politisk revy
Nr. 58, fredag den 17. juni 1966

Harvest Moon

Hvad skal man stille op, når man kikker ned foran sine fødder en tidlig morgenstund og opdager, at man ikke står på jorden, men på manen? Der er sørget godt for en. Claus Toks-vig er en dygtig steward på færden, og tre sagkyndige rejseførere meddeler sig enthusiastisk gennem tolken Lasse Budtz. Alt skulle funger e perfekt, men alligevel er man ved at tabe balancen, fordi man ikke ved hvilket ben man skal stå på.
Et diskret milliardbeløb, nævnt i forbifarten, får først en til at tænke på, hvad man kunne have brugt de mange penge til. FN er forgældet, verden over råber enorme naturrigdomme på investeringer, og børn går rundt med maver som balloner, både udvendigt og indvendigt. Pludselig opdager man, at der står en og klapper en på skulderen og ser gevaldig fidel og indforstået ud. Han siger, han hedder Rindal, men han ligner en hel masse andre af dem, hvis armsving man normalt ikke plejer at lægge skulder til.
Så lyder der et andet tal: man befinder sig indenfor en radius af tolv kilometer fra det sted, der blev sigtet efter. Man prøver at humpe sig til rette på det andet ben. Forspringet er ved at være indhentet. Det store kapløb mellem Sovjetunionen og den frie verdens omsorgsfulde formynder USA nærmer sig en balance Om dødt løb tør man dog ikke tale, der er ingen målstreg i sigte. Man fornemmer klodens forventningsfulde folkeslag påny vende ængstelige øjne i vestlig retning efter så længe at have stirret mod øst. Pludselig får man et nyt kammeratligt dunk i ryggen. Der står han minsandten igen, ham fra før.
Ved en kraftanstrengelse lykkes det at få begge ben til at bære på en gang, så man kan få ham sparket væk. For nu lyder fornuftens stemme Det er forskningen, det er fremskridtet, som dette her handler om. Rummedicinen lærer os menneskets muligheder at kende Computerteknik, telekommunikation, elektronik gør vældige fremskridt — i sidste instans til gavn for alles velstand og viden. Stormagternes public relations race er
blevet løftestang for en udvikling, hvis tempo og stigningstakt kun kan sammenlignes med, hvad man finder under en krig. Pludselig bliver ens hånd grebet og rystet venskabeligt af en herre i hvid kittel med en regnestok stikkende op af brystlommen.
Et par timer er gået, man er kommet ned på jorden igen — og registrerer følgende: rumforskningen er først og fremmest basis for teknologiske fremskridt. Grundforskningen kan hægte sig på i det omfang den kan godtgøre, at den har forbindelse hermed. Det er ikke så svært, for der er penge nok, sålænge rumforskningen er snævert knyttet til forsvarspolitik og oprustningsbudget-ter. At private kapitalinteresser infiltrerer både politiske og videnskabelige kredse nævnes kun som supplement.
Det centrale spørgsmål er: kunne alle disse fremskridt, som tiener forskningen og dermed os alle, være nået uden den dæmoniske overbygning, som de hidtil har haft? Man forstår godt, at videnskabsmænd udnytter den politiske situation for at sikre sig arbejdsmuligheder og bevillinger. Men man må erkende risikoen for, at forskerens etik korrumperes. Mellem en krig og en ideologisk kamp er der ingen principiel forskel. Og hvordan er de grene af videnskaben stillet, der ikke har nogen direkte affinitet til den store strid? Tvinger man samfundsforskere, psykologer og humanister til at håbe på, at kampen om sjælene snart for alvor kommer i gang?
Det drejer sig ikke om hvorvidt videnskabelige resultater kan misbruges — for det kan de under  alle omstændigheder. Det drejer  sig om,  hvorvidt forskere uden at tage skade på deres sjæl kan acceptere det destruktive som argument for det konstruktive Det drejer sig om, hvorvidt det er oprustningen og det militante public relations apparat, der er tjenere for fremskridt i viden og kunnen — eller om det er omvendt.