Forbruger-oplysning Kampen mellem producent og forbruger minder om kampen mellem arbejdsgiver og arbejder. Den faglige kamp om løn og arbejdsvilkår er endnunødvendig—men kan aldrig erstatte politiske ændringer i ejendomsforholdene. Ikke desto mindre ser vi, at virkelige eller tilsyneladende landvindinger i denne kamp kan få arbejderne til at tabe den politiske målsætning af syne — hvis de da ikke af lutter dumdristighed direkte stemmer liberalt. På samme måde kan forbrugeroplysningen blive overvurderet, blive et mal i sig selv, så den nødvendige politiske målsætning derved træder i baggrunden i forbrugerens bevidsthed. Folkeaktionæren tror han er medejer, den bevidste forbruger tror han er sagkyndig og fornuftig. PH— for hvem jeg nærer en medfødt og siden uafbrudt bekræftet beundring — har i PR talt om forbrugeroplysning i almindelighed og min vise desangående i særdeleshed. PH siger: „Jeg tror ikke man blir idioter af at tænke sig om". Det tror jeg heller ikke. Jeg har villet pege på to ting. For det første: illusionen om, at „viden og vare-"kendskab" alene kan sikre en forbrugersejr. For det andet: risikoen for, at hele problemstillingen i forbrugeroplysningen skal få folk til at bevare troen på forholdet mellem producent og forbruger som et nødvendigt modsætningsforhold, som et „naturligt fjendskab"?? Dermed er vel så også sagt, at visen ikke angriber forbrugeroplysningen, men henvender sig til modtagerne af den. Som forbruger vil jeg gerne vejledes, og jeg finder oplysningsarbejdet ikke blot nyttigt, men også nødvendigt. Når man i en moderne tid som vor kæmper med flitsbue, han man brug for de allerbedste pile, der kan skaffes. Men vi forbrugere må advares mod at tro, at vi som „bevidste forbrugere" er dækket ind. Selvom alle husmødre opgav enhver tanke om udearbejde og istedet blev hjemme og studere varer, priser osv. — så vil de aldrig nogensinde komme på højde med den sagkundskab, som det private produktions- og salgsapparats specialister har, og som bruges mod forbrugerne. De vil altid vide mere end os — både om deres varer og om os. Jeg tror PH ser helt rigtigt, når han - lokaliserer den kapitalistiske velfærdstats t hovedproblem i forholdet produktion-forbrug. Hvis man kan få os forbrugere til at erkende, at hver eneste gang vi står ved en disk, er vi tvunget ind i en urimeligt og ulige kampsituation — ja, så er { det måske nemmere at få os til at forstå betydningen af politiske ændringer i produktionsapparatets ejendomsforhold. Det er et spørgsmål, om vi i tilstrækkelig grad har klargjort os forbrugeroplysningens placering i den politiske sammenhæng. Der er i al fald en Ung, der ikke kan holde op med at undre mig. Hvordan kan det være, at der med hensyn til hæderlighed, problemstilling og metode næppe er nogen forskel på TÆNK's og BT's forbrugeroplysning? Jeg kan ikke rigtig kværulere over nogen af dem, og det kan jeg ikke forstå. Det er ikke fordi jeg partout vil have noget at kværulere over, men det rejser nogle spørgsmål hos mig. Er forbrugerne dumme og uvidende fordi de lader sig snyde — eller er producenterne (og mellemleddene) uhæderlige fordi de udnytter os? Måske kan man slet ikke stille problemet op sådan — men hvordan så? Er det virkelig ligegyldigt, om forbrugeroplysning har et liberalistisk udgangspunkt („holde systemet kør'nde") eller en socialistisk målsætning? © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.