de kan bygge deres uddannelses- og ansættelsespolitik på informationer, som er uden værdi og uden pålidelighed. På denne baggrund vil jeg gerne sige noget om konsekvenserne af at anvende karakterer. Karaktergivningens konsekvenser for lærerne For pædagogerne betyder det, at de skal bruge en masse tid og kræfter på at give værdiløs og upålidelig information. For flertallet af lærere fremtræder situationen nok ikke på den måde. De er i god tro. De tror faktisk, de kan bedømme deres elever. Ikke desto mindre er der meget få lærere, der ligefrem holder af at give karakterer. De fleste bryder sig ikke om det. Lærerne er sat til at udøve en magt på en måde, som de inderst inde godt ved, der ikke er dækning for. De børn, som de har arbejdet sammen med i lang tid på lige fod, skal de nu sætte sig til dommere over. Det er ikke alene en ubehagelig og i grunden nedværdigende menneskelig situation - den er også korrumperende for forholdet til eleverne. Lærerne har hidtil arbejdet ud fra en solidaritet med eleverne - og nu skal de pludselig repræsentere et system, som udefra stiller disse krav om bedømmelse. Lærerne svigter eleverne på denne måde - og det belaster det gode forhold. Pædagogen føler dårlig samvittighed over for eleverne - og eleverne på deres side føler en usikkerhed, ja, måske en mistro til læreren. De er ikke på samme side længere. For lærerne betyder det, at de pludselig tvinges til at betragte deres elever på en anden måde, end de gør til daglig. Læreren tvinges til at vælge en meget begrænset side af elevernes adfærd og personlighed ud - og det er naturligvis en kunstig og forkert situation, når det drejer sig om andre mennesker. På længere sigt kan det betyde en forvridning af pædagogens opfattelse af sine elever. Fra at være mennesker bliver eleverne forvandlet til at være et sæt af færdigheder, kundskaber, præstationer. Det er naturligvis en forkert menneskeopfattelse, en indsnævring i oplevelsen af andre mennesker. Det er ubehageligt for pædagogen - og det er også farligt. For en pædagog skulle jo gerne have en rigtig menneskeopfattelse. Disse konsekvenser føler mange pædagoger selv. Men ikke alle er klar over, i hvor høj grad netop karaktererne er årsagen. Hvis det gik op for alle, ville pædagogerne naturligvis nægte at anvende karakterer. Karaktergivningens konsekvenser for eleverne Nu vil jeg gerne sige noget om konsekvenserne for eleverne. Hvad betyder karakterer for dem? En del af det er allerede nævnt i det, jeg sagde om konsekvenserne for lærerne. Karakterer skader forholdet mellem elever og lærere. Læreren kommer til at stå som magtens repræsentant og føler selv en afmagt over for disse absurde vurderinger. Mange elever føler ikke selv karakterer som absurde. De føler dem som fornuftige og rimelige. De er gennem mange år vænnet til at acceptere dem som noget selvfølgeligt og naturligt - eller som noget, der på en mere højtidelig måde fortæller om, hvordan det går. De er vænnet til at tro, at karakterer afspejler en virkelighed, og det medfører misforhold til arbejdet og til kammeraterne. Hvad kammeraterne angår, er det klart, at karaktererne skaber problemer. Det er ikke, fordi eleverne opfatter karakterer som uretfærdige. Det er netop, fordi de accepterer dem og tillægger dem betydning, at de er farlige og skadelige. Karaktererne bliver ligesom en væsentlig egenskab ved kammeraterne, de betyder en placering i forhold til hinanden. Nu er elever som regel mere tolerante end voksne. De vurderer ikke deres kammerater alene på karakterer, det er klart. De ved bedre. Men den vægt, som karakterer kan give uhyre begrænsede sider af deres kammeraters personlighed, er med til at præge billedet af dem - og på længere sigt deres billede af andre mennesker. Det er muligt, at man har overvurderet den konkurrencementalitet, som karaktererne skaber blandt elever. Men det er en kendsgerning - og det ved eleverne godt - at alle ikke kan få gode karakterer. Så var de jo meningsløse. Karakterer er i nogen grad rationeret, undertiden på en så formel og rigoristisk måde, at gennemsnittet i en gruppe skal ligge fast. Det betyder, at en stigning i én elevs karakter i praksis må betyde fald i en andens. Og det er jo ikke noget, som fremmer solidaritet og kammeratskab. Elevernes forhold til læreren kan heller ikke undgå at blive præget af, at det er læreren, der har magten til at dømme, til at belønne og straffe. Den magt, som karakterer giver læreren, og som han tvinges til at udøve, kan ikke undgå at korrumpere et samarbejde mellem mennesker. Det er desuden en kendsgerning, at karakterer er med til at skabe forventninger til eleverne. Og disse forventninger virker ind på lærerens adfærd og på senere bedømmelser af eleven. Det betyder, at elever, der kommer med dårlige karakterer til en ny lærer, vil have meget svært ved at modvirke de forventninger, som de har skabt hos læreren. Disse falske forventninger vil have tendens til at blive bekræftet - alene fordi de er til stede. De bliver en tung baggage, som ikke er til at slippe af med. For den enkelte elev er den mest triste virkning den, at forholdet til arbejdet og til indlæringen bliver skadet. Karakterer forveksles med et arbejdsresultat. I stedet for at arbejde hen imod en færdighed, en indsigt, en tilfredshed med et produkt - arbejder man hen imod en karakter. Det bliver på den måde tale om en ydre motivation i stedet for en lyst og interesse, som er afledt af selve arbejdet med stoffet og de resultater, som man når til. Interessen for emnet afløses af interessen for en karakter. Det, at man arbejder hen imod en karakter, betyder også noget for elevens forhold til det fag eller det emne, der arbejdes med. Når målet er en bedømmelse, styres arbejdet naturligvis af det. Elevens eget mål med faget, fagets senere anvendelsesmuligheder eller fagets betydning i en bredere sammenhæng og dets forbindelse til andre emner og fag - træder i baggrunden. Holdningen til faget bliver snæver - og det, der er af betydning for bedømmelsen, for karakteren, kommer til at dominere over de andre og mere væsentlige ting. Karaktergivningens konsekvenser for undervisningen Jeg vil nu sige noget om konsekvenserne af karakterer for undervisningen. Det er klart, at det, jeg har sagt om konsekvenserne for lærerne og eleverne, for en meget stor del netop vedrører undervisningen. Undervisning består jo i et samvær mellem lærere og elever, og når dette samvær skades, så skades undervisningen. Når der skal gives karakterer, kan det ikke undgås at undervisningen i højere grad vil blive præstationsorienteret. Det vil dels sige, at alt det, der sker under selve arbejdsprocessen, bliver af mindre interesse, og det vil sige, at undervisningen i stigende grad vil sigte imod resultater, som lader sig kontrollere, dvs. som kan udtrykke sig i en afgrænset præstation. Resultatet af en læreproces præger en person på mange måder. Ved at kræve en bedømmelse i form af en karakter, tvinges man til at se bort fra resultater, som er vanskelige at bedømme -derfor vil man efterhånden lægge mindre vægt på dem i selve undervisningen. Basis for at kunne foretage en bedømmelse er, at der eksisterer nogle krav, som man kan sammenholde elevens præstation med. Det betyder, at undervisningen i høj grad koncentreres om sådanne krav. Og det vil sige, at man må afholde sig fra forsøg på at gå nye veje i undervisningen, man må lade være med at eksperimentere med nye metoder og arbejdsformer og med nye materialer - så løber man jo en risiko på elevernes vegne. Man føler, at det måske kan bevirke, at de får dårligere karakterer - og det kan eleverne jo ikke være tjent med. Af hensyn til eleverne holder man sig derfor til det gamle og gennemprøvede - det, som før har vist sig brugbart. På denne måde virker karakterer hæmmende for en fornyelse af undervisningen, fordi man frygter, at eksperimenter og utraditionelle forsøg skal gå ud over elevernes karakterer. Jeg har allerede været inde på det misforhold mellem lærere og elever, som karaktererne fremmer. Undervisning er et samarbejde, men når man erstatter myndighed med magt, vejledning med bedømmelse og interesse med belønning og straf - så går det ud over samarbejdet. Karaktergivningens konsekvenser for samfundet Jeg vil også gerne sige noget om konsekvenserne af karakterer for samfundet. Jeg ser her bort fra de indlysende konsekvenser, det har, at vi får samfundsborgere, som er præget af en skole, hvor indbyrdes konkurrence, dårligt samarbejde, stræben efter belønning og frygt for straf er grundlaget for arbejdet. Jeg vil i stedet nøjes med at betragte samfundets brug af karakterer, som de står på papiret, eleven har med sig ud af skolen. Der er to områder, hvor karakterer spiller en rolle. Det ene er i den fortsatte uddannelse. Det andet er i næringslivet. Uddannelsessystemet er underdimensioneret i den forstand, at der ikke er plads nok til, at alle kan få den uddannelse, som de har lyst til. Derfor må man sortere nogen fra, man må regulere, man må begrænse adgangen. Efter hvilke kriterier kan man nu udvælge de mennesker, der skal have lov til at fortsætte i en bestemt gren af uddannelsessystemet? Ja -mange steder bruger man karakterer, de karakterer, som den studerende bringer med sig fra det foregående trin i uddannelsesforløbet. Hvad betyder det? Jeg skal først minde om det, jeg sagde i begyndelsen. Jeg gjorde gældende, at karakterer er dels uberegnelig, dels irrelevant information. Karakterer fortæller ikke noget om, hvad eleven kan, hvor hans styrke eller svaghed ligger i et bestemt fag - og karakterer gives på en usikker og tilfældig måde. På dette grundlag afgør man, om et menneske skal have lov til at fortsætte sin uddannelse, som det selv ønsker. Jeg vil gerne tilføje, at selv om man havde både sikker og relevant information om eleven, så siger det kun noget om en fortid - ikke noget om en fremtid. Men det er menneskers fremtid, man afgør, når man sorterer. Selv sikre og relevante bedømmelser er opnået under ganske bestemte vilkår og betingelser. Lærerens person, arbejdsklimaet, kammeraterne, undervisningsmetoder og arbejdsformer - har præget elevens præstation. Men ved overgangen til en videre uddannelse vil mange af disse betingelser netop ændre sig, og elevens egen udvikling fortsætte afhængig af de nye betingelser. Denne kritik af selektion og sortering rammer al selektion, som har karakter af prognose. Nogle steder arbejder man med gennemsnit som grundlag for sine beslutninger. Nu bliver uberegnelige og irrelevante informationer jo ikke mindre uberegnelige og mindre irrelevante, fordi man lægger dem sammen og dividerer med antallet. Ved gennemsnitsberegninger sker der yderligere det. at fag, som ingen betydning har for den specifikke beslutning, der skal træffes, indgår i det samlede gennemsnit og medvirker til at gøre informationer endnu mindre vejledende for konkrete handlinger. Alternativet: kun at tage gennemsnittet af såkaldt relevante fag er heller ikke tiltalende. En sådan procedure vil virke tilbage på elevens arbejde. Det vil fremme en uheldig og tidlig specialisering til skade for visse fag. Problemet kan ikke løses inden for rammerne af en selektion baseret på nuanceret karaktergivning. Tilsvarende ræsonnementer gør sig gældende, når det drejer sig om ansættelse i offentlig tjeneste eller i næringslivet. Jo mere man baserer sin ansættelsespolitik på karakterer, des flere fejl vil man begå. Dertil kommer, at de egenskaber, som har medført de høje karakterer, og den indstilling til arbejdet og til kammeraterne, som er blevet belønnet gennem karaktererne, i mange tilfælde slet ikke er egenskaber og indstillinger, som en moderne administration og et moderne næringsliv har brug for. Jeg vil endelig pege på endnu en konsekvens af karakterer for samfundet. Karakterer har nemlig også den virkning, at de er vendt imod arbejderklassen. Det hænger sammen med det, jeg sagde før om selektionen op gennem uddannelsessystemet. Det er en kendsgerning, at jo højere man kommer op i uddannelsessystemet, jo mere skæv bliver fordelingen på socialgrupper i forhold til fordelingen i befolkningen. Arbejderklassens børn udgør relativt en stedse faldende procent af studerende jo højere uddannelse, der er tale om. Den tid er vist forbi, hvor man forklarede dette med, at arbejderne er dummere end andre, og at deres dumhed går i arv til deres børn. Forklaringen ligger naturligvis andre steder. Tradition og holdning spiller en stor rolle. Man må ikke undervurdere, at udvælgelsen op gennem uddannelsessystemet i meget høj grad i praksis bygger på karakterer. De karakterer, man får, afhænger i høj grad af, om man kan leve op til de normer, som gælder på de forskellige trin. Skolen og den højere uddannelse er skabt af middelklassen for middelklassens børn. Fagenes indhold, sproget, der tales, den indbyrdes indstilling - bygger ikke på arbejderklassens erfaringer og liv, men på borgerskabets. Alle disse ting tæller med, når der gives karakterer. Det er derfor helt naturligt, at børnene fra arbejderklassen kommer til at ligge lavere end andre. Det betyder, at de vil være hæmmet i deres videre uddannelsesforløb. Dels på grund af det selektive uddannelsessystem, dels fordi lysten til at lære noget er blevet skadet af karaktererne. Sammenfatning Jeg vil gerne sammenfatte, hvad jeg har sagt: Alle ved, at karakterer ikke giver relevant information. Alle ved, at karakterer giver upålidelig information. Alligevel giver man karakterer. For læreren betyder det, at han spilder en masse tid, at hans forhold til eleverne belastes, og at hans billede af eleverne forvrides - med mulige konsekvenser for hans almindelige menneskeopfattelse. For eleverne betyder det, at de får et forkert forhold til deres arbejde og til deres indlæring, at deres samvær med hinanden præges af konkurrence, og at deres forhold til læreren belastes. For undervisningen betyder det, at den i stigende grad bliver snævert præstationsorienteret, og at eksperimenter, fornyelse og udvikling hæmmes. For samfundet betyder det, at udvælgelsen til uddannelse, administration og næringsliv sker på et forkert grundlag, og at den sociale skævhed i uddannelsessystemet bevares. Disse ting skal man huske på, når man diskuterer koordinering og harmonisering af karakterskalaer. En ensartethed i karakterskalaerne vil naturligvis ikke fjerne en eneste af de ulemper, der knytter sig til karakterer, og vil hverken gøre informationen mere relevant eller mere sikker. En ensartet, nuanceret karakterskala for forskellige dele af uddannelsessystemet, som man forsøger at indføre i Danmark, vil styrke fejlagtige illusioner om, at man kan sammenligne bedømmelser opnået under forskellige vilkår. Og den vil gøre karakterer til et endnu mere smidigt apparat for det bureaukrati, som skal fordele studerende i et underdimensioneret uddannelsessystem. En harmonisering i form af en ensartet, nuanceret karakterskala vil effektivisere et instrument, som i forvejen er skadeligt for undervisning og indlæring. Og det vil i endnu højere grad gøre karakterer til et våben i klassekampen, vendt imod arbejderklassen. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.