Forord Der er tre gode grunde til at udgive Pavlov på dansk. For det første: så at sige alle kender ham („det er ham med hundene"), men meget få har læst ham. Selv de fleste fagpsykologer kender ham kun fra mere eller mindre overfladiske eller polemiske referater. For det andet: hans lære om den højere nervevirksomhed og om de højere dyrs signalsystemer er den videnskabelige basis for den halve verdens fysiologi og psykologi. Det er ganske vist ikke vores halvdel af verden; men læren har „infiltreret" både engelsk og amerikansk - ja, på det sidste endog dansk psykologi. For det tredje: i det omfang den vestlige verdens kunstanalyse, kulturdebat og samfundskritik har haft brug for psykologien, har man været henvist til at bygge på den psykoanalytiske lære, grundlagt af Freud og videreført af Jung, Adler, Horney, Fromm m. fl. Det kan i bedste fald siges at være et ensidigt grundlag. Den mest nærliggende indvending mod Pavlov i dag er naturligvis, at han er forældet. Det er rigtigt, at Pavlovs lære er forældet på en række punkter. Det skyldes to forhold. For det første, at han har formuleret sine teorier på en så klar måde, og udført sine eksperimenter på så strengt videnskabelig vis, at hans resultater er ofre for den forældelse, der ligger i erkendelsens fremskridt. For det andet, at det grundlag han skabte, var så frugtbart, at det har givet anledning til en udstrakt og intens forskning. I den henseende adskiller Pavlov sig fra en personlighed som Jung, hvis formuleringer kan gøres til genstand for stadig nye tolkninger, men vanskeligt kan studeres eksperimentelt - og hvis lære derfor ikke forældes, men er evig aktuel, fordi den kan bruges til næsten hvad som helst. Det at Pavlov i denne henseende er forældet, betyder ikke, at han er uden interesse. Uden et kendskab til hans materialistiske grundlag, eksperimentelle metode og videnskabelige teori er det vanskeligt, ja sikkert umuligt, at forstå den sovjetiske og øvrige østeuropæiske almene og pædagogiske psykologi. Og denne psykologi kan i de kommende år forventes at betyde en saltvandsindsprøjtning for bl.a. vor egen psykologi. Man bør læse Pavlov som en levende klassiker. Dvs. mere for hans almene indstilling til og formulering af problemerne end for hans konkrete løsninger af dem. Lægmanden, der giver sig tid til at læse denne bog, vil forhåbentlig med mig glæde sig over Pavlovs klare tanke og grundfæstet optimistiske tro på, at studiet af menneskets sjæleliv ikke er et filosofisk dilemma, men en teknisk og metodisk udfordring; at en viden om menneskets psykologi ikke befordres af metafysisk ærefrygt, men af kendsgerninger, der kan kontrolleres videnskabeligt. Det drejer sig ikke om at afskaffe „sjælen", men om at forøge vore muligheder for at lære det „psykiske" liv at kende. Trods sin tankes klarhed og sin eksperimentelle stringens er Pavlov ikke let at gå til. Det skyldes først og fremmest, at han i alt, hvad han har skrevet, har henvendt sig til fagfolk. Ganske vist har det ofte været fagfolk fra andre områder, men han har ikke søgt at popularisere sine tanker og resultater, og han har overalt kunnet forudsætte en række begreber og situationer kendte. Den bedste introduktion til Pavlov må derfor være en kort gennemgang af hovedtrækkene i hans lære og en forklaring af de centrale begreber, der er helt nødvendige for at forstå hans forsøgsbeskrivelser og hypoteser. Størstedelen af Pavlovs produktion består af foredrag og forelæsninger. Det kan ikke undgå at give et udvalg en særlig karakter. Forelæsningerne er vanskelige at tage med, da de hver for sig udgør led i en større og sammenhængende fremstilling, tilmed for fagstuderende. Foredragene er hyppigt redegørelser for forsamlinger af fagfolk fra nabovidenskaber, hvilket betyder, at Pavlov gang på gang har været nødt til at indlede med en beskrivelse af nogle hovedtræk i sin reflekslære. Det er hovedsagelig fra den sidste kategori, dette udvalg henter sit stof. Det betyder, at der findes et ganske stort antal gentagelser, hvor de samme elementære forhold gennemgås. Redaktionelt kunne dette naturligvis være klaret ved en række beskæringer. Jeg har imidlertid foretrukket at lade hver afhandling blive stående i sin oprindelige udformning. Dels er området uvant for mange, hvilket gør gentagelser ønskelige -dels skifter Pavlovs accent efter de problemer han tager op i de forskellige sammenhæng. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.