Heinrich Heine - elsket og forhadt
Af: JESPER JENSEN FORFATTER OG OVERSÆTTER AF HEINE
Information
13. december 1997

Den 13. december fylder Heinrich Heine 200 år. Han er Tysklands mest kendte og mest oversatte digter (måske næst efter Goethe)

Jeg har prøvet at huske, hvornår jeg første gang kom i kontakt med Heinrich Heine. Im wunderschönen Monat Mai har jeg formentlig læst i tysk i skolen. Men der må have været mere end kun disse linier.
Konkret - og det husker jeg tydeligt - ved jeg, at jeg i 1. G anskaffede mig en meget dyr og skindindbunden udgave af Buch der Lieder. Jeg hægede om den bog, den var et klenodie for mig. Det må der jo have været en grund til. Men jeg husker kun den smukke indbinding og typografi, jeg husker ikke, om jeg læste i den.
Måske var fascinationen - hvor den så var kommet fra - større end viljen til tilegnelse. I hvert fald forærede jeg efter et par år bogen væk til en god ven. Jeg har fortrudt min generøse gave, jeg ville ønske jeg igen kunne mærke den smukke, bløde bog i mine hænder.
Så gik der mere end tyve år. Uden Heine, jeg læste ham ikke i dansk oversættelse, jeg læste danske kærlighedsdigte i stedet for. Jeg ved dog, at i min fars reol, som bl.a. rummede en komplet samling af Hans Hartvig Seedorffs bøger - der stod også Seedorffs oversættelse af Heines Vintereventyr. Jeg havde kigget i den, men ikke læst den.
Så blev jeg mange år senere indbudt til en stor festival i Den tyske Demokratiske Republik, DDR. Det var i 1973. Blandt de mange gaver til de udenlandske besøgende var en splinterny udgave af Heinrich Heines Deutschland. Ein Wintermärchen, som oprindelig udkom i 1844. Den blev, da jeg kom hjem, stillet ind på sin rette plads i reolen, ikke læst.

Det tyske sprog var normalt ikke særligt velset blandt unge mennesker i årene lige efter den tyske besættelse af Danmark. Men allerede i 1948 etableredes en lille studiekreds på Vestre Borgerdydskole, hvor et par behjertede lærere med en lille gruppe elever - uden for skoletiden - gennemgik og oversatte Goethes Urfaust.
Siden - da var jeg først i tyverne - kom Thomas Mann ind i billedet; sammen med min ven Niels Barfoed læste jeg Troldfjeldet - som Der Zauberberg dengang var oversat til. Og da Doktor Faustus udkom, gav vi os straks i kast med at oversætte den! Da vi havde oversat en halv snes sider, henvendte vi os til Gyldendal med et favorabelt tilbud - dog kun for at få at vide, at forlaget allerede havde sat den fremragende oversætter Mogens Boisen i gang med opgaven.
Årene gik, og livets tilskikkelser gjorde, at jeg en dag i stor rastløshed og fortvivlelse snusede rundt på må og få i min reol - og fandt den østtyske udgave af Heines Wintermärchen. Jeg begyndte at læse den - og blev solgt til stanglakrids! Det var næsten en rus, jeg læste den begejstret til ende i løbet af nogle dage, og jeg følte, at hvis jeg på det tidspunkt skulle tilføre mit liv en smule mening, så måtte jeg oversætte dette værk!
Det gjorde jeg, og det udkom i 1983 på forlaget Vindrose: Tyskland. Et Vintereventyr. Undervejs gav jeg mig til at studere Heine. Jeg støvsugede Københavns antikvariater og fik til sidst samlet mig en meter bøger om Heine, inklusive hans samlede værker. Næsten femogtyve år efter min universitetseksamen studerede jeg igen, og jeg skulle ikke engang til eksamen i det - det var vidunderligt!

Heine blev født i en jødisk familie i Düsseldorf i december 1797. Her fik han navnet Harry. Da han senere - pragmatisk - lod sig døbe, tog han navnet Heinrich. I maj 1831 emigrerer Heine til Paris, hvor han kommer til at hedde Henri. Han blev i februar 1856 begravet på en katolsk kirkegård i Paris.
Han gik fallit med en manufakturforretning, som hans rige onkel Salomon Heine havde finansieret. Takket være en særdeles velvillig forskelsbehandling på universitetet blev han jurist, men kunne som jøde ikke praktisere som advokat. Derfor dåben. Men Heine blev ikke advokat, han blev digter - ja, var det allerede omkring 1820.
Altså: en flakke, en upålidelig person, uden faste holdepunkter, dybt utroværdig i sit forhold til fædrelandet, i Paris hemmeligt understøttet af Thiers, den franske politiker, der senere var medansvarlig for nedkæmpelsen af Pariserkommunen. Samtidig omgikkes Heine venskabeligt med Jenny og Karl Marx, mens de opholdt sig i eksil i Paris.
Og alligevel: hele sit liv tro mod den franske revolutions idealer, trofast i sin kærlighed til det Tyskland, hvis magthavere med stort raseri forkastede ham og forbød hans bøger. Og tro mod sit poetiske og satiriske forfatterskab, som gjorde ham kendt og elsket i hele Europa.

Tyskland tog som stat aldrig Heine til sit hjerte. Tyve år efter sin død får han af lærde folks skovl - idet han sammenlignes med Byron:
“Begge digtere er meget personlige i deres fremlæggelse af deres subjektivitet; men Byron stiller sin frem, som den er, Heine som han gerne ville have, den tog sig ud. Begges Weltschmerz er ægte, men bevæggrundene hertil er hos Byron fremstillet med storartet åbenhed, hos Heine er den forandret, kunstfærdigt draperet.” (Dilthey, 1876)
Og endnu et hug:
“Der findes mennesker, som er vittige, så længe de kan gå til angreb med følelsen af at være ovenpå, men som straks forstummer, feje og kluntede, så snart angreb vendes mod dem selv: en sådan natur var Heine.” (do.)
Knap tyve år senere går det løs igen:
“Aldrig uden dybde, vittig uden overbevisning, selvoptaget, slibrig, løgnagtig og dog af og til uimodståelig elskværdig, var han også som digter karakterløs og derfor ejendommeligt ujævn i sin skaben… Omfattende værker vovede han sig ikke i kast med; thi den store stils kunstneriske komposition lykkes for det meste kun for Arierens massive kraft.” (Treitscke, 1894)
Heines jødiske herkomst, hans franske forbindelse, hans samfundskritik forfulgte ham langt efter hans død. Naturligvis var den fordomsfulde bedømmelse af ham dog ikke den eneste, heller ikke i Tyskland.
I november 1887 fremkom et forslag om et Heine-mindesmærke - hvilket udløste en vældig debat og et hav af smædeskrifter. Kejserinde Elisabeth af Østrig havde tilbudt at skænke Düsseldorf en Heine-statue, men måtte opgive sin gave, som hun lod opstille i sin have på Rorfu.
I 1893 gentog historien sig. Senere, i 1906, underskrev en lang række kendte forfattere et opråb, men modstanden var for stor - og til dels forankret i antisemitisme. Toppen af modstanden var et 375-siders smædeskrift af Adolf Bartels Heinrich Heine. Auch ein Denkmal.
Heri skriver Bartels bl.a.: “…en tysk lyriker er han ikke, han er, hvilket man til stadighed må fremhæve, en på tysk digtende jøde, som de facto ikke kan være så meget værd for os som selv et mindre, men tysk talent, hvis lyrik vokser ud af hans liv og hans væsen og fremfor alt af tysk folkelighed (‘Volkstum’).” (1906)
Tucholsky skriver senere:
“Antallet af krigsmindesmærker forholder sig her til lands til antallet af Heine-mindesmærker som magt til ånd.” (1929)

I maj 1933 havde en lang række levende forfattere (Tucholsky, Brecht, Mann, Kästner og mange flere) den ære at få deres bøger brændt på Operapladsen i Berlin sammen med deres afdøde kollegas.
I nazi-tiden var Heine naturligvis forbudt. Kun en tekst kunne man ikke komme udenom: Loreley! Den kendte alle, den ville folk synge. Så den måtte man tage med i sangbøgerne - dog uden forfatterens navn. Det fortælles, at man oven i købet som ophavsmand angav: Ukendt forfatter!
Efter Anden Verdenskrig holdt Vesttyskland lav profil, hvad angår Heine (ligesom man gjorde det med Erich Kästners poetiske og politiske forfatterskab). I DDR derimod tog man ham til hjertet og hans tekster indgik i skolens pensum.

Da der blev oprettet et universitet i Düsseldorf i 1965, fremkom et forslag om at opkalde det efter det verdensberømte bysbarn Heinrich Heine. Forslaget blev straks afvist af kulturministeren.
Forslaget blev genfremsat i 1972, altså 175 år efter Heines fødsel. Kampen bølgede frem og tilbage, forslaget blev støttet i den internationale presse og af medieaktioner, af borgerinitiativer og af studenterne. Men forslaget blev afvist samme år.
Så sent som i 1982 var der igen debat om spørgsmålet! Et universitetskonvent forkastede forslaget med 44 stemmer mod 41. Et af argumenterne var omkostningerne ved at skulle ændre universitetets brevpapir, navneskilte osv. - hvad kunne satirikeren Heine ikke have fået ud af det!
Det skal retfærdigvis siges, at Heinrich Heines liv og værk også har haft gode kår i Vesttyskland. Han har blot - som alle fremragende kunstnere formår det - bestandig skilt vandene.
Som eksempel på omsorgen for Heine kan nævnes det vældige værk Begegnungen mit Heine. Berichte der Zeitgenossen, som udkom i Hamburg i 1973 - oven i købet på Heines gamle forlag Hoffmann und Campe!
Det rummer citater fra breve, erindringer, mundtlige meddelelser, som vedrører Heinrich Heine - et værk, som på mere end 1.300 sider reflekterer omverdenens billede af Heine fra hans fødsel til hans død i februar 1856.
Her finder man for eksempel H.C. Andersens beretning om sit første møde (1833 i Paris) med Heine:
“En Dag traadte jeg ind i .”Europe litteraire”, et Slags Pariser “Athenæum”, hvor Paul Duport havde indført mig: der kom en lille Mand, af israelitisk Udseende, mig venligt imøde. “Jeg hører, at De er Dansk,” sagde han, “jeg er Tydsk! Danske og Tydskere Brødre, derfor rækker jeg Dem Haanden!”
Jeg spurgte ham om hans Navn, og han sagde: “Heinrich Heine!”
Den Digter altsaa, der for nylig i den unge erotiske Periode af mit Liv saa ganske havde fyldt mig, saa ganske havde udsunget mine Følelser og Stemninger. Ingen vilde jeg hellere see og møde end ham: og Alt dette sagde jeg ham.
“Det er Talemaader!” smiilte han, “havde jeg interesseret Dem saaledes, som De siger, da havde De besøgt mig!”
“Det kunde jeg ikke!” svarede jeg, “De har saa megen Sands for det Komiske og maatte have fundet det komisk, om jeg, der er Dem en aldeles ubekjendt Digter, fra det lidet kjendte Danmark, kom og præsenterede mig selv, som en dansk Poet!”