Kedsomhedens pris Tænk, hvis retfærdigheden var brudt ud og ligheden - med eller uden gud! Så hørtes ikke mere hæse råb som manede til modstand og til håb. Så ku man sammen nyde aftenkaffen i kedsomhedens fagre land: Slaraffen - og glædes ved den fred (imens der gabes) som ikke uafladelig skal skabes. Freden er skabt. Der kæmpes ingen krige. Og ingen sulter. Alle folk er lige. Førtidspension blir sendt med post til præsten når alle helt naturligt elsker næsten. Den sorte skærm i stuen er et minde fra dengang da man var hinandens fjende og hjulet drejede med skræk og lykke. Det mareridt holdt op, da vi blev trygge. Og ingen skræmmende tabeller melder om gift, som trænger ind i vores celler. Øjnene stråler. Kinderne er runde. Vi er almindelige. Vi er sunde. I pressen læser vi om grønne enge som bar de børn, der leged lidt for længe og nu blir kaldt på: de skal ind og spise og siden puttes med en vuggevise. Og far og mor de smiler til hinanden og får sig hver det vante kys på panden og glæder sig til dagene der følger en efter en som klare blide bølger. Og natten henter lys fra himlens stjerner. I mørket står ruiner af kaserner der sank i grus som overflødig viden om spændinger for meget længe siden. Vi sover ind med ro i vores nerver som proselytter ingen mere hverver. Vi ved at vores smukke lange dage vil ligne alle dem, vi har tilbage. Vi vågner fyldestgjort af vores drømme. Smult vande venter os. Og vi kan svømme. Man trækker nok engang i hverdagstøjet. Genkender alt. Er lettet og fornøjet. Den kedsom vinter varsler velkendt sommer. Tiden går ikke mere. Tiden kommer. Vi knytter vanens tusind fine bånd. Til alle hænder findes der en hånd. Hver arbejdsplads er til det fælles bedste. Og vi har frihed til at gro og feste. Hvert menske ved, det får hvad det skal bruge - kan derfor hverken trues eller true. Sand skønhed finder mensker i rutinen hinsides angst for næste trin på linen. Balancen kræver ikke parasoller. Man går på jorden. Og man ved, den holder. Hver skabning her på jorden er forskellig. Hver har sin hverdag. Hverdagen er hellig. En søger frosten. Andre nyder solen. En pudser sine fjer. En svinger kjolen. Op af de brune marker vokser maden. Og man kan færdes uden frygt på gaden. Milliarder mensker ved, de deler himlen - og føler hverken afmagt eller svimlen. De deler kedsomheden med hinanden og lader hjertet danse med forstanden. Går på museer, hvor de ser med måben at der engang var noget, der hed "våben". Den, som kan huske gamle dage, praler i kedsomhedens lyse katedraler af kampens krav - og får for al sin buldren et lidt distræt og venligt klap på skuldren. "Misundelse" - hvis det er det, man søger må man slå op i meget gamle bøger. Ord som "racisme", "fremmedhad", "mestiz'er" gir herligt stof til kedsomhedens vitser! En stille lærd opsøger under lampen i leksikonnet ordet "klassekampen". Han finder det og smiler. Husker smerten før kedsomheden virklig kom til verden. Dengang, da kun den stærkes ret var styrende - dengang, da mensker nærmest ligned dyrene og leved i en jungle - før det fælles. Han skriver op. Historien skal fortælles. Få læste den i kedsomhedens rige: det glemte havde kun så lidt at sige. Man sad ved kaffen i en aftenrøde og tænkte lidt af pligt på sine døde. Hvorfor sku man dog tvinges til at huske historiens vogn med forspand og med kuske? Fortid har med sin charme noget ved sig - men smukkest er det at ha lov at kede sig. Tænk, hvis retfærdigheden var brudt ud og ligheden - med eller uden gud! Så hørtes ikke mere hæse råb som manede til modstand og til håb. Så var vor klode fuld af liv og glæde. Så var enhver kedsommeligt til stede. Så kunne uden frygt for krig og nød fortæres i hver vrå et wienerbrød. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.