Gud, konge og bestyrelse
Efter det højtidelige fyrstebryllup i Holland udtalte Hans Kongelige Højhed Prins Claus van Amsberg af Oranien, at han godt kunne forstå de røde og krasbørstige hollænderes følelser. Samtidig har det kastet visse skygger over magtkampen om B. og W., at taktløse og uansvarlige elementer blandt arbejderne fyrede røgbomber af midt i festen.
Muligvis var det omvendt. Den overvældende absurditet i disse begivenheder gør det lidt svært at holde dem Mart ude fra hinanden. Selvom de tilsyneladende er ret så forskellige, er det den samme besynderlige mekanik, der ligger gemt i dem begge.
Det er den samme dovenskab og autoritetstro, der får os til at protestere mod en bøvs i nationalsangen — og til at acceptere, at virksomheders drift og strategi bestemmes gennem bestyrelses-vælde og aktionærkup.
Monarkiet og den private ejendomsret til produktionsmidlerne forsvares i henholdsvis turismens og den hellige almindelige levestandards navn. Den menneskelige uværdighed, som begge fænomener repræsenterer, er altfor besværlig at tage stilling til. Den kommer dog alligevel til udtryk, dels i vor hysteriske afslikning af konger og prinsesser, dels i vor almindelige utilfredshed med vort arbejde og vor tilværelse.
Når vi kaster røgbomber i protest mod den nationale kombination i et kongeligt giftermål, accepterer vi i virkeligheden monarkiets konditioner. Vi anerkender, at det overhovedet rager nogen som helst, hvem en eller anden prinsesse gifter sig med.  Vi protesterer mod, at symbolerne nægter at løse deres egentlige opgave: at være det pålidelige udtryk for det dårligste i mennesker — sentimentaliteten, selvforherligelsen og intolerancen.
Monarkiet i de civiliserede lande er berøvet enhver magt og enhver reel indflydelse ifølge for-
fatningen. Når det alligevel kan komme til at spille en rolle, er det i kraft af befolkningens dovenskab og faderkomplexer. En tilfældig familie belastes med at skulle kanalisere en hel befolknings neurotiske autoritetsbinding. Det kaldes politisk stabilisering.
Det er formentlig den samme dovenskab og autoritetsbinding, der får os til uden videre at acceptere en situation som den, vi så i fjernsynet, hvor Svend Heineke og Knud Lauritzen sad og duellerede om B. og W. Magtkampe er blevet underholdning for folket. Absurditeten indtræder først i det øjeblik man opdager, at kampen handler om selve det applauderende publikum, om én selv.
Det må være meget mærkeligt at være arbejder på B. og W. i denne tid. Det diskuteres formentlig ivrigt, hvem af de to parter, Lauritzen eller bestyrelsen, der har ret. Forhåbentlig diskuterer man også det højst ejendommelige i situationen, at de mange tusind mennesker, som er soldater i denne magtkamp, nemlig virksomhedens ansatte, ikke har et levende ord at skulle have sagt.
Det er nødvendigt med ledelse. Vi er alle Jens Otto   Krags soldater.  Men vi kan skaffe os af med ham, hvis vi vil. Et aktieselskabs bestyrelse  eller  en virksomheds direktør sidder betydelig fastere i sadlen. Aktioner mod dem er ulovlige.  Men hvad skal aktioner også til? Det er jo i de ledendes egen interesse at sørge for undersåtternes bedste.  Vi har en usvigelig tillid til gud, konge og bestyrelse.  Hvad skulle vi ellers have?
Da jeg var dreng, fortalte man mig engang, at den eneste grund til, at mennesket kunne bruge hesten som husdyr var, at den ikke kendte sine egne kræfter. Siden da har jeg altid betragtet heste med stor ærbødighed — og en lille smule uro.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.