Historie 1 Allerede i begyndelsen er længslen mod afslutningen til stede Resignationens kildrende udfordring til en drøm lærer dig at lidenskaben er forgæves fordi du vågner ved at musikken forstummer 2 Hun jager ham væk for at komme ham nær Hun kalder på ham for at blive afvist Hun bruger vold for at blive pint Hun opbruger for ikke at miste I daggryet søger hun mørket Hun kradser i spejlet efter den anden 3 Hun spurgte ham om han holdt af hende med en rædsel som bragte ham til at skrige forsvind Og efter hun havde gennembanket ham sagde hun at han skulle have sagt ja det gør jeg 4 Han gav hende hvad han kunne undvære og følte sig som en lus Hun tog det han ikke kunne undvære og gulvene blev glatte Da hun slog sine klør i det han ikke kunne leve uden flygtede han kun iført det nødvendigste Så tilbød hun forlig kan man ikke andet med sine pjalter kan man slå dem sammen Hun gav ham alt tilbage uden at forlange andet til gengæld end det hun ikke kunne undvære Derfra kunne alt begynde forfra endnu engang i den ondeste cirkel forsoningens 5 Hans læber må ikke blive tynde hans ansigt må ikke stivne for der må kun være et i hans verden hende Ingen venners øjne i hans øjne hår i hans hånd hån i hans øre f or der må kun være et i hans øjne hånd øre hende Og han forstår hvorfor og det svimler af angst for en angst så stor for at miste at den selv giver tabet kød og blod Gør hendes gråd til et våben hendes røde øjne til laserstråler hendes hvisken til en hvæsende lunte hendes bøn om trøst til en fælde hendes skrig til boomeranger Hun vendte sin angst imod ham for der måtte kun være en angst hendes Med ømme hænder pakker hun en pakke med skyld som han kan tage med sig i beskyttelsesrummet Og hun vender sig imod ham 6 Da han havde kendt hende i fire år traf han en gammel og god ven på gaden vennen vidste at alt ikke var ved det gamle og så at alt ikke var godt og spurgte nå hvordan går det og klappede ham blidt på skulderen Og kravebenet knækkede med et knas skulderen gik af led huden på ryggen krakelerede fra halsen og nedefter med lyd som frosne pytter håret faldt af og kraniet blev gennemsigtigt så man kunne se ind til værket Og han svarede tak det er lidt op og ned 7 Hendes angst er for stor til at han tør hade hende Så over hele hans verden sænker hans had sig som cellofan Hver ny passager der stiger på bussen knitrer dumdristigt lige forbi ham Da bussen holder hvor han skal af forsøger han at trampe dens bund ud Men glider i sit eget had og brækker ryggen på trinnet 8 Hans hjerne er besat sætninger maser rundt mellem hinanden på alle etager og trapper De sætter ord ind i stedet for de knuste ruder fylder bogstaver i sømhuller tapetserer med klicheer maler med fraser skramler rundt med ræsonnementer barrikaderer korridorerne med selvforsvar Og ud under hans øjne blir der hængt store posede transparenter hvor der står fastfrys fremtiden 9 Så smuk som hun er denne sene eftermiddag er man kun i forreste linie når man efter en god nats søvn som den første springer op af skyttegraven for at indlede et nyt afgørende gennembrud i den stillingskrig hvor det eneste der holder modet oppe er de små flag på kortet der markerer de bittesmå forskelle mellem fronterne forleden og gårsdagens erobringer eller tilbagetog Den lille hornblæser har blanket sine knapper og pudset sit instrument fanfarerne varsler afgørelsens time med den tapperhed som mobiliseres når man ved at kampen aldrig falder ud til nogens fordel Så smuk som hun er denne sene eftermiddag er man kun når fjenden trevent har givet afkald på at tillægge forskellen mellem nederlag og sejr nogen afgørende betydning Hun imødeser med angst den frydefulde smerte når hun såret bæres tilbage på landsoldatens skulder for at få sit monument 10 Da hun havde tævet ham for fjerde gang sagde han til sig selv min elskede forstår mig ikke Efter syv timers rejse med blikket stirrende ud i luften eller dunkende bag øjenlågene og hjernen kværnende som en cementblander med ord som sten følte han en svag lettelse da han så at hendes vinduer var mørke 11 Efter at han har erklæret sin afmagt over for dommen antager hendes ansigt et sagligt udtryk Da hun siger at det er klart at hun ikke kan få hjælp af sin bøddel må han foretage en omgående synkebevægelse Hun bakker flyttevognen op og tømmer langsomt og rutineret alt hvad han husede i sig løsøre med let hånd mur og nagelfast med fortvivlelsens selvhjælp Han klær sig langsomt af og går i seng Hun siger at solen skær hende i øjnene når han holder øksen på den måde 12 Da de ikke deltes om det daglige græd hun og sagde at han udnyttede hende Da de deltes om det daglige græd hun og sagde at han gjorde hende overflødig Da han respekterede hendes svaghed græd hun og sagde at han trådte på hende Da han respekterede hendes styrke græd hun og sagde at han svigtede hende Da han var jaloux græd hun og sagde at han ydmygede hende Da han ikke var jaloux græd hun og sagde at han ydmygede hende Da han elskede hende græd hun og sagde at han var egoistisk Da han ikke elskede hende græd hun og sagde at han skulle trøste hende Og han forstod det var hans fejl © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.