Folkevognen

Jeg er en af tusind folkevogne 
spejler solen i min røde lak. 
Jeg er den af vognene du frygter 
pludslig sagtner farten og slår bak.

Slår et u-sving kører ind til siden 
venter dér til du er blevet tryg. 
Bag mit rat der sidder den der truer 
dig med planer klækket bag din ryg.

Langsomt sniger jeg mig ind på gruset 
du har ladet sprede for din dør 
for at få et varsel når det knaser 
under folkevogn og trillebør.

Han der kør mig kommer for at hente 
noget du har taget som er hans 
noget som skal ligge på mit sæde 
mens han kør mig hurtigt udenlands.

Han er sort og stor og bærer briller 
stærkere end noget argument. 
Nøglen tar han ud og smækker døren 
jeg står bare her og venter spændt.

Det er ikke det at han er neger 
eller at han skjuler han er vred 
jeg er kun en bil og føler intet 
ved at han måske må slå dig ned.

Hvorfor han må stjæle ved jeg ikke 
eller helt nøjagtigt hvad han stjal. 
Så begynder bylten på at klynke 
og jeg føler den er pinegal.

Tusind folkevogne står ved grænsen 
der hvor alt det hjemlige er slut. 
Tusind bylter klunker tusind bylter 
får et kærtegn og en narresut.

Og jeg kører til de varme lande 
dér hvor solen skinner dagen lang 
sammen med de andre tusind vogne 
overdøver jeg cikaders sang.

Med min sorte neger bag ved rattet 
ender jeg et helt utroligt sted 
fjernt fra dig og alt dit grus der knaser 
tæt på blomster og på kærlighed.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.