Kejsergade

Det påstås, at vi lever i et land uden censur. Det er løgn. Prøv selv at se, hvor aviserne får deres telegrammer fra. For snart to år siden forsvandt Vietnamkrigen fra pressen på grund af amerikansk censur, og den er ikke vendt tilbage.
Det påstås, at ingen i dette land forfølges på grund af deres politiske overbevisning. Det er løgn. De hemmelige kartoteker trives i bedste velgående, og informationer stilles sågar til rådighed for udenlandsk politi.
Det påstås, at vi ikke lever i en politistat. Det er løgn. Se de seneste demonstrationssager, tal med folk fra oppositionen, som har været i kontakt med politiet. Tænk på udvisningerne, politispionerne og provokatørerne. Se jer om, de er her idag.
Det påstås, at vi lever i et land, hvor embedsmænd og politikere er hæderlige. Det er løgn. Politiinspektør Dahl-Jensen lyver i retssalen. Borgmester Wassard Jørgensen lyver om Islands Brygge. Forsvarsminister Ninn-Hansen lyver om Kejsergade-centralen. Justitsminister Thestrup lyver om kartotekerne.
Det påstås, at i dette land er forsvaret underlagt politikernes myndighed. Det er løgn. Militæret kan disponere, regere og spionere helt udenom den formelle magt folketinget. Pression udefra og indefra gør dette absurde apparat til en stat i staten.
Det påstås, at i Danmark har oppositionen de samme muligheder for at komme til orde som magthaverne. Det er løgn. Ikke engang dem, som i den parlamentariske sammenhæng smykker sig med navnet »opposition« har det. Og jeg behøver vist ikke her tale om den egentlige oppositions vilkår.
Det, der er sket med Kejsergade-aktionen, har endnu engang understreget oppositionens vilkår. Aktionen kan måske blive anledning til, at vi besinder os på vores situation endnu engang. Den kan blive forandret, før vi aner det.
Vi står overfor en situation, hvor vi ikke i det lange løb kan regne med at høste personlige laurbær på vores opposition mod den herskende klasse. Vi kan ganske vist endnu prøve at gribe ind i den offentlige debat med åbne midler - og vi skal blive ved så længe som muligt. Men den offentlige debat beherskes af magthaverne, det må vi huske.
Så længe de har brug for os i deres forretning, så længe får vi lov til at ytre os. Blir vi for farlige, blir der lukket. Vi skal ikke gøre os nogen illusioner. Men indtil videre kan vi altså optræde - blot det blir i deres sammenhæng og på deres betingelser.
Jeg vil gerne henvende mig til de studenter, som står her på pladsen. Jeg vil opfordre dem til at overveje at udvide aktiviteten.
Jeg opfordrer alle, der studerer jura, og som står her i dag: hold jer fra demonstrationer og søg ind i politiet og i anklagemyndigheden.
Jeg opfordrer alle ingeniørstuderende, især svag-strømsstuderende: hold jer fra demonstrationer og søg ind i forsvaret.
Jeg opfordrer alle som studerer økonomi: søg ind i administrationen og gør jer fortjent til fortrolige informationer.
Jeg opfordrer alle andre, som har mulighed for det: søg ind i folketinget, tilkæmp jer en plads ved udenrigs-nævnets hemmelige møder.
Jeg opfordrer alle: skaf de hemmelige informationer, som magthaverne ruger over, lad dem gå videre til andre, som er for komprommitteret til at kunne udføre dette højt kvalificerede arbejde. Men vær forsigtige. Lis-så forsigtige som magthavernes spioner og stikkere.
Den utryghed, som vi idag føler, må spredes til magthavernes institutioner. De må ikke føle sig sikre. De må have den samme skræk for upålidelige elementer, som vi har idag. De må have den samme angst for, at alt hvad de siger og gør, går videre. Sådan som vi andre har det idag.
Det er en utaknemlig opgave. Men den er vigtig. Skaf jer magthavernes tillid - og giv andre muligheder for at gøre dem utrygge. Det er en vanskelig opgave. Og frastødende.
Vi kæmper for en verden med åbenhed og tryghed og frihed. Men vi må huske, at hvis vi er åbne og trygge og frie overfor magthaverne, så er vi lette at nedkæmpe. Og vi må huske, at magthavernes tryghed er bygget på, at de ved hvem vi er og altid kan finde os.
Magthaverne kan til gengæld bruge hele deres apparat til at skjule for befolkningen hvem de er og hvor de er. Derfor er Kejsergade-affæren så vigtig en sag. I al vor afmagt er det lykkedes i dette tilfælde at afsløre hvem og hvor. Det kan altså lade sig gøre.
Når spørgsmålet blir rejst om, hvad Kejsergade-Centralen blev brugt til, vil vi blive fyldt med de samme løgnehistorier, som vi altid får, når vi stiller ubehagelige spørgsmål. Men i dette tilfælde kan vi tillade os at betragte spørgsmålet som overflødigt. Ingen kan være i tvivl om, at det var simpel og beskidt stikkervirksomhed, som blev drevet i Kejsergade.
Reaktionen har bevist det. Denne gang var det nok med politiknipler og en bil med falske nummerplader. Det var nok at bruge begrænset vold, løgne og ulovligheder og foragt for menneskeliv. Hvad vil de gribe til næste gang?
Lad os blive ved med at spørge dem, hvad der var i den bil. Men vi behøver ikke at spørge os selv. Vi kender den stikkerstank, som forpester vores samfund.
Lad os prøve at lære noget af denne historie. Hvad kan vi lære? Jeg tror, vi kan lære to ting. Den ene er den, at der er en ubrydelig solidaritet mellem dem, som går magthavernes ærinde. Politi, militær, postvæsen og de folkevalgte parlamentarikere slutter op om at dreje sagen ind på et teknisk plan. Det sammenhold, den solidaritet kan vi lære af. Vores modstandere kan arbejde sammen. Kan vi?
Den anden ting, vi kan lære, er at vi ikke engang i denne sag har opinionen på vores side. Javist - aviserne er forarget over placeringen af stikkercentralen - men ingen anfægter stikkeriets nødvendighed. Hvis folk vidste, hvad denne virksomhed blev brugt til, ville de være imod den. Men de får intet at vide - andet end løgn og fordrejelser. Den offentlige opinion, således som den udtrykkes i magthavernes presse, støtter den virksomhed, som rettes mod den danske opposition.
Under den nazistiske besættelse af Danmark blev vores land hånligt kaldt »Førerens lille kanariefugl«. Vi er igen blevet et venligt stykke legetøj for en fascistisk stormagt. Vi er igen ved at vænne os til tremmer. Det er farligt.
Nogen må blive ved med at ruske. Nogen vil blive ved med at ruske.


© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.