Jernbanelignelsen

Af Erich Kästner, oversat af Jesper Jensen

Vi rejser alle i samme tog 
igennem tiden, der går. 
Man kikker ud. Er lige klog. 
Engang så holder vores tog 
men ingen ved, hvornår.

En stønner lidt. En sover trygt. 
En taler og er vred. 
Vi suser gennem år med frygt 
forbi stationer vi har søgt 
og uden mål og med.

Vi pakker. Pakker ud igen. 
Et meningsløst projekt. 
Hvor kører vi i morgen hen? 
Nu smiler konduktøren igen 
høfligt og korrekt.

Vi spør: Hvorhen? Hans smil blir koldt.
Selv har han intet bud.
Nu lyder togsirenen stolt
og toget bremser og gør holdt.
De døde stiger ud.

Et barn står af. En moder skriger. 
De stumme døde står 
på svundne års perron og siger: 
Frem gennem tiden! Farten stiger. 
Og ingen ved hvorfor.

På 1. klasse sidder én 
som ånder tungt og kort. 
Det røde plyds gir ingen 
men kun ensomhed og svage ben. 
De fleste sidder hårdt.

Vi rejser alle i samme tog 
mod en nutid vi ikke kan se. 
Man kikker ud. Er lige klog. 
Vi sidder alle i samme tog. 
Flest i den forkerte kupé.