I troldmandens hule 1. »Hvad vil du have af mig?« Et så generøst og skræmmende spørgsmål havde jeg ikke ventet. Adgangen til Troldmandens hule var let, men nu indså jeg, at det blev svært at komme ud. »Hvor mange ønsker har jeg?« spurgte jeg. »Tre-ad gangen.« »Hvor mange gange?« »Det afhænger af dine ønsker.« Jeg var i knibe. Jeg kom for at få noget, jeg ikke vidste, hvad var - og nu skulle jeg betegne det. Men midt i denne undersøgelse kom der et nyt spørgsmål fra Troldmanden: »Og hvad vil du betale?« Jeg var jo syg for helvede. Så bed jeg på krogen og tilbød at slagte drager, sprænge fængsler, lide kvaler i dybe kældre. Jeg havde fået et forslag OM en kontrakt - ikke et forslag TIL en kontrakt. Jeg var bragt i forhånd. Jeg troede på, at Troldmanden mente det alvorligt. »Jeg har engang skrevet,« begyndte jeg, »og jeg taler gerne om, hvad jeg har skrevet, fordi jeg optager mig ganske meget, at: 'glæde, venner og frihed/er noget man sammen tår.' Det kunne jo sådan set gøre det ud for tre ønsker.« »Var der nogen, der svarede sidst?« spurgte Troldmanden. »Sidst?« »Da pladen kom med sangen på?« Troldmanden ventede. »Det siger noget om samfundet - ikke om ønskerne!« »Hvad mener du med glæde?« spurgte Troldmanden. »Omkring 1959 gik jeg søndag morgen med min toårige datter ved hånden, i hendes tempo, til bageren, hvor der bag disken stod en til den lille by nys kommen kvindelig skønhed, og købte morgenbrød til min familie. Der var ikke ret langt til bageren, men både på det lille stykke derhen og på det samme lille stykke tilbage igen - var jeg glad. Og så var jeg glad, da jeg første gang bollede med min kæreste, som jeg var så glad for.« Troldmanden bemærkede til min betryggelse, at jeg rystede på hænderne, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg kunne blive et vanskeligere tilfælde, end jeg i grunden ønskede at være, da han ubønhørligt fortsatte: »Hvori består den frihed, som du ønsker?« »Jeg er under alkoholens svøbe!« »Hvad med venner?« Det stødte mig lidt, at Troldmanden byttede om på rækkefølgen af ønskerne i min tekst, men jeg var jo kommet der af egen fri vilje, henvist af en ven. »Venner!« svarede jeg prompte - og tøvede. »Jeg savner dem. Giv mig dem tilbage!« Troldmanden så på mig. »Hvad vil du betale?« Jeg tænkte på min marxistiske børnelærdom, på hvordan det kapitalistiske systems varebegreb og bytteforhold satte sig igennem de utroligste steder, og så, at jeg blev ramt på et ømt punkt: ville jeg - som stod for det modsatte -indgå en kontrakt på netop sådanne betingelser, som jeg bekæmpede? »Jeg vil gerne lave mine ønsker om,« sagde jeg. Troldmanden smilede. »Det er dig, der spiller ud.« »Jeg vil gerne befries for min angst, det er mit første ønske. Mit andet ønske er: Jeg vil gerne beholde min angst. Og mit tredje og sidste ønske er: jeg vil gerne lære min angst at kende.« »Så må du først fortælle mig, hvad du er bange for,« sagde Troldmanden. »Det er det, du skal fortælle mig,« svarede jeg. »Og hvad er så dit andet ønske?« Han rejste sig op. »Du laver dine ønsker om hele tiden.« »Det ville jeg ønske, at jeg ikke gjorde.« »Andet ønske,« sagde han. »Gid jeg kunne ønske.« »Tredje.« Troldmanden pegede på døren. 2. »Du skal være mit redskab, det er mit første ønske!« Troldmanden sukkede. »Det er jo derfor, du er her. Det er alle ønsker i ét. Og du har kun tre. Redskab til hvad?« Jeg tog mig sammen. »Nu skal jeg fortælle dig, hvad det i virkeligheden er, jeg ønsker. Jeg ønsker, at du skal bruge din sagkundskab og din erfaring til at lukke mig op, så al det lort, der er indeni, kan komme ud. Nu vil du måske sige, at min forstoppelse i grunden er et analt træk: en vilkårlig tilbageholdelse af afføringen. Nuvel, så skal midlet bare være så meget desto skrappere. Jeg tror, det ville lette.« Jeg trak vejret dybt og kunne i det øjeblik ikke finde på mere at ønske mig. »Og hvad vil du betale?« Troldmanden lænede sig tilbage. »Skal det være noget værd for dig - eller skal jeg bare ofre?« spurgte jeg. »Hvis du vil have det hele, gør det ingen forskel,« sagde han, »så bliver der alligevel ikke noget til mig.« »Jeg skal af med noget?« »Var det ikke netop dit ønske?« Jeg stirrede på ham. »Lortet,« sagde jeg, »kun lortet.« »Er det, hvad du tilbyder mig som betaling?« »Det var ikke sådan ment,« sagde jeg. Troldmanden lagde et stykke papir foran mig. »Kender du den kontrakt?« »Jeg har hørt om den,« svarede jeg, »han måtte ikke elske. Er det et prisforslag?« Han rejste sig op. »Det er et eksempel,« sagde han. »Så kunne det for eksempel også være den første, jeg mødte, når jeg kom hjem - mit lille barn for eksempel,« sagde jeg. »Er det et prisforslag?« »Nej,« sagde jeg. Troldmanden pegede på døren. 3. »Hvad vil du have, jeg skal gøre - og hvad vil du gøre til gengæld?« Troldmandens hule var lys og venlig. Og jeg følte mig som en prins, som kun manglede en hvid hest for at kunne erobre prinsessen og det halve kongerige. »Jeg vil ride over bjerg over dale, ad stejle skrænter for at møde ildsprudende drager i skumle kløfter. Du skal bare låne mig en hest og lære mig at ride.« Troldmanden gjorde et pentagram færdigt. »Hvad skulle jeg have ud af det?« spurgte han. »Jeg tilbyder at prøve kræfter med dig,« dristede jeg mig til at svare - og følte mig som en på forhånd umulig elev. »Tror du, der er en prins i dig?« sagde Troldmanden og lagde hovedet en smule på skrå. »Jeg er en prins, jeg mangler bare hesten,« sagde jeg og fortsatte: »Din hest trænger også til at blive rørt!« »Kalder man ikke det for halvpart?« spurgte han. »Det er bare et lån.« »Så må du i det mindste fortælle mig, hvilken grund jeg skulle have til at låne dig min hest og lære dig at ride.« Han rejste sig. »Er du ikke en troldmand?« sagde jeg. Troldmanden pegede på døren. 4. En sky slap solen, og Troldmandens hule virkede næsten imødekommende. Han begyndte: »Du sagde, du befandt dig godt alene. Hvad tiltrækker dig ved ensomheden?« »Ensomheden frastøder mig,« sagde jeg. »Det er netop ensomheden, jeg mærker, når jeg er sammen med andre, og hele min eksistens styres af de forventninger til mig, som jeg lægger ind i dem. At være alene - det er noget helt andet. Det er netop befrielsen fra at skulle leve op til andre.« »Hvorfor drikker du dig så også fuld, når du er alene?« »Måske har jeg glemt at fortælle, at jeg er to,« sagde jeg. »Jeg drikker mit spejlbillede væk, min refleksion, mit uniformerede overjeg - eller andet jeg. Fortidens kritik og fremtidens forventninger blegner, i nuet tør jeg være.« »Skræmt væk af de andre, på flugt for dig selv.« »Er det ikke synd for mig?« spurgte jeg. »Hvorfor er det mere synd for dig end for alle dem, som du pådutter fjendtlighed og derfor skyr?« »Fordi jeg savner dem mere, end de savner mig.« »Alligevel holder du af at være alene!« Troldmanden rejste sig. »Du siger ofte to modsatte ting temmelig hurtigt efter hinanden.« »Jeg gør en dyd af nødvendigheden.« »Du snakker udenom«. »Det er jeg godt selv klar over,« afbrød jeg. Troldmanden pegede på døren. 5, »Jeg tror, jeg har et forslag,« sagde jeg. »Ønskerne vil jeg gerne overveje lidt endnu, men jeg tror, jeg har fundet betalingen.« »Du stiller et prisforslag?« spurgte Troldmanden. »Det tror jeg nok,« svarede jeg. »Det bygger på et afkald fra min side - du kan næppe få noget ud af det.« »Anser du trolddomskunstens formål for skadefryd?« Hans stemme var skarp. »Jeg vil betale med rusen. Den er det, jeg for tiden har sværest ved at undvære. Det er en høj pris for mig.« »Hvad skal jeg med din rus?« Troldmanden rejste sig. »Overflødiggøre den.« »Det lyder som et ønske?« »Det er mit ønske,« sagde jeg. »Med min foregribelse af opfyldelsen udtrykker jeg respekt for dit arbejde, tillid til din kunst. Hvis jeg selv blev mødt med en sådan respekt og tillid, ville jeg tillægge det høj værdi. Især hvis jeg vidste, det havde kostet noget at vise den. Og jeg drages stærkt af rusen!« »Så stærkt, at du vil ofre den for et nyt tryllemiddel?« »Med ondt skal ondt fordrives!« »Og løgn med løgn? Og hæslighed med hæslighed?« Troldmanden gik hen og stillede sig foran døren. »Er det sande og det skønne og det gode kun det, som bliver tilbage, når løgn, hæslighed og ondskab er afskaffet?« Jeg anede en fælde og turde ikke svare. Han fortsatte: »Er lykken det, som overlever, når længslen er død?« »Flyt dig, jeg vil væk,« sagde jeg. »Fra hvad?« sagde Troldmanden og blev stående. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.