Jul For mor begyndte julen i november, omtrent samtidig med, at forretningslivet lagde op til den rovdrift på traditioner, ceremonier, følelser, minder og årligt tilbagevendende genopblussen af en tilsidesat religiøsitet, som skulle tilfredsstille dets grådighed. Hun skulle ikke bare finde på gaver, hun skulle også agte på alle de detaljer, som krævede råstoffer. Der skulle købes materialer til fremstilling af julestads, marcipan, chokolade, nødder og mandler til brug for de hjemmelavede julegodter, alt hvad der var nødvendigt for bagningen af op til otte forskellige slags småkager: vaniljekranse, jødekager, finskbrød, pebernødder, håkonskager, brune kager, fedtkager og klejner. Senere også havregrynskager og de kedelige pleskner. Til gåsen flag og til risengrøden de to mandler, en til de voksne og en til børnene. Og mandelgaver. En ting blev hun skånet for, det var en opfindelse, som et noget senere forretningsliv indførte: kalendergaverne. Vi var fire børn, og det ville have krævet af hende, at hun skulle finde på 96 smågaver, pakke dem ind og binde dem på en indkøbt julekalenderstrimmel, ophængt på hver sin knage. Men der var nok at gøre alligevel. Når julen omsider ramte familien, var mor totalt udmattet - og den unge pige havde naturligvis fri. Jeg udviklede et misforhold til julen - og det gik ud over mine børn. Heldigvis var min kone mere traditionsbevidst og mindre oprørsk, så vi endte på et kompromis. Julepynt i hjemmet (jeg nedlagde dog forbud mod kravlenisser), et lille juletræ, pyntet dels med arvegods, dels med pynt, hjemmefremstillet om spisebordet, lys naturligvis på træet. Traditionel menu. Vi kunne ikke danse om træet, der var knap to meter til loftet og skrå vægge, der var simpelthen ikke plads. Men vi sang og der lå gaver under træet; børnene delte dem ud, da de var blevet store nok til, at de kunne læse. Da min yngste datter flyttede hjemmefra, ville hun i en del år ikke fejre jul, sådan som andre gjorde. Jeg var lidt stolt af denne kompromisløshed - indtil hun forklarede sin modvilje med, at det jo alligevel aldrig kunne blive det samme som det var, da hun var barn. Da vi var små, var det far, der pyntede juletræet bag den lukkede dør. Da jeg voksede til blev jeg hjælper. Så kom jeg i puberteten med al den foragt for ritualer som den indebærer, og så blev det min yngre søster, der fik opgaven. Hun nåede også at blive træt af det, privilegiet forvandlede sig til pligt, og der var et eller andet galt med alting. Når lysene på træet var tændt og døren blev åbnet, tonede det svulmende Nææhh! med voksende ironi - men vi kunne godt lide det alligevel. Og vi tog hinandens hænder og vi gik rundt om træet og vi sang, først salmerne, så sangene. Træet var højt mere end to meter, far valgte det. Køkkenstolen blev bragt ind og klappet op til den trappestige, den kunne forvandles til. Så blev stjernen sat i toppen, efter at den (toppen) var skåret passende til. Derpå blev hjerter, kræmmerhuse og muffer hængt på grenene, de største forneden, de mindre opefter. Der var også mere fantasifulde konstruktioner, nisser, dyr og små papirhuse - det udgjorde tilsammen den grundlæggende pynt. Lidt glaskugler og hvide klokker var der også, men de stod i lavere kurs, de var kunstige, de var købt. Nar dette forarbejde var tilendebragt, kom turen til flagguirlanderne. De var altid filtret sammen fra sidste år, en stor del af tiden gik med at rede dem ud, så de små dannebrogsflag hang i behørig række på deres tynde snor. Flagguirlanderne blev heftet til de små grene nær toppen af træet og derfra ført lodret ned i syvotte rækker træet rundt. Så kom turen til de almindelige guirlander, ringe af glanspapir sat sammen i lange kæder, dem kunne alle børn lave. De skulle gå på tværs, så at sige omfavne træet. De blev med korte mellemrum heftet ind på grenene, men ikke stramt, de skulle hænge i smukke buer, veje lidt i al deres lethed. Når dette arbejde var udført, det tog lang tid, og de to små hvide mus var sat fast inde på stammen, var træet pyntet. Så kom lysene på. Det var små spiralstager, der havde en lang pind under sig med en lille tung kugle på, således at de altid kunne stå lige. De skulle anbringes i kredse og altid Således, at der ikke var fare for antændelse af den allerede anbragte stads. Det kunne kræve nogle revisioner af tidligere beslutninger. Nu stod træet færdigt i al sin brogede pragt. Der var andre familier, som holdt juletræet i sølv og hvidt. Måske brugte de oven i købet lametta. De var genstand for vores dybe foragt. Et juletræ skulle se ud som vores gjorde, ellers var det ikke noget rigtigt juletræ. Og mange af de andre havde ikke fået øjnene op for den vidunderlige finish vi brugte: féhåret! Det tog far sig personligt af i starten, men med årene fik vi lært det - og blev betroet til selv at brede det ud over træet. Det var ikke englehår, det brugte andre familier måske, men ikke vores, nej, det var fehår. Det lå samlet tæt i pakken, men når det med kyndige hænder blev bredt ud over hele træet indhylledes det i et eventyrligt spind, et mystisk edderkoppenet af støv og ælde, og når lysene blev tændt var hvert eneste lys omgivet af et rundt strålende slør - og det vældige juletræ svævede som en drøm. Anden juledag kom altid mors familie fra Dragør. Vi var tilsammen en halv snes børn og det til dem svarende antal voksne. Dengang var familierne mindre, hvert barn havde højst to forældre, men forældrene måske lidt flere børn. Træet blev tændt igen og den store kreds gik omkring det. Tante Thora kunne en masse muntre sange og lege, børnene hoppede og dansede og sang og fik godter og ingen der var med har nogen sinde glemt det. Så var julen forbi, og så var mor meget træt. I mine ældre år har jeg snyltet på andres jul og decideret givet afkald på adventskrans og nisser og gran og juledekorationer. Mit barnebarn besøgte mig engang ved juletid for nogle ar siden, hun har vel været en syv år. Hendes mor, min ældste datter, har formentlig i den bedste mening bagtalt mig for ikke at have noget normalt forhold til den store fest, som barnet gik og glædede sig til. I min tallerkenrække har - uvist af hvilken grund - i årevis befundet sig en meget lille tændstikstor nisse, som I sit skød bar et lys på størrelse med dem, man sætter I fødselsdagslagkager. Denne nisse havde jeg stillet på mit bord, da mit barnebarn skulle besøge mig. Hun så sig omkring, fandt intet spor af gran eller lignende, så så hun den lille nisse - og så sagde hun med stor begejstring: „Jamen, du har jo pyntet til jul, bedstefar!" I denne søde juletid (mel: Højt fra træets...) Jule hver, som jule kan, strigl de Røde Heste, Danmark er et juleland af de allerbedste. Kom og vær vor hyttegæst, ved vor gavebyttefest, hvor alene æden skaber juleglæden. Sukkerkringler, honningbrød, marcipan og kager juletid, hvor er du sød, og hvor godt du smager Mens vi bli'r som børn igen, ta'r vi vores tørn igen, skyller vamle figner ned med appelsigner. Proppende rosiner ned, hæs af chokolade, står man glad og svedig ved ovnens fyldte plade: bævrende af flæskesteg byder en at mæske sig det at folk blev slanke, stred mod julens tanke. Gåsesteg og risengrød, lækre tunge klejner, diarré og åndenød man for intet regner. Lækkerbidskner bagt i fedt man bli'r mæt og puster lidt, mens man sagte hvisker: Er der flere svedsker? Juletrær og julemænd, plasticsne på strøget det er rigtig jul igen, som kan fryde øjet. Øjet ja - men vommen mest, frelser, du, som kommen est: Vis du har beføj'lsen: hjælp os med fordøj'lsen! (Jesper Jensen ca. 1954, let rev.) Ifølge lørn Piø, har den været sunget „offentligt" 12.12.64 i Studenterforeningen i København. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.