Indsigelse mod en menneskeven

Professor Løgstrup skriver i sin anmeldelse her i bladet af Jesper Jensens og Klaus Rifbjergs stykke „Diskret ophold" (11/12— 64):
„Hvis en kulturkritik eller samfunds satire ikke skal blive misantropisk, skal der to ting til. Angrebet skal have en basis, man må vide hvor det kommer fra, standpunktet, menneskeopfattelsen, håbet. Det er det ene. Og det andet er, at der må nogle positive muligheder, i mennesket, i tilværelsen, i fremtiden, at knytte til ved og sætte sin lid til".
På det grundlag vurderer Løgstrup „Diskret ophold" og kommer til det resultat, at stykket i hvert fald er misantropisk. Desuden er det enten gudsbespottende eller det modsatte.
Er vurderingsgrundlaget uangribeligt? Bliver man ikke nødt til, hvis det holder stik, at anerkende megen overordentlig
spidsborgerlig kulturkritik (eksempelvis „Mein Kampf') som filantropisk, den opfylder jo nemlig som regel begge Løgstrups krav, og må man ikke sammen med „Diskret ophold" fordømme størsteparten af vort århundredes litteratur som misantropisk, den opfylder jo sjældent Løgstrups andet krav til kritikken? Er vi virkelig på sikker filantropisk grund, blot kulturkritikeren lader skinne igennem, at han trods alt ser lyst på kulturens fremtid? Bør man ikke snarere se bort fra alle positive bekendelser og undersøge om kritikken, der per se er negativ, nu også er berettiget?
Løgstrup er vist ikke utilbøjelig til at svare ja. I „Kunst og Etik" skriver han: „For at undgå misforståelse: den fordømmelse og forkastelse af det destruktive, der hører kunstværket til, udtales ikke. Den demonstreres heller ikke. Den ligger alene i perspektivet, og perspektivet er tavst. Kunst er ikke forkyndelse".
Ikke desto mindre forekommer det som om han i sin anmeldelse af Jesper Jensens og Klaus Rifbjergs stykke har set bort fra det. Han efterlyser vist nok en direkte opfyldelse af sine to krav om tydeliggørelse af det eksistentielle udgangspunkt og målsætning. Men hvilket rimeligt krav har man på at få oplysninger om en kulturkritikers menneskeopfattelse udover de oplysninger, der altid gives i hans kritik? Spørgsmålet må være, om den kulturkritik Jesper Jensen og Klaus Rifbjerg fremfører er saglig; — er den det, må de to forfattere også kunne betegnes som venner af folket.
Konkret grunder Løgstrup sin opfattelse på at „øretæverne falder hårdt og i flæng. Der er ikke et levende menneske, der får en chance". Nu er der kun fire personer i stykket og bør de end ikke være så enestående at der slet ikke er nogen i hele verden, der kan føle sig i familje med dem, så kan man på den anden side heller ikke forlange, at de skal repræsentere hele menneskeheden. Det gør stykkets personer i
hvert fald ikke, aller højst den kristne verdens menneskehed. Der levnes altså i høj grad chancer. At de ikke som en selvfølge tilfalder bl. a. forfatterne kan man se af mange ting, bl. a. cigarervisen, — der slutter med spørgsmålet: Så I røgen? Og sandelig! de, der fremførte kritikken af tobaksreklamen røg selv og indrømmede derved at de selv lå under for reklamen. Men selv om de fire .personer repræsenterede alverden, ville det kritiske stykke så være misantropisk? Da ikke nødvendigvis. Kritik fremsætter man vel bl. a. fordi man nærer håb om, at forholdene kan ændres. For det sjette, var de fire personer nu også så slemme som Løgstrup så dem? Bevares, når vi tager vores moralske søndagstøj på, var det i mange henseender nogle stygge knægte og fruentimmere. Men i andre lignede de sympatisk os andre, de havde da pæne lamper, læste TÆNK, rene idipter var de faktisk ikke, selvom den gode smag selvfølgelig havde en tendens til at isolere sig. Og de fremførte selv en god del rigtig kritik af samfundet.
Men hvad er det da, forfatterne i al kærlighed trods alt bebrejder „os", (som man næsten fristes til at sige)? Det er, at „vi" har et forhold til ånd som intet er. At den åndfulde Løgstrup ikke har set det, virker næsten som guddommelig ironi. Men sådan er det faktisk. „Diskret ophold" er hverken gudsbespottende eller kristent, for det er blufærdigt, men det er kritisk over for vort slatne, lidenskabsløse forhold til kristendommen. Det der virker blasfemisk på Løgstrup, er ikke forfatternes latterliggørelse af julelegenden, men „vores" allesammens. Forfatterne er solidariske med Løgstrup, når han finder den utilstedelig og pinlig, men netop det gør stykket rensende og befriende. Uden at det med disse ord skal kanoniseres som mesterværk, det er det ikke; man mindes til eksempel her om, at al begyndelse er svær.
Jørgen Bonde Jensen