Forbandet digt Der var engang en digter, der skrev en digtsamling, som ingen mennesker kunne forstå. Derfor fik han af samfundet tildelt ialt 60.000 til sin videre udvikling som kunstner. Fordi der ikke var nogen, der kunne forstå ham, protesterede hele det folk. til hvem han i grunden burde henvende sig. Den selvsamme digter udviklede sig. lian skrev en dag et digt, som alle kunne forstå. Det handlede om politikere. Der stod, at de var nogle røvrullcr. Men det var en særlig slags røvhuller. Digtet stod i et blad som kaldte sig politisk revy. Det skete der naturligvis ikke noget ved. Thi i det land som dette eventyr handler om, er ytringsfriheden sikret på den made, at bare man skriver det forkerte de rigtige steder, så er der ingen, der regner med det. Men så skete det hverken værre eller bedre, end at digtet om røvhullerne blev citeret i et af de store folkelige formiddagsblade. Bladet huskede på den ballade, der engang havde været om digteren, og tænkte at når det nu var et folkeligt blad, så matte det stå på folkets side også i denne sag. Derfor mindede det om alle de penge, som digt er en havde faet af staten for at udvikle sig som kunstner. ^ En mand af folket læste det og følte, at nu matte han reagere på folkets vegne. Han skrev et brev til landets statsminister. Noget med, at han syntes det var mærkeligt, at staten støttede en kunstner, som kaldte politikerne for røvhuller — selvom det var en speciel slags røvhuller. Statsministeren i landet var en omhyggelig mand. Han tænkte sig nøje om. Og så kom han til det resultat, at dette handlede om kultur. Det var han glad for, for så var det ikke noget, som kom ham ved. Det havde han sin særlige medarbejder til at tage sig af. Derfor sendte han brevet videre til kulturministeren. Nu far en statsminister jo mange breve — men dette matte være noget særligt. Det var fra en mand, som var på politikernes parti. Kulturministeren læste brevet omhyggeligt. Nu far en kulturminister jo mange breve — men dette måtte være noget særligt. Det var fra en mand, som var på politikernes parti. Kulturministeren tænkte sig nøje om. Brevet handlede om et digt og en digter. Det var han glad for, for det havde han eksperter til at tage sig af. Oveni-købet netop de personer, som uddelte penge til unge uforståelige kunstnere, så de kunne udvikle sig. Eksperterne bestyrede nogle penge, som var tildelt noget, som kaldtes Kunstfonden, og eksperterne kaldtes selv for tremandsudvalget. Til dem skrev kulturministeren et brev, hvori han bad om at få at vide, hvordan man dengang havde fundet ud af, at netop denne unge digter, der nu skrev, at politikerne var røvhuller, skulle have så mange penge. Heri handlede kulturministeren naturligvis ret. Thi han var valgt af folket, og det varen mand af folket, der havde skrevet det oprindelige brev, som selv statsministeren havde taget alvorligt. Dertil kom, at når nogen pissede på politikerne, så var det i virkeligheden selve folket, han pissede på — for det var jo folket der havde valgt politikerne. Og det ville være en hån mod folket at hævde, at det valgte røvhuller. Kulturministeren var meget spændt på, hvad tremandsudvalget ville svare. Ville de for alvor se deres ansvar i øjnene? Ville de erkende, at de penge de uddelte, i virkeligheden var folkets penge — og at man ikke kunne tage penge fra folket og give til digtere, som udviklede sig i den retning, at de kaldte de politikere, som folket havde valgt, for røvhuller? Hvad gjorde tremandsudvalget? Vi må tåle spændingen et stykke tid endnu. Thi hvis dette eventyr er sandfærdigt, så må slutningen også være det. Og slutningen har ingen set. Men hvis ikke den kommer andre steder, så kan den læses i politisk revy. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.