Kan en god mor erstatte en vuggestue? Vort børnefjendtlige samfund stiller man ikke større krav til en mor end til en snekaster. Burde man ikke gøre sig fortjent til at have med børn at gøre? Enhver diskussion om familie, ægteskab og kvindens ligestilling havner på et eller andet tidspunkt ved problemet: de små børn og deres mor. Derfra foregår debatten så for det meste på et plan, der klarest er beskrevet i Kaalunds fabel om den dræbte and: „ Oh, har du en moder, da skøn derpå." Det hænger sammen med en utidig generalisering, dels af psykoanalysen, dels af en række senere forskningsresultater. Og så har mange stadig den faste overbevisning, at et gennemført socialistisk samfund indebærer, at statsansatte tjenestemænd udriver de arme børn af hulk ende ny bagte mødres favne. Begge dele gør diskussionen lidt vanskelig. Blodlugtende kærlighed Hvad er kendsgerningerne? Forskningen har påvist, at institutionsbørn udvikler sig langsommere og måske ovenikøbet skævere end børn, der vokser op i et hjem med en moder. Man har osse fundet udviklingsforskelle betinget af, om grædende børn kun blir sat på højkant i sengen og trøstet, eller om de blir taget op og lunet i en rigtig hyggefavn. Men forskningen har osse påvist, at vildgæs kan præges til at vandre i gåsegang efter Konrad Lorenz. Og man kan få rotter til at trippe barnligt tillidsfulde efter spillekort og gummibolde Der er intet som helst mærkeligt i, at en moder normalt giver et barn bedre betingelser end institutioner, der har en overbebyrdet og utilstrækkeligt uddannet stab. Qg der er intet som helst mærkeligt i, at det at have en enkelt person at holde sig til („identificere sig med") er af største betydning for et barn, der vokser op i et voksencentrer et, børnefjendsk samfund. Men det beviser stadig ikke moderen som den store, irrationelle og uforanderlige arketype. Ethvert forskningsresultat er opnået under og afhængigt af de givne sociale vilkår. Hvad er en moder? Set fra det lille barns synspunkt er hun et system af påvirkninger og reaktioner. Hun er en fast kerne, hvorom hele det vekselspil mellem barn og omverden kan udfolde sig, som betinger udviklingen. Det væsentlige kan aldrig være, hvad en moder er, men hvad en moder gør. Hvilke oplevelsesmuligheder og påvirkninger giver hun barnet? Hvordan reagerer hun på b arnets spjæt og lyde? I det øjeblik dette er kortlagt, kan man rejse spørgsmålet: kan dette veksel virknings mønster reproduceres — uden den hellige moder? Vi ved ikke det hele. Men vi ved meget Det vil sige, det er psykologer og andre experter i udviklingspsykologi, der ved det Mødrene ved umådelig lidt Ikke desto mindre har man en fantastisk, ja, næsten skandaløs tillid til de naturlige moderkvalifikationer. Man arbejder stadig udfra den fordom, at mødre har et medfødt tag på deres børn og en blodlugt ende betingelsesløs kærlighed til deres eget afkom. Masser af fædre og mødre har gennem deres egen opdragelse fået ødelagt deres naturlige reaktioner på børn. Selvom det ikke var tilfældet, kunne de ikke klare sig med hvad de havde. Det drejer sig ikke om dyr men om mennesker. Men der stilles ingen krav til udøvelsen af vel en af de mest betydningsfulde gerninger i samfundet: opdragergerningen. Med hensyn til kvalifikationskrav rangerer opdragergerningen, når den varetages af forældre, i vores samfund på niveau med snekasterjobbet. Mød med skovl og snetegn — så skal ingen komme og påstå, at I ikke har forstand på det, I laver. Dette være ikke sagt for at fornærme snekasterne Men for at belyse problemet om mødrenes uerstattelighed. Vi sakker agterud I den forbindelse kan man spørge: tjener man ikke børnene bedst ved at opdrage dem til realiteterne, dvs. til et kapitalistisk, voksenorienteret og børnefjendsk samfund? Tjener vi dem med andre ord ikke bedst ved at overlade dem til deres mødre? For det første er spørgsmålet forkert stillet Vi skal ikke opdrage børn til at tilpasse sig et bestemt samfund, men til at kræve noget af et hvilket som helst samfund. For det andet er det ikke spørgsmål om et alternativ mellem blodmoderen og institutioner. „Giv barnet 100 mødre" sagde Bodil Graae fornylig i en kronik i et københavnsk dagblad. For det tredje er den nødvendige udvidelse og forbedring af institutionerne ganske uaktuel. Så længe vi har det samfund, som vi har, er en rimelig udvikling på børneinstitutionernes område utopisk. Tørre tal viser det Præcis lissom forskellen mellem rige og fattige nationer vokser. Det går ikke frem, det går tilbage Vi indhenter ikke det erklærede og registrerede behov. Vi sakker agterud. Men på det principielle plan kan det være nyttigt at huske på, at der allerede nu — forudsat vilje og penge — er mulighed for at lave vuggestuer, der i en lang række henseender er bedre miljøer for et meget stort antal børn, end deres hjem er det. For en stor del af børnehaverne er det allerede i dag en realitet — takket være en pædagogisk pionerindsats, der blev fulgt op i uddannelse og kvalifikationskrav. Der er bare det ved det, at der osse bliver stadig færre børnehavepladser i forhold til behovet. Ingen tænker på at rive de små børn fra deres mødre. Men det ville lette den saglige diskussion om familien, ægteskabet osv., hvis man kunne få rokket ved det hellige, almindelige moder-dogme. Man kunne fx erstatte det med en anden grundsætning: man skal gøre sig fortjent til at have med børn at gøre. Det er ikke tilstrækkeligt at være den, der har lavet dem. Det er ikke engang nødvendigt jj. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.