Frihedens straf

Søndag formiddag, i bagerbutikken. Der er som sædvanlig kø. Man står og fordriver ventetiden med at fingerere lidt ved morgenbladene. Der står det så pludselig: DEN UTRO KVINDE. Bang! Og et billede - huh! Avisen ryger ned i nettet sammen med den halve sød og de to håndværkere med birkes.
Man bænker sig med kaffen og brødet i sit køkken, fisker 3. sektion ud af stabelen af fældede fyrretræer og læser igen: DEN UTRO KVINDE - en rubrik så stor og sort, at end ikke Tjernobyl-katastrofen formåede at konkurrere. Under rubrikken stirrer fotografens udtryksfulde og velkomponerede billede én i møde.
(Det er mig meget om at gøre at understrege, at intet af det, som jeg siger i det følgende, handler om personen, som interviewes. Alt hvad jeg siger handler om det mediebillede, hun bringes til at fylde ud, den strategi, hun bruges som brik i. På samme måde er det, jeg siger, ikke vendt imod journalisten, som har interviewet eller fotografen, som har fotograferet. Hvad jeg siger, handler om det budskab, som kommer læseren i møde, og om den sammenhæng, det aktuelt kan indpasses i).
Se på hende. Her står hun. Den smukke, modne, dybt sårede kvinde med sit anklagende blik vendt lige imod dig. Du får din halve håndværker galt i halsen af bare skyldfølelse - jeg mener: Af gammel vane. Det blik. Det er ikke et blik, som søger fællesskab. Ikke et, som rummer en åbenhed. Her lades alt håb ude. Det er et hadefuldt blik. Meget dygtigt billedvalg.
Bag hende lyset. Foran hende arbejdets trædemøllehjul, hvorpå livets tråde hænger, håbløst sammen-filtrede. Selve kvindeskikkelsen er i ro, hun har stået der længe, afventende, asken på hendes cigaret er blevet lang.
Er dette en utro kvinde? Er mænd (som der står i underrubrikken) »trygheds-bamser og følelsesmæssige løgnere«? Her skal ikke spørges. Fotografens billede kræver svar. Inden billedets cigaret brænder billedets fingre på billedets roligt resignerede hånd.
Interviewet kunne i sig selv læses som en formidling af nogle erfaringer, som en stærk og fri kvinde har gjort i sit liv, med up s and downs, med fremdrift og fælder, med lykke og længsel, åbenhed og angst. Nå ja, og med de sædvanlige generaliseringer om »mænd« - de skal ligesom med, det er nærmest pligtstof, når låget nu er af.
Men sådan som artiklen er lanceret, garneret og prioriteret, fremtræder den som noget andet. Den placerer sig som et bidrag til den nye bornerthed, der i snart et par år har været undervejs i aviser og blade. Nu skal monogamiet forsvares, nu skal eksperimenterne ophøre, nu skal åbenheden lægges for had, nu skal celledørene atter smække bag den lille kernefamilie.
Argumenterne i dette felttog er forskellige: Det åbne land er farligt, man får knubs og kan forstuve sine fødder. Lidenskab er angstfremkaldende. Alle mænd er nogen røvhuller, hold dig hellere til et, hvis lugt du kender. Og kræv til gengæld for dit afkald, at han holder sig til dig. Angst er ikke noget man arbejder med mere, det er noget som man har ret til at smøre af på andre.
Der var engang, da kvinderne krævede frihed og lighed. De ville ikke længere være mændenes dørmåtte og husholderske, og de ville betragtes på lige fod med mændene i arbejdslivet. Have deres egen økonomi, deres egen identitet. Være hele, frie og stærke, kende deres eget værd.
Yderst berettigede krav, men ikke så ligetil at få gennemført. Fortroppen hentede styrke fra søstersolidariteten i kvindegrupperne, en basis, et nødvendigt helle i den daglige kamp. En klog strategi, en virkningsfuld taktik - men som alt andet her i livet ikke helt uden ulemper.
Kvinderne så, at mændene havde friheden, at mændene havde privilegier og fordele. Hvad de ikke kunne få noget at vide om, og ikke ville have noget at vide om, var omkostningerne. For de (jeg tænker stadig på fortroppen) snakkede kun med hinanden.
Nu har en del kvinder taget friheden, nu har en del kvinder opnået en del af den ligestilling, som de med rette kæmpede for - og nu mærker de omkostningerne på deres egen krop.
For mænd er det ingen nyhed, at »kærligheden ikke er for amatører«, at »den rummer så mange livsfarlige spil«, at »den gør ondt«, at den »ikke kan undgå at blive kompliceret, hvis det virkelig er en passion«. For mænd er det ikke nogen overraskende indsigt, at passionen er angstfremkaldende, fordi »man kan ikke tåle at blive svigtet, og så bliver man svigtet alligevel.«
Det kan vi mænd prøve at håndtere på flere måder. De stærkere og modigere af os kan forsøge at »passe på, hvem vi skaber kærlighedens billeder med« og prøve på at være opmærksomme på, om vi selv eller andre »udsender følelsesmæssigt falske signaler.« De svagere eller mere ængstelige af os kan søge ly bag forbehold eller flygtighed. Med de følelsesmæssige omkostninger det så har.
Hvad er det for et mandebillede, som Politikens me-64
diebegivenhed »DEN UTRO KVINDE« stiller op? Lad os kigge på nogle citater.
Mænd »søger en (moder)erstatning«. Mænd »flakker om på byens barer for at score et tilfældigt knald«. Mænd »vil evigt narre sig selv, når de lader som om de kan adskille erotik og kærlighed«. Mænd »gør meget mindre end vi kvinder rent følelsesmæssigt, de er mere bange for at overgive sig«.
Mænd finder det »sikrere at leve på overfladen, være en lækker fyr for så mange piger som muligt, score noget fisse ude i byen«. Mændene »kan så meget mindre end vi kvinder stå for at blive flatterede (der skal vel stå: feterede, J J)«. For mænd er det vigtigste »selv at høre, at de er begavede, maskuline, og allerhelst for en mand at hans pik er utrolig«. Mænds spilleregler (som kvinder er ved at blive smittet af) følger mønsteret »det uforpligtende, ligegyldige«.
Man(d) ved snart ikke, om man skal le eller græde. Men sikkert er: Et så utrolig overfladisk billede af manden dementerer for det første alt, hvad kvinder hidtil har påberåbt sig af særlig kvindelig følsomhed, intuition og evne til menneskelig forståelse. Og for det andet minder det i sin skråsikkerhed om den måde, hvorpå man i tidligere århundreder beskrev det typisk kvindelige - som man dengang brugte til at undertrykke kvinderne med.
Og hvilket budskab rummer mediebegivenheden så om (u)troskab? Vi tager igen nogle citater.
Utroskab vil sige, at »man af forfængelighed har spredt sig erotisk«. Manden »pirres« af kvinders u-troskab, så har han »noget at kæmpe for«. »En drøm om tosomhed, en ideologi er blevet svigtet«. »Den gensidige utroskab bliver en krig mellem kønnene.« Der er dog åbenbart en forskel: Mandens utroskab er »forræderi« og »bedrageri« - kvindens derimod »en måde at holde ud at elske ham på«.
Der tales om »en aura af trofasthed omkring sig som en enmandskvinde« som en urealisabel drøm.

»Utroskab er at forråde de fælles billeder«. Der tales om at være »kastet ud i rollen som fri kvinde« og om de »påtvungent frigjorte medsøstre«.
Iscenesættelsen af disse udsagn udgør tilsammen et frontalt angreb på kvinders stolthed, den, som i starten bar kvindebevægelsen. Og enhver gnist af lyst, leg, åbenhed, glæde og lytten til sig selv og sin krop er trampet ud under en hæl, hvorpå der står »UTROSKAB« - med tre kors og et dødningehoved.
Der er ikke andet tilbage end skuffelse, forurettet-hed og en vis galgenhumoristisk tristesse med desperate undertoner. Plus en beråben sig på angsten, en tagen patent på den som noget specifikt kvindeligt.
Og den går naturligvis ikke, denne ensidighed åbner for kritik, så derfor må man dække sig helt ind. Og ugen efter står man igen i bagerbutikken - og hvad ser man? Selvfølgelig: DEN UTRO MAND!
Man kunne forestille sig, at der skulle etableres et modspil, en korektion - men nej. En ny dukke trækkes ind på det lille agitpropteater. Og minsandten, om ikke ny-bornertheden sætter årstal på - så ingen kan være i tvivl: »I 60'ernes frie forhold var også hans kone utro, og da han ikke spurgte hende ud om det, fortalte det ham først og fremmest, at der måtte være noget galt med hans egne følelser.«
Raffineret. Vi mennesker egner os ikke til frihed. Vores følelser kommer i vejen. Fra barndommen af er vi dømt til at søge den tryghed, som handler om faste forhold, hvor det ikke er til at skelne, hvem der er fange, og hvem der er vogter, fordi begge parter er begge dele. Sådan var det stedse skik i Danmark - og sådan skal det blive. Elverkongen ser dig - hold dig på måtten!
Ord til andet bekræfter det nye interview ideologien i det første. For hvad er mandens billede af »utroskaben«? »Gnavende dårlig samvittighed«, »tvetydige følelser«, »naturstridigt«, »overmod«, »jeg hævnede mig gennem min utroskab«, »en magtkamp« - og så trumfen, overbuddet, springet før målstregen: »Jeg tror det drejer sig om min frygt og angst, hvor hun var mere sikker.«
Der findes mennesker af begge køn, der underkaster sig angsten som en uafvendelig skæbne - i stedet for at betragte den som et vilkår, man kan prøve at forandre eller i det mindste komme til rette med.
Det er en fordel for det bestående, jo flere der er af dem. For de vil for det meste også betragte samfundsforholdene som noget, man ikke kan lave om på. Angsten for at noget skal holde op er samtidig angsten for, at noget skal begynde. Angsten for det nye beskytter det gamle.
Dette indebærer ikke, at det livslange parforhold, som fungerer, er reaktionært - eller at en rimeligt ansvarlig løsagtighed i sig selv er progressiv.
Kernen i sagen er vores forhold til friheden og dermed til vores angst. Vi kan vælge mellem at bruge angsten som en undskyldning eller som en udfordring. Eller - bare som et minimum - forsøge at finde ud af, hvad det i grunden er, vi er bange for.
Det er ikke så moderne mere, som det har været, at beskæftige sig med fortvivlelsen og undertrykkelsen i det, som bliver ved. Nu er det moderne at beskæftige sig med omkostningerne ved, at noget holder op.
Tilsyneladende kastes skylden over på mændene, det er der ikke noget nyt i, og det var - og er - i mange tilfælde også berettiget, om end man kunne ønske sig en smule vilje til at trænge bare et lille stykke ind under overfladen. Men anklagen mod mændene er blot camouflage! Det er noget større, det gælder.
Det er vovemodet, det er oprøret, det er kvindesagen, som skal rammes. Nu skal der slås et slag for den gammeldags moral, nu skal der bæres ved til ny-bornerthedens bål: Se bare, hvor forfærdelige frihedens omkostninger er! Frigørelsen på bålet! Frisindet på bålet! Fremad, kristne stridsmænd!
Her er beviset: Kvinderne, mændene, vi mennesker er gået for vidt - nu kommer straffen for vores formastelige drøm om en større menneskelighed og generøsitet mellem kønnene! Det gør ondt, man bliver ulykkelig af det, det koster drømme, man ender som et hærget billede med syndens halvt udbrændte cigaret mellem sine fingre. For sent så man, hvor høj prisen ville være for at stige op mod lyset og svigte de hellige almindelige kødgryder.
Ny-bornerthedens budskab er pakket ind i personlige dokumenter - vi har set meget, og vi får mere at se. I vores fortvivlelse over, hvordan den store verden arter sig, flår vi papiret af til vores lille verden: Der kan vi i det mindste finde en slags tryghed.
Lad os blive sammen, du og jeg, til døden os skiller. Og sammen beskytte hinanden mod det, der er værre end døden: Friheden.