Fornyelsens tyranni Information, 5. januar 1998 Nutidens fornyelse er fremtidens produktion IDENTITET Kulturpolitikken i et demokratisk samfund står altid i et dilemma. På den ene side skal man sikre den kultur og den kunst, som der er efterspørgsel efter - og dermed stemmer i, skønt det er nok ikke særlig mange. Imod det stræb kan man indvende, at hvis efterspørgslen er til stede, er en demokratisk kulturstøtte ikke nødvendig. Markedsmekanismen klarer sagerne. På den anden side skal man sikre kunstens og kulturens fremtid, nutidens fornyelse er fremtidens produktion, nutidens spørgsmål rummer nogle svar, som fremtiden behøver. Imod det stræb kan man indvende, at det er ren luksus at skulle støttes i at stille spørgsmål, som ikke offentligheden (stemmerne) har ønsket at stille. Stillet op på den måde tydeliggøres en modsætning mellem bevaring og fornyelse, mellem marked og plan. Som debatten har kørt i mange år kan man komme i tvivl om, hvorvidt denne modsætning er falsk eller sand. I al fald har den medført, at kvalificerede kunstnere og formidlere har udvekslet knubbede ord - for ikke at sige: har slået hinanden til blods, naturligvis i overført betydning. Den for tiden siddende kulturminister har stukket fingeren i jorden og mærket en trend. Ebbe Lundgaard har valgt tre nøgleord for sin kulturpolitik. Det ene er dansk identitet. Det andet er kvalitet. Det tredje er fornyelse. Hvad den danske identitet angår, forekommer formuleringerne at være ret så gammeldags, ude af trit med den udvikling, som i løbet af nogle år vil forvandle alle europæiske lande til modtagere af massive folkevandringer. Alternativet til dem er en udvikling af folkenes hjemlande, og det er der ingen tegn på, at de rige lande vil bidrage til. Dansk identitet må derfor i et fremtidsperspektiv handle om, at vi byder det fremmede velkommen, at vi giver spillerum for alskens mærkværdige bidrag til kunst og kultur, at vi søger virkeligheden, hvor vi kan finde den - i stedet for at hårdnakket at hæge om vores egen vadmelskultur. Hvad kvaliteten angår har dette ord altid haft en undertrykkende side. Kunstnerne ved, hvad den går ud på, uha, der er ingen ende på deres selvsikre vurderinger og grænsesætninger. Det uønskede er noget lort, det er tarveligt, det holder ikke mål, det er ikke inden for rammerne af de sande kunstneriske krav, og politikerne holder en legitimerende arms længde og overlader til kunstnerne selv at jorde det underlødige. Men kvalitet kan dog altid diskuteres, de herskendes smag er den herskende smag, og selv den hellige kvalitet kan vel anskues i en historisk sammenhæng. Der er før set omvæltninger på dette område. Også i Danmark. Nu kommer jeg til fornyelsen, dette nye kulturpolitiske mantra. Holberg med mobiltelefoner. Folkekomedier med splatter. Strindberg på motorcykel. Operetter med uniformer fra Falcks redningskorps. Det er det mindste af det. Hvis altså ikke det stillede sig i vejen. I vejen for hvad? I vejen for Holbergs tekst. I vejen for folkekomediens humor. I vejen for Strindbergs intime eksistentialisme. I vejen for operettens musikalske elementarfryd. Det er ikke fornyende, det skal kanøfles! Og i det kulturdemokratiske Danmark består kanøflingen i, at der ikke ydes støtte til den slags projekter. I den falske modsætning mellem bevarelse og fornyelse blomstrer en mangel på respekt for såvel kunst som publikum. Eksempler: Det Kgl. Teaters badeværelser sejrer over Holberg. Blakstedturneens tillid til en tekst nedgøres. Amatørers enthusiasme og offervilje svigtes. Hvad er det vi vil bevare - og hvad er det vi vil forny? Skråt op! Jeg skrev engang i en kulturpolitisk pamflet bl.a. følgende: “Vi må prioritere miljøer frem for personer - gøde jorden frem for at hale planterne i toppen.” Vi må indse, at guleroden er en vækst, ikke en lokkemad. Fornyelsen kommer uafvendeligt, og så skal den stå sin prøve. Bevarelsen er ikke museer (når det drejer sig om teater i al fald), det er glæden ved det holdbare. Det evindelige og tilsyneladende salgbare i det tyranniske krav om fornyelse er en sovepude. Den fritager for ansvaret for at holde gang i alt det som vil, som kan, og som gør livet sjovere og endnu mere lærerigt at leve. Modsætningen mellem fornyelse og bevaring er falsk. Modsætningen går mellem forkælelse og omsorg. Jeg anbefaler omsorgen. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.